[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Harpøth[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Filmen starter hårdt ud med en optagelse af Mette Lines opkald til 112. Hendes mand, Kristian, har fået en hjerneblødning og hun beskriver desperat, men fattet, symptomerne over for operatøren i den anden ende. Blødningen ender med at ødelægge en tredjedel af Kristians hjerne. Den nye danske dokumentar Dem vi var lægger ikke skjul på, at de kommende 80 minutter byder på den ene brutale episode efter den anden.
Sine Skibsholt har fulgt Mette Line og Kristian gennem den lange genoptræning. Hun har fået et ekstremt nøgent indblik i parrets liv med Kristians hjerneskade og de to børn Cyron og Celeste, hvis nerver bliver mere og mere flossede. Det er lige før, intimiteten bliver for meget og flere gange, ville man ønske, at man bare kunne koble sig fra filmen. Til tider føler man sig mere som en snagende voyeur end en engageret tilskuer.
Skibsholt traf en klog beslutning, da hun valgte at holde sig usynlig og fokusere på nuet og intet andet. Man får forsvindende lidt at vide om, hvem familien var, inden katastrofen indtraf. Mette Line og Kristian har været sammen i 12 år. Det er stort set det. Ét enkelt indblik i Kristian, som han var tidligere, kommer igennem en gammel hjemmevideo, der vises til Celestes fødselsdag. Her virker han frisk, energisk og engageret – det stik modsatte af hvem han er. Filmen er ikke krydret med indklippede familiefotos og talking heads, så den visuelle historiefortælling får en simplicitet og et fokus, der ville have gjort Robert Drew stolt. Det er næsten idealet for observerende dokumentarisme.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Dem vi var[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Sine Skibsholt[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Men hvor billedsproget er råt og usødet, grænser lydsiden til det overfortællende. Når Skibsholt har kunnet vække så stor tillid, hos de mennesker hun afbilleder, at hun kan fange dem på deres allerlaveste og mest sårbare, er det en skam, at der ikke rigtig bliver holdt igen på lydsiden. Dem vi var er en af den slags dokumentarer, hvor reallyden fra tid til anden forsvinder til fordel for melankolsk klaverspil og sørgmodige strygere. Grebet er så småt ved at blive dokumentarfilmenes Wilhelm Scream: Noget der fungerede en gang, men som nu er så distraherende i sin genkendelighed, at det ikke gør andet, end at hive én ud af filmen. På samme måde som Wilhelms skrigeri signalerer Hollywood-rabalder, prikker musikvalget til hjernen og henleder opmærksomheden på filmens konstruktion frem for det egentlige drama.
Det er lidt en skam, at man fra tid til anden hives ud af filmen for Dem vi var har mange stærke – og rædselsvækkende – scener at byde på. Man skal være lavet af sten for ikke at få en klump i halsen, når Kristian gentagende gange henkastet hentyder til sine selvmordstanker. Især når man udmærket er klar over, at den 12-årige datter ved siden af er gammel nok til at gennemskue hans eufemismer. At tænke på den psykiske last, børnene lider i filmens periferi gør næsten lige så ondt, som at tænke på hvem Mette Line og Kristian var og hvem de er blevet. Det minder om tilfældigheders banale ondskab og de tragedier, de kan føre med – hvilket ikke er uden værdi, hvor oprørende det end kan være at være vidne til.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer