[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Felix Fleischer[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]En instruktør er altid tilstede i det billede, han iscenesætter. Helt uhjælpeligt efterlader han et aftryk af sig selv i sine værker, der nok skal komme til syne, hvis bare man leder længe nok. Utydelig, men nærværende, som en refleksion i sit eget motiv. Således er filmmediet ikke blot en spejling af livsverdenen foran kameraets linse, men også et spejlbillede af instruktøren selv. Ud fra denne præmis igangsætter Jon Bang Carlsen et intimt (selv)studie af sit eget filmiske virke. Resultatet er det smukke retrospekt Déjà Vu, hvor Carlsen samler trådene fra sine mere end fyrre dokumentar- og spillefilm i en rørende fortælling om at få øje på sig selv i andre menneskeskæbner.
“Skjult bag kameraet fik jeg et alibi for at komme tæt på andres ansigter uden at vise mit eget”, bekender Carlsens fortællestemme i filmens indledning. Som skilsmissebarn i en vindblæst landsbyflække måtte han lide under lokalsamfundets dømmende blikke efter forældrenes brud. Men som filmskaber fik han selv mulighed for at træde i rollen som iagttager. Déjà Vu kredser i stor grad om barndomsårene på landet, og, ikke mindst, flugten derfra. Som et stilfærdigt genfærd vender motivet af en mennesketom landsbygade tilbage i Carlsens film, både i form af fakta og fiktion, som i den særegne portrætfilm Jenny (1977) eller det mesterlige persondrama Ofelia kommer til byen (1985). Selv når filmene udspiller sig i et fængsel i Cape Town eller på den irske Atlanterhavskyst, formår Carlsen at trække menneskelige paralleller til skikkelserne fra sin opvækst i Vedbæk.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Déjà Vu[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Jon Bang Carlsen[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Déjà Vu er fortalt med stor indforståethed. Kommentarsporet er ganske vist struktureret som en semi-kronologisk gennemgang af Carlsens liv og karriere, men i virkeligheden springes der frem og tilbage mellem udsnit fra hele hans omfattende filmografi. Der klippes frit mellem drama og dokumentarisme, uden angivelse af hverken titel, årstal eller genre til at kontekstualisere de mange scenefragmenter. I stedet bindes filmen på smukkeste vis sammen af Carlsens fortællestemme, som med diskret poesi identificerer de tematikker, der er gennemgående for alle hans film: Familiens sammenbrud, troen på Gud, drømmen som en flugtvej væk fra kedsomheden.
Déjà Vu er ikke Carlsens fejring af sin karrieres største bedrifter, men en tankefuld selvransagelse af sit liv som instruktør. I løbet af sit tilbageblik på karrieren funderer Carlsen over konsekvenserne af at stirre på tilværelsen gennem en kameralinse, og han indser, at rollen som iagttager snarere har spærret ham ude for virkeligheden, i stedet for at føre ham tættere på den. Filmskaberens blinde forestilling om at vide bedre end de mennesker, han skildrer i sine billeder, bliver et kritisk vendepunkt for Carlsen, der gradvist når til erkendelsen af, at “selv de smukkeste svar forsvandt i larmen fra spørgsmålene”. Det er i denne selvovervindelse, at Déjà Vu finder sin form, som et betagende filmdigt om at turde se sig selv og andre mennesker i øjnene.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer