[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Mikkel Tengvad[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Finland ligger langt fra både Bronx og Philadelphia, og på trods af at være en farvefattig boksefilm, der udspiller sig over et halvt århundrede tilbage i tiden, er der da heller ikke meget Raging Bull (1980) over den. Skudt i sort/hvid på 16mm film føles den mere som cinéma vérité end som Scorsese. Det er ikke den poetiske billedskønhed men det dokumentarlignende nærvær, der gør den værd at se på. Vi føler os til stede i fællesbadet med de nøgne finske boksere, der legende kaster vand på hinanden. Enkelte gange dukker man sig nærmest for at undgå at få en spandfuld i hovedet.
Følelsen af tilstedeværelse forsvinder desværre ud ad vinduet sammen med hovedkarakterens opmærksomhed. Olli Mäki er ikke meget for det cirkus, der omringer hans forestående kamp om verdensmesterskabet. Reklamer, interviews, fanfotos, small-talk og et irriterende dokumentarhold forstyrrer og fjerner fokus fra hvad der egentlig betyder noget: boksning. Det er en interessant kommentar til det mediecirkus, der i dag i endnu højere grad har opslugt sportsgrenen (og mange andre sportsgrene). En tematik, der blandt andet også behandles i Rocky-filmene. Det er helt forståeligt, at Olli Mäki er imod den del af branchen, men omvendt føles det heller ikke som om, at han er specielt meget for selve boksningen.
Den finske europamester virker bedøvende medicineret og uengageret, og boksningen henfalder til noget, der minder om en birolle. Han vil meget hellere cykle ture i skoven med sin kæreste, slå smut ved vandet og drikke kaffe med svigerfamilien. Det kunne man leve med, hvis bare det forhold havde en romantisk smittende og dragende effekt. Uheldigvis føles deres forhold uudforsket og uinteressant. Et sted imellem ungdommens nyforelskelse og den store kærlighed dalrer de rundt og spilder tiden. Det er flygtige blikke og generte smil, ikke dybe samtaler og elskov, de to turtelduer har at byde på.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Den bedste dag i Olli Mäkis liv[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Juho Kuosmanen[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Finland[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]På trods af at kredse meget om emnet bliver Olli Mäkis kamp for at overholde de strikse vægtkrav heller aldrig rigtig spændende, for det føles ganske enkelt bare som om, at han er småligeglad. Og det er endda på trods af, at hans manager, Elis Ask (en velspillende Eero Milonoff), konstant forsøger at holde ham på tæerne. Det kan dog være svært, når der er mere bly end fjer over fødderne på den gamle fjervægter.
Forhåbentlig kan den store boksefinale sætte lidt gang i tingene. Vi kender efterhånden formularen godt nok til at vide, at den afgørende kamp udgør det ubetingede højdepunkt. Der venter da også en mindre overraskelse i skæbnekampen på den helt store scene. Og dog klinger manager Elis Asks ord fra tidligere i filmen noget hult. Han proklamerede: ”Det bliver en fantastisk sportsbegivenhed. Vi lover, at publikum ikke bliver skuffede”. Man kan desværre ikke altid holde, hvad man lover.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer