Af Terese Holm Pedersen
I 2011 skabte instruktørerne Oliver Nakache & Érik Toledano et succesrigt mesterværk med filmen De Urørlige. Den endte sågar med at blive den mest sete franske film på verdensplan nogensinde, og det var derfor ikke uden høje forventninger, at jeg så frem til at se instruktørernes nyeste skud på stammen. Jeg blev dog helt og aldeles skuffet.
Filmen genskaber en sand historie om to kollegaer, der sammen kæmper for at skabe bedre rammer for børn med særlige behov, såsom mentalt og socialt handicappede. Vincent Cassel og Reda Kateb spiller eminent i rollerne som den stabile duo, der gennem filmens 114 minutter håndterer konflikter og utilregnelige unge. Men gode skuespillere er simpelthen ikke nok til at gøre den ellers sande historie dragende nok.
Inddragelsen af autistiske skuespillere er faktisk ret så fin. Benjamin Lesieur lyser filmen op med sin sjove og humoristiske karakter Joseph, der aldrig kan dy sig for at tænde metro-alarmer. Den ellers finurlige comic relief som kontrast til det tunge emne er befriende, men karakterens dybere lag bliver der aldrig taget hånd om. Det er i bund og grund ret problematisk.
De Særlige har nemlig en ærgerlig tendens til at skabe ensidige autistiske karakterer. Resultatet bliver, at man ingenting føler i filmens dramatiske højdepunkt, der omhandler en af de autistiske drenge, da man intet reelt indblik har fået i drengens karakter, andet end at han altid er utilregnelig. Balancen mellem at skabe karakterer, man kan forholde sig til, men samtidig ikke romantisere de udfordringer, personerne kæmper med, lykkes altså ikke.
Uden nogen reel intention om at være en sur og muggen anmelder, er der bare nogle filmideer, der ikke fungerer på det store lærred. Denne udmelding kan i hvert fald siges om De Særlige. Jeg blev irriteret over udelukkende at blive konfronteret med problematikker, og manglede hjertevarmende fortællinger undervejs. Filmen, der omhandlede dét at skabe bedre rammer for børn med særlige behov, blev drønkedelig og virkede påtaget. Det er tydeligt, at instruktørerne havde en intention om at røre seeren, men det lykkedes bare ikke.
For at gøre det kort: De Særlige berører kun overfladen af den historie, filmen prøver at fortælle, og bringer os på ærgerlig vis aldrig tættere på karaktererne eller konflikterne, der vises. Filmen mangler samme charme, humor og umiddelbarhed, som instruktørernes biografhit fra 2011 formåede at skabe. Spar dig selv for 114 minutter du aldrig får tilbage og læs en artikel om emnet i stedet.
Kommentarer