Anmeldelse
CUTTERHEAD: Intens overlevelsesthriller dybt under København

Af Gustav Stubbe Arndal

Cutterhead er nøjagtig så lang, som den behøver at være, og nøjagtig så ambitiøs, som den har råd til at være. Det er en essentiel kvalitet i sådanne lav-budget-film, især i Danmark, men det er også krav, der skaber begrænsninger og ofte forhindrer film i at udmærke sig.

I dette tilfælde har vi at gøre med en afgrænset overlevelsesthriller med tre hovedpersoner, 84 minutter og en fængende præmis: en journalist og to arbejdere sidder fast dybt under jorden i Københavns metrobyggeri. Vi har selvfølgelig også en stor gruppe talentfulde debutanter, heriblandt instruktøren Rasmus Kloster Bro, der nu har fået foden indenfor i dansk film.

Cutterhead føles dog ikke helt som en dansk film. Som den unge journalist Rie (Christine Sønderris) påpeger i sine interviews med metroarbejderne i filmens første minutter, er byggeriet et større europæisk projekt med et mandskab bestående af udenlandske eksperter og flygtninge. Der tales kun en håndfuld danske sætninger gennem filmen.

Hendes eneste to samtalepartnere gennem det meste af spilletiden er den midaldrende, kroatiske boremester Ivo (Krešimir Mikić) og hans unge eritreiske kollega Bharan (Samsom Semere). Da Rie dokumenterer vedligeholdelsesprocessen for det borehoved, der snart skal grave gennem de fåmeter til næste metrostation, sker der en ulykke, og hun bliver fanget i borets trykkammer sammen med de to mænd.

De har begrænset ilt og vand, og de risikerer at genstarte en ildebrand, hvis de åbner døren – eller at få bobler i blodet, hvis de letter trykket nok til at kunne komme ud i den rygende tunnel. De kunne lige så godt sidde fast i en sunken ubåd eller en rumkapsel på månen; de må vente på hjælp.

Men man får ikke meget drama ud af, at folk opfører sig roligt og rationelt i en nødsituation. Alle tre har grunde til at komme ud. Ivo har sin kone og børn, Bahram har en familie, han skylder meget, og Rie har sin datter. De samarbejder et stykke tid, men skænderier og konflikt opstår naturligvis.

Det er her, Cutterhead er svagest. Når karaktererne fortæller hinanden om deres fortid eller starter unødig skændsel, bliver man mindet om, at man ser en film med nye folk bag og foran kameraet. Sønderris kan nemt sælge klaustrofobisk desperation med sved i hele ansigtet, men når det kommer til ømhed, kan hun ikke helt gøre sine kliché-linjer troværdige.

Stjernen i filmen er lydholdet. Underjordiske eksplosioner, sivende lufttryk, mudder, vand og intens vejrtrækning – lydbilledet bringer idéen til live og bringer publikum ind i de indeklemte kamre sammen med Rie. Der er et par sekvenser, der også har visuel styrke – særligt en scene i buldrende mørke nær filmens slutning, hvor man kun kan holde vejret.

Og når karaktererne også holder vejret, er Cutterhead stærkest. Der er et forsøg på at uddybe karaktererne og deres udvikling, for eksempel Ries moderinstinkt eller arrogance, men det hele ender delvist med at være ligegyldigt, når hovedpersonerne til sidst sidder i mudder til halsen og gisper efter vejret gennem den sidste iltmaske. Den dyriske desperation er mere troværdig end de mennesker, der ligger bag den.

Cutterhead er netop den type film, debutantpriser er lavet til. Den kommer ikke til at starte en ny filmbølge, men den kommer bestemt til at starte karrierer. En intens, veleksekveret thriller, der nok skal tilfredsstille det spændingssultne publikum.

Kommentarer