Infinity War står til at være blandt århundredets største film; konklusionen på en saga af velanmeldte og succesrige franchises, der har omdefineret blockbusterlandskabet. Marvel Cinematic Universe (MCU) lignede en fjern drøm da den blev igangsat for 10 år siden, men siden har modellen vist sig værdig gang på gang.
I så stor, populær og vigtig en franchise er det interessant at spørge sig selv: hvad er det bedste, Marvel har haft at tilbyde? Hvilken film var sjovest, bedst eller vigtigst? Hvad skal Infinity War leve op til?
Fem skribenter fra Ordet giver her deres bud. Variationen af svar samt smerten, der kom af at udelukke nogle film, beviser, at Marvel bare kan et eller andet, når det kommer til superhelte.
Iron Man (2008)
Valgt af Claus Nygaard Petersen
De satsede alt; et budget på 140 millioner dollars, en stjerneparade af skuespillere og så instruktøren af Will Ferrell komedien Elf (2003). Det skulle være slut med at sælge guldet til andre studier, som så kunne profitere – dette var starten på deres univers, Marvel Cinematic Universe.
Traileren havde været en kæmpe succes, publikum var KLAR og den næste film kom allerede i juni… var der pres på? I den grad.
Iron Man (2008) var Marvels første egenproduceret film, startskuddet på den største franchise efter årtusindeskiftet. Downey Jr. fangede de fleste af Tony Starks karakteristika til UG og så var han bare indbegrebet af cool.
Jeff Bridges var sit sædvanlige karismatiske selv, her med et diabolsk twist og en af de få skurke, der rent faktisk har været overbevisende i MCU. Det er også her ”en film, en skurk” trivialiteten, som findes i MCU har sin begyndelse. En forudsigelighed, som tit har drænet de efterfølgende film for bare antydningen af spænding.
Men den blev alligevel en succes og indtjente over 500 millioner dollars. Publikum havde talt; de ville have mere Marvel.
The Avengers (2012)
Valgt af Christine Roederer
Der sker noget helt specielt, når et filmøjeblik giver gåsehud.
Helt utroligt var det, da vi for første gang fik lov at se Captain America, The Incredible Hulk, Thor, Black Widow, Hawkeye og Iron Man stå side om side, mens messingblæsergruppen slog sig løs. Ingen følelse i verden kan genskabe den ivrige og barnlige glæde, der kom ved at se de kendte Marvel figurer endelig stå side om side i en film.
Det var den perfekte sammensmeltning af alle de selvstændige film, og et spark, der for alvor fik gang i Marvel-maskinen. Uden The Avengers havde superheltefilmgenren set helt anderledes ud, end den gør nu. Det var et Big Bang, hvor nye TV-shows, tegneserier og hele nye typer fankultur dukkede op.
Ja, Joss Whedons film er siden falmet til fordel for nogle af de andre Marvel kreationer. Men det øjeblik, hvor alt kulminerer i en cinematisk cirkel rundt omkring hovedkaraktererne i New York, som står og kæmper mod en hær fra det ydre rum? Det er uden sidestykke.
Vi får se, om Infinity War kan overgå den…
Guardians of the Galaxy (2014)
Valgt af Karoline Bjerregaard Balstrøm
Det skønneste ved Guardians of the Galaxy er den kompromisløse stil.
Fra 1’erens åbningssekvens bliver en nostalgiske legesyg tone lagt an, akkompagneret af alt det bedste fra 80’erne, med bl.a. Fleetwood Mac, Marvin Gaye og 10cc på Star Lords (Chris Pratt) kassettebånd.
Opskriften er simpel: En ufrivillig dåneværdig helt (Chris Pratt), en reserveret og dansehadsk kærlighedsinteresse (tidligere ballerina Zoe Saldana), et eksistentialistisk forvirret mastermind (Bradley Cooper), en stille, dog sassy, forvokset potteplante (Vin Diesel), toppet af med en ironi-blind dræbermaskine (Dave Bautista). Kort sagt, et spættet awesome mix af nogle af de mest eftertragtede og karismatiske skuespillere, iklædt diverse ugenkendelige looks, ført sammen på en gigantisk legeplads af muligheder i det uendelige univers.
Hvad Marvel kan er at gøre deres skæve heltes verbale kommunikation og kropslige interaktion, eller mangel derpå, endnu mere underholdende end de veleksekverede kampsekvenser. Det betyder, at filmens puls aldrig når under 120 slag i minuttet, da der konstant er noget bemærkelsesværdigt og super underholdende på skærmen.
Guardians er på mange måde en lyd-film udover det sædvanlige. Den velskrevne dialog indeholder mindeværdige linjer, og det generelle lyddesign af eksploderende kæmpefængsler i rummet, samt en myriade af pitchede alien stemmer, står med sine futuristiske nuancer i fed kontrast til det føromtalte oldschool soundtrack (der landede som nr. 1 på US Billboard 200 chart). Det hele toppes af med Tyler Bates’ episke score, proppet med messingblæsere og store klassiske Hollywood-violiner.
Guardians of the Galaxy er velproduceret, velcastet og hylende morsom. Den formår dog samtidig at bringe seriøsitet og en tåre frem i mit øje, som var den Pixar’s Up (2009), efter blot 5 minutter, hver eneste gang jeg sætter den på.
Captain America: Civil War (2016)
Valgt af Gustav Stubbe Arndal
The Avengers beviste, at shared universe konceptet virkede, men Captain America: Civil War er den første af Marvel filmene, der for alvor gjorde brug af modellens dramatiske potentiale.
Ikke nok med, at den introducerede en frisk men genkendelig Spider-Man. Ikke nok med, at den gav os en origin story til Black Panther, der nu er på toppen af verden. Ikke nok med, at den skulle jonglere et Avengers-størrelse cast samtidig med at være centreret om sin hovedperson. Civil War er nok oven i alt det den mest moralsk komplekse og ukonventionelt opsatte film i Marvels filmkatalog.
Politiske og tematiske tråde fra hele serien forinden kulminerer i to enorme (men troværdige) karakterskift: Steve Rogers er gået fra patriotisk soldat til en idealist, der ikke længere har tillid til systemet. Kontrolfreak Tony Stark opgiver sin kontrol i håb om større sikkerhed.
Deres ideologiske konflikt er meget interessant og fører til en af de sejeste set-pieces i hele MCU da de to grupper støder sammen i en lufthavn. Men i sidste ende er det ikke uenighed, der ødelægger The Avengers, men noget mere personligt.
Heltene taber. Baron Zemos plan virker. De to ikoner, vi har fulgt gennem syv film, vender sig mod hinanden på brutal vis. Hvert slag, hver linje dialog og hvert skud fra Iron Mans hånd har en vægt, der kun kan opnås i en saga af denne størrelse. Civil War udnytter shared universe modellens styrker ikke bare med action og humor, men med episk dramatik, der ikke før har været muligt.
Lad os håbe, Russo brødrene kan gentage denne bragende succes med Infinity War.
Thor: Ragnarok (2017)
Valgt af Cecilie Grivne Høier
Da Chris Hemsworth efter Thor: The Dark World (2013) gik til Marvels topchefer og sagde, at hans karakter var blevet kedelig, var de enige. Heldigvis. For det betød, at instruktøren Taika Waititi kom på banen. New Zealandske Waititi er kendt for sine små og anderledes komedier (What We Do in the Shadows (2014), Hunt for the Wilderpeople (2016)) og sin forkærlighed for improvisation, og dette resulterede i Thor: Ragnarok.
Thor: Ragnarok bragte noget tilbage til superheltegenren, som vi ikke har set i lang tid: humor og en grundlæggende u-selvhøjtidelighed—perfekt til en film, der tager udgangspunkt i de gamle nordiske gudemyter. For selv om der også er Ragnarok og dødsgudinder, må man ikke forglemme sagnenes fjollede og menneskelige aspekter.
Samtidigt fornemmer man også en dybere historie i filmen, om kolonialistisk magt, de højes privilegie og kulturel hjemløshed, men uden at det bliver hverken patetisk eller søgt. Igen må man nævne Waititi, et stolt, udtalt medlem af den oprindelige maori-befolkning, som ikke er bange for at vise os den problemstilling—hvad enten det er med Jeff Goldblum som silkebeklædt rum-diktator eller med Led Zeppelins Immigrant Song som musikalsk ledemotiv.
Waititi har formået, i fællesskab med en række glimrende skuespillere, at lave noget helt unikt i Marvel-universet. Da jeg selv forlod biografen efter Thor: Ragnarok, var det med et smil på læben og tanken om, at det var alt for længe siden, at jeg havde grinet så meget til en film.
(Alle billeder taget fra imdb.com)
Kommentarer