Af Jonas Bang
Forlygterne på en bil titter frem fra mørket. Bilen passerer i al hast, men stopper foran et hegn. Unge, glade mennesker vælter ud af bilen og forcerer hegnet. De giver sig til at bade i en sø i det aflåste og industrialiserede område, og som de fleste nok kan gætte, er det en rigtig, rigtig dårlig idé. Sådan begynder en film med en konstant urovækkende stemning.
Den nyudklækkede partner i et prominent advokatfirma, Robert Bilott (Mark Ruffalo), falder ved et tilfælde over en uhyggelig sag på en farm i West Virginia. Landmandens køer opfører sig aggressivt og dør uforklarligt i hobetal. Det viser sig hurtigt, at der er noget ravruskende galt i den lille by Parkersburg.
Det ser ud til, at kemikaliegiganten DuPont forurener byen, som resultat af deres produktion af teflon og en lang, intens optrevling af sagen venter Robert. Undervejs er der dog flere overraskelser i vente, og måske er sagen meget værre end først antaget…
Dark Waters bygger på en sand historie. Det kan man godt mærke, og filmen tager heldigvis sit kildemateriale alvorligt. Den viser den uhyggelige skyggeside af amerikansk kapitalisme, hvor store virksomheder er villige til at gøre alt i jagten på profit.
Skruppelløsheden, korruptionen og magtmisbruget bliver ved med at overraske i løbet af filmens to timer lange spilletid – og til sidst havde jeg helt lyst til at skaffe mig af med alle teflonpander, rengøringsmidler og hvad der ellers indeholder kemikalier i min lejlighed.
Dark Waters er skarpt skåret, og ens egen paranoia stiger i takt med Roberts. En reel utryghed vil højst sandsynligt gradvist indfinde sig hos enhver biografseer. Her skulle man tro, at instruktør Todd Haynes har kigget David Fincher over skulderen. Blåtonede billeder, langsomt panorerede kamerabevægelser og et angstprovokerende score bidrager til, at det løber en koldt ned af ryggen, efterhånden som Robert støder på flere og flere uhyggelige opdagelser.
De solide skuespilpræstationer skaber en vis troværdighed, men man kan godt blive en anelse træt af Mark Ruffalos subtile, naive og tilbagelænede spillestil. Ultimativt passer den dog rigtig godt ind i filmens struktur og tema, når han langsomt men sikkert bliver mere og mere paranoid. Det er nemt at sympatisere og identificere sig med hans kamp. Også når hans ægteskab til Sarah (Anne Hathaway) er ved at smuldre, fordi han bruger al sin tid på sagen.
Filmindustrien i Hollywood er selvsagt også et stort kapitalistisk maskineri, og derfor kan filmens politiske korrekthed godt blive en anelse kvalmende. Al respekt for et godt juridisk drama, men med Hollywood som afsender er det nogle gange svært at tage præmissen helt seriøst.
Dark Waters er ikke fejlfri, men det er en ambitiøs, veldrejet og vigtig film om en af nyere tids største skandaler i amerikansk virksomhedshistorie. Desværre kender man alle knebene og derfor også næsten historien på forhånd:
- Advokat forsvarer store og farlige amerikanske firmaer.
- Advokat kan se, at noget er galt, og vælger i stedet at forsvare ”den lille mand”.
- Advokat involverer sig i et større juridisk drama, komplet med hændelser, der overgår selv de vildeste konspirationsteorier.
- Advokat vinder til sidst, og der er ikke et øje tørt: Middelklassen har vundet og det store kapitalistiske bæst er besejret.
Ovenstående er sat på spidsen, og man kan nemt forvente et spændende værk, der nok skal have en overraskelse eller to i ærmet, man ikke lige havde regnet med. I sidste ende er Dark Waters desværre bare endnu en berettermodelsfortælling, endnu en Hollywoodfilm og endnu et thrillerdrama based on a true story. Men det er dog heldigvis et af de bedre og det skal man ikke kimse ad.
Kommentarer