Før Iron Man, Avengers og hele Marvels Cinematic Universe overtog filmverdensherredømmet, var det Wolverine, Magneto og X-Men, der repræsenterede en hel generation af tegneseriefanatikere. Bryan Singer introducerede med X-Men (2000) de menneskelige mutanter med finurlige og fantasifulde evner. Lige siden har den kontroversielle instruktør stået i spidsen for størstedelen af franchisen.
Med Dark Phoenix er instruktørstafetten – endelig – givet videre til flere af de forrige films manuskriptforfatter Simon Kinberg, der med det tolvte værk i filmserien lader superheltesammenslutningen genopstå fra asken.
Dark Phoenix foregår i 1992 og placerer sig derfor omtrent 10 år efter handlingsforløbet i X-Men: Apocalypse (2016), hvor den kraftfulde telepatiske helt Jean Grey (Sophie Turner) for første gang blev introduceret som en del af holdet. Denne film har netop den rødhårede mutant i centrum. I sin konfrontation med hinsides kræfter og frygtelige barndomstraumer flygter hun fra Charles Xaviers skole for unge med helt unikke talenter. Hendes kræfter er uberegnelige og altødelæggende, og X-Men begiver sig ud på en konfliktfuld kollisionskurs, hvor Jean Greys og menneskehedens skæbne hviler på mutantholdets beslutning om barmhjertighed eller kynisme.
I Dark Phoenix fungerer denne del af fortællingen særdeles fremragende, og det er interessant og forfriskende at Simon Kinberg hiver filmserien ned på et mindre storslået plan. Trods filmen kvalitetsmæssigt ikke nærmer sig Logan (2017), er det tiltrængt, at superheltefilmen lader sig inspirere af den. Store dele af filmen fokuserer på Jean Greys indre kamp. Selvom man kunne ønske sig mere ro til at forstå nuancerne i hendes karakter, beviser Sophie Turner at hun også uden for Game of Thrones-regi (2011-2019) kan håndtere angstprægede karakterer.
Det er dog ikke kun konfrontationen med barndomstraumer, der bliver bevæggrunden for X-Mens indblanding. Som i mange superhelte-film skal der være en ydre ondskabsfuld og destruktiv kraft. I dette tilfælde er det en ond hær af aliens, der er ude efter Jeans uhåndgribelige styrke. Med den ellers altid fremragende Jessica Chastain i rollen som alienhærens leder, Vuk, er det intet mindre end trist, at hun bydes så unuanceret og intetsigende en superskurk. Filmseriens styrke har altid været de nuancerede spændinger mellem Magneto og Charles Xavier, og det klæder bestemt ikke Dark Phoenix at forsøge sig med storslåede, intergalaktiske konflikter. Dens største styrke er nemlig de nedtonede og intime øjeblikke.
X-Men har altid været ensbetydende med underholdende action, og her skuffer filmen bestemt ikke. De visuelle effekter er intet mindre end imponerende, og ligeså er koreografien, når mutanterne udnytter deres finurlige talenter til fulde. Her skinner især karakteren Nightcrawler (Kodi Smit-McPhee). Hver gang han i en sky af blåt støv teleporterer sig rundt i kampzonerne og på kreativ vis overvinder sine modstandere, bliver man overrasket, forbavset og ikke mindst underholdt.
Med X-Men: Apocalypse formåede Bryan Singer at køre sin egen filmserie i sænk, men Simon Kinberg puster nyt liv i gløderne. Dark Phoenix har bestemt sine fejl og mangler, men med storslåede visuelle effekter, velkoreograferede actionsekvenser samt en – til tider – mere nøgtern fortælleform end de tidligere mutantfilm, formår den alligevel at underholde og imponere.
Kommentarer