Der eksisterer øjensynligt en tommelfingerregel, når det handler om at udstille den beskedne skandinaviske indsats under krigen – noget vi gerne forsøger med et par års mellemrum: find de små sejre og malk de mælkebøtter for alt de er værd.
Den 12. mand gør præcist det, og den gør det til UG. På den front gør den Hvidstensgruppen (2012) til skamme og får Flammen og Citronen (2008) til at ligne regulær socialrealisme. Hold kæft den får hele armen.
I filmens første minutter undslipper vores helt, Jan Baalsrud, nazistisk tilfangetagelse som den eneste fra sit kompagni af 12 norske sabotører. Det skal være løgn, siger Gestapo-officer Kurt Stage, som sætter himmel og jord i bevægelse for at finde den tolvte mand. Det udmønter sig i et storladent ræs mod den svenske grænse, over de norske fjelde, under de iskolde fjorde og ind i udkantsnorges stoiske husstande i et to timer langt medley over The Revenant (2015), 127 Hours (2010) og Saw (2004). Men mest af alt, og her bliver det sjovt, ligner Den 12. Mand en meget ambitiøs turistannonce for Norge.
Det er uden tvivl den norskeste film, jeg nogensinde har set. Du kan glæde dig til nordlys, fjeldfetisch, rensdyr, ski og absurde mængder sne. Man kunne narres til at tro, at filmen var skrevet af en amerikaner, som kun havde kendskab til de mest stereotype aspekter af den norske kulturarv.
Men hvor norsk kan det overhovedet blive, tænker du måske?
Forestil dig Dronning Margrethe ridende på en slagtegris over Storebæltsbroen med en håndvarm DP i den ene hånd og et vajende Dannebrog i den anden. Hun ridder målrettet mod landsholdet fra 92’, mens æbleskiver regner ned fra en overskyet himmel, og en lille skov af Vestas vindmøllers summen stemmer i med de sprøde toner af Teddy Edelmanns Himmelhunden. Det er stadig ikke lige så dansk som Den 12. mand er norsk.
Den er så pladderpatriotisk, at man næsten taber kæben. Nationalmelodien bliver sunget, mens tapre nordmænd henrettes af de onde nazister, og er du helt vimmer, de nazister er onde. Det hele topper, når den kuede norske folkeånd manifesterer sig som en billedskøn lille pige, der i et syn opmuntrer helten i sin sværeste stund som Moses og den brændende busk. Det er helt forrygende.
Annonceringen fortsætter også på billedsiden. Nordnorge er en vanvittigt flot setting, og sceneriet får en retmæssigt stor rolle i filmen. Filmen skydes i gang af nogle bjergtagende billeder af dalende nødblus over en fjeldomkranset fjord, og det er utroligt smukt. Selvom æstetikken til tider bliver forurenet af et lidt for legesygt kamera, er Den 12. mand faktisk en meget flot film. Den er også tilpas gritty til at give heltens pinsler tyngde, og den fastholder langt hen ad vejen illusionen om at foregå i et krigsplaget Norge med troværdige kulisser og kostumer og noget mestendels hæderligt skuespil.
Selvom Den 12. mand er et fint stykke håndværk, var jeg ikke nær så fornøjet over selve filmen, som jeg var over at bevidne den komplet ublu glorificering af Norge og den norske folkeånd. Det kan godt være, at det var af de helt forkerte grunde, men jeg var faktisk rigtig godt underholdt. Jeg tror, det skyldes, at Den 12. mand er lidt ligesom en beruset tantes konfirmationstale; det er super cheesy og blottet for situationsfornemmelse, men det gør også en ellers småkedelig aften noget mere spændende.
Kommentarer