Af Josephine Zabeo-Persson
Er du klar til et fængsels-dramedy, hvor magtkampene udspilles med Højskolesangbogen og Rasmus Seebach? Lad os tage den fra toppen. En, to og en, to, tre, fire…
I De frivillige varetægtsfængsles rigmanden Markus Føns (Jacob Hauberg Lohmann) for økonomisk svindel. Han indtager fængslet med oprejst pande og selvtillid, men fængselsverdenen er en uvant slagmark for Føns. Økonomiske udeståender kan forfølge én henover pigtråden, og i fængslet bliver man tæsket, hvis man skylder fede-Karstens bror tre millioner kroner. En lammetæsket Føns forflyttes frivilligt til isolationsafdelingen, hvor de ”svage” fanger sidder. Denne afdeling styres af den indsatte, Niels (Anders Matthesen), som værdsætter de blødere ting i livet; Hammerslag, håndarbejde og ikke mindst korsang.
Centralt i filmen er fængselskoret, ledet af selvudnævnt korleder, Niels, med blandt andre den nervøse Peter (Søren Malling) og naive Simon (Christopher Læssø) som kormedlemmer. Føns er en stolt mand og føler sig dybt kuet af hierarkiet på isolationsafdelingen. Han ser koret som den perfekte vej tilbage til toppen, men Niels er ikke en let modstander. Instruktør Frederikke Aspöck løfter magtkampen fra humoristiske barnagtigheder til en højspændt samfundskritik af de privilegier, der kommer med status og penge, selv når de er stjålne.
Mødet mellem mennesker fra forskellige klasser er en velbrugt tematik i komedier. Men når den krydres med et genialt manuskript af forfatter Lars Husum, spindes der komedie-guld. Husum nægter at forfalde til den klassiske stereotyp om, at disse karakterer skal lære noget af hinanden. I stedet bliver deres forskelligheder optegnet skarpt – Markus Føns går i skjorte og lædersko, mens Niels er iført joggingbukser og kondisko. Med fødderne solidt plantet i en nutidig dansk referenceramme cementerer De frivillige sig som ærkedansk og ægte sjov.
Filmens absolutte styrke er Anders Matthesens evne til at skildre samfundets skæve eksistenser med en ømhed, der ikke blot gør dem til humoristiske størrelser, men fuldendte karakterer. Når Niels irettesætter den selvhøjtidelige Stein-Bagger-type Markus Føns – Du bliver nødt til at lære, at herinde gælder reglerne også for dig – er det svært ikke at holde med den lille mand. For Markus Føns findes i virkeligheden, ikke som fysisk menneske, men hans ånd og indstilling til velfærdsstaten kan dagligt findes i dagspressen i form af nyheder om skattesvindel og skattely. Så når Niels nægter at lade sig kue for storsvindleren, er der for et kort øjeblik retfærdighed i samfundet.
Koret bliver af de andre indsatte omtalt som ”De perverses kor”, da det rygtes, at dets medlemmer er sigtet for voldtægt, pædofili og mord. Og pludseligt skrider det humoristiske univers en smule, og dramaet gør sit indtog. For kan man stadig grine med og have sympati for karakterer, der er sigtet for sådanne grusomheder? Kan vi stadig heppe på Niels? Og er Markus Føns den eneste skurk? Det klæder De frivillige, at dets univers ikke er sort-hvidt. Filmen lader tilskueren vade rundt i grålige nuancer i jagten på et moralsk ståsted for måske at fastslå, at sådanne ståsteder kan være svære at finde.
I den hierarkiske kamp formår De frivillige at gå den svære balancegang mellem det dramatiske og det humoristiske. Grin og eftertest dit moralske kompas – det er sundt.
Kommentarer