På falderebet af 2017 vil vi her på Ordet give vores besyv med i sagen om årets absolut bedste film. Der har været mange glimrende titler at vælge imellem, men disse 10 mener vi, er de absolut bedste, 2017 havde at byde på.
10. Vinterbrødre
Det er sjældent, at en dansk film skriver sig ind på listen over de bedste film for hele året, men Hlynur Palmasons debutfilm hører til det fornemme selskab. Det er en visuel bedrift af dimensioner, der vækker mindelser om Lars von Triers debut Element of Crime. På samme måde som Trier formår Palmason at skabe et isoleret univers med et mystisk kalkbrud som omdrejningspunktet, der med 100 nuancer af grå ætser sig fast på nethinden.
Elliott Crosset Hove spiller fabriksarbejderen Emil, hvis hverdag langsomt falder sammen, da hans besættelse Anna (Victoria Carmen Sonne) indleder et forhold til hans bror (Simon Sears), mens hans chef samtidig anklager ham for tyveri og forgiftning af en kollega. Historien er nærmest ikkeeksisterende, men fodrer Marin von Hausswolffs kamera med fænomenale billeder i en af dansk films mest stilsikre debuter.
9. American Honey
En overgang så det ud til, at Andrea Arnolds mesterlige roadmovie ’American Honey’ ikke ville komme i ordinær distribution i Danmark. Men knap et år efter at hun vandt Jury-prisen på Cannes-festivalen, landede filmen i de danske biografer. Og gudskelov for det.
Breakout-stjernen Sasha Lane, som Arnold fandt på en strand i Californien, leverer en af årets absolut stærkeste præstationer som teenagepigen Star, der lever på bunden, men finder livsgnisten i mødet med en gruppe omrejsende white trash-magasinsælgere. Hun forelsker sig i Jake (Shia LaBeouf), men den unge kærlighed er ikke nem. Aldrig har en sommer i slummen set så smuk ud, og sjældent har filmisk poesi ramt så rent i hjertekulen. 
8. Good Time
Søskendeparret Benny og Josh Safdie står bag en af nyere tids bedste thrillere. Good Time er et hæsblæsende dyk ned i et bankkup, der går grueligt galt og får vidtrækkende konsekvenser. Robert Pattinson beviser for alvor, at han er en karakterskuespiller af kaliber med rollen som den godhjertede storebror Connie, der for alt i verden vil redde sin mentalt tilbagestående lillebror Nick (Benny Safdie) fra politiets klør.
Et perfekt eksekveret røveri bliver startskuddet til et nervepirrende ridt gennem New Yorks undergrund, der tager fusen på tilskueren mere end én gang, akkompagneret af et fremragende elektronisk soundtrack. Safdie-brødrene forstår genrefilmen til fulde, men tilføjer samtidig en sjælden kunstnerisk panache til den klassiske spændingsfilm. 
7. mother!
Darren Aronofsky har alle dage været en kontroversiel instruktør, hvis film nok bedst beskrives som mindfuckende. Hans nyeste med titlen mother! blev buet ud ved verdenspremieren i Venedig, og anmelderskaren er splittet mellem dem, som mener, at filmen er det argeste lort eller et storværk fra en mesterinstruktør. Vi hører selv sagt til sidstnævnte.
Tænk hvor meget, man kan få ud af en ramme så kedelig som hjemmets fire vægge, to fremmede par og en spirende mistillid. De første 45 minutter af mother! er hårrejsende creepy, uden at man helt ved, hvad der foregår. De næste 75 minutter er en rendyrket vanvidsrejse gennem et sygt mareridt, der i forbifarten tager temperaturen på samfundstilstanden, og samtidig selvironisk udstiller den feterede kunstners mavepine. Og det er i sandhed en af årets mest imponerende filmbedrifter.
6. Dunkirk
Christopher Nolan er godt på vej til at gå sit store forbillede i bedene. Ligesom Stanley Kubrick har han lavet visuelt spektakulær science fiction, og nu kaster han sig over Kubricks yndlingsgenre: Krigsfilmen. En genre, som tidens største nulevende instruktører, fra Malick til Spielberg, også har excelleret i, og som Nolan særdeles vellykket tilfører sin karakteristiske tidsforvrængning og hæsblæsende spænding.
Handlingen udspiller sig i tre parallelhistorier: På land kæmper Tommy (Fionn Whitehead) for at komme væk fra Dunkirks belejrede strande, til søs kommer den aldrende civile Mr. Dawson (Mark Rylance) soldaterne til undsætning og fra cockpittet agerer en übercool Tom Hardy luftens vogter. Historiefortællingen er ambitiøs, men det er for alvor i den filmtekniske arena, at Nolan brillerer. Hans nye hoffotograf, Hoyte van Hoytema, leverer nogle af årets flotteste skud, sat til musik af en allestedsnærværende Hans Zimmer akkompagneret af et tikkende ur og et af historiens vigtigste kapløb med tiden.
5. Blade Runner 2049
Man skal have is i maven, når man vælger at kaste sig over fortsættelsen til en elsket, og for nogen for længst afsluttet, kultfilm. Men med Blade Runner 2049 minder Denis Villeneuve os, at der er absolut intet, han ikke kan med filmmediet.
Han kan udbygge i forvejen ikoniske verdener, tilføre en hidtil uset sensibilitet til kærlighed mellem to robotter og skabe en visuelt banebrydende stil, som går hånd i hånd med et afdæmpet plot, der formår at holde en ulmende spænding i kog, mens store filosofiske spørgsmål debatteres for fuld udblæsning. Blade Runner 2049 er intet mindre end en revolution for den trætte blockbusterfilm – for hvem havde nogensinde troet, at man kunne få over 150 millioner dollars til en visuelt overdådig filosofilektion i år 2017?
4. Moonlight
Barry Jenkins’ homodrama Moonlight er årets måske mest imponerende bedrift i personinstruktion. Fra de fænomenale birollepræstationer fra Mahershala Ali og Naomie Harris til de tre sublime portrætteringer af hovedkarakteren Chiron, hvis personlige udvikling gennem tre livsfaser er frygtindgydende virkelighedstro.
Alex Hibbert tager os gennem de tidlige år som det sårbare barn Little, Ashton Sanders skildrer teenagekonflikten og den seksuelle åbenbaring, mens Trevante Rhodes fuldender værket som den forskansede Black, der lever i skjul for omverdenen bag sit hårde ydre. Alle spiller de til perfektion i den visuelt poetiske fortælling om rejsen fra barn til mand i Miamis ghetto, og hvordan omgivelserne former én til den, man er.
3. Manchester by the Sea
Gennem sin syttenårige filmkarriere er dramatikeren Kenneth Lonergan kun blevet bedre og bedre. Hans film veksler fra det fremragende til det mesterlige, og Manchester by the Sea står som den foreløbige krone på værket.
Det er en helt igennem mesterligt skrevet film om selvudslettende sorg og frygten for at tilgive sig selv, der efterlader et uudsletteligt indtryk på selv den mest følelseskolde skiderik. Men det skal endelig ikke lyde som om, Manchester by the Sea udelukkende er en tåreperser; den er meget mere end det. Samspillet mellem Casey Affleck og Lucas Hedges fører til nogle af årets mest hjertevarme, men også humoristiske scener. Filmen byder desuden på et af historiens allerbedste flashbacks eminent spillet af Casey Affleck, der giver en af årets bedste præstationer.
2. The Square
Ruben Östlunds Guldpalme-vinder er årets mest ambitiøse film. Nogen vil hævde, at den i virkeligheden er for ambitiøs, men det er svært at klandre en film for at have for mange gode idéer, når de på så veludført vis spider det moderne, vestlige menneskes forkvaklede verdenssyn.
Danske Claes Bang er filmens altdominerende centrum, som museumskuratoren Christian, hvis liv falder sammen om ørerne på ham, da han beslutter at sætte efter en tricktyv, som har bestjålet ham på åben gade. Igennem 144 minutter ser vi Bangs ansigt i hundredvis af forskellige indstillinger, som alle er lige mindeværdige – fra årets mest tåkrummende sexscene til filmens uudslettelige klimaks ved en gallamiddag på museet. Han bærer filmen på sine skuldre, når han i tæt samspil med den svenske mesterinstruktør sender en eftertrykkelig mavepuster mod den vestlige kulturs dobbeltmoral, der får en til at knække sammen af grin og reflektion.
1. La La Land
Da La La Land havde premiere i de danske biografer fik den lutter gode anmeldelser. Men siden er begejstringen fortaget i en snak om eskapisme og lave ambitioner. Men er det i virkeligheden ikke en kende hyklerisk af anmelderkorspet at vende ryggen til en favorit, fordi den ikke har i sinde at genopfinde den dybe tallerken?
La La Land er og bliver en rutschebanetur gennem alt det bedste fra Hollywood. En fantastisk hyldest til 50’erne og 60’ernes store musicalfilmskabere, men også et vigtigt og storslået addendum til de ypperste musicalmestre. Det er en rørende kærlighedshistorie, der langsomt overvinder og får en til at glemme sine forbehold og forelske sig hovedkulds i Hollywoods farverige gader og musikkens livsbekræftende takter. Forenet i den perfekte kulmination, der stadig hen mod årets slutningen står som en af de absolut mest rørende scener, der indkapsler kærlighedens jagende væsen. Inderst inde var vi aldrig i tvivl: La La Land er årets bedste film.
Kommentarer