[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Trine Balle[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Forestil dig at åbne et gammelt fotoalbum fra en fjern tidsalder. Du kender ikke de mennesker, der figurerer på billederne, men deres forpinte ansigtsudtryk vidner om, at de er fanget i en smertefuld tid. Fotografierne har en dragende effekt, og du opdager pludselig, at du kan træde ind i billederne og bevæge dig frit rundt mellem de statiske eksistenser, som var de voksfigurer på et museum. Momentvis kan deres stillestående positurer synes en smule påtagede, men den fotografiske tidsvandring føles overraskende virkelig og effektfuld.
Sådan kan oplevelsen af den estiske biopic-perle Crosswind beskrives. I svævende sort/hvide tableauer afsøger filmen de barske hændelser, der foregik under og efter 2. Verdenskrig i forbindelse med den russiske holocaust. Mere end 40.000 mennesker i de baltiske lande blev uden varsel forvist fra deres hjem – mændene blev sendt til fjerne fangelejre, alt imens kvinder og børn blev anbragt på buldrende godstoge og fragtet mod arbejdslejre i Sibirien.
Dette bliver skæbnen for den ellers harmoniske familie, bestående af Erna, Heldur og deres lille datter Eliide. Baseret på sande hændelser og en række autentiske kærlighedsbreve, skildres det lille trekløvers årelange adskillelse og Ernas evige håb for genforening.
Familien introduceres, legende og lykkelige, i et eventyrligt naturscenarie af blomstrende æbletræer og lutter solskin. Der går dog ikke længe, før alvoren melder sig, og Stalins stramme jerngreb får klemt pusten ud af idyllen – og herfra går alting bogstaveligt talt i stå. Erna og Heldurs salige virkelighed ændrer sig til en verden af fastfrosne øjebliksbilleder, der med Erna som protagonist skildrer en sisyfoslignende kamp for overlevelse.
Crosswind er en imponerende film, der vinder tilskueren over med sin unikke visuelle stil, hvorfor den også fungerer bedst på det store lærred. Med associationer til The Russian Ark, filmet i én kontinuerlig indstilling, samt Tarkovskijs lyriske filmsprog, svæver vi observerende rundt i de nøje arrangerede scenarier af mennesker, der ikke bevæger sig.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Crosswind – Hvor vindene mødes[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Martti Helde[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Estland[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Filmen er fuldstændig skrabet for dialog, og Ernas sporadiske voice-over, der gengiver de længselsfulde breve, skal derfor bære historien alene. Brevene læses med dyb inderlighed, og de drømmende beretninger danner næsten endnu stærkere og mere frygtindgydende billeder på nethinden end de billeder, vi egentlig får serveret.
Et par enkelte gange får vinden pustet til en tot hår, og afslører dermed, at filmen ikke har benyttet sig af smarte freeze-frame-lignende computerteknikker for at skabe det fastfrosne univers, men helt simpelt har fået skuespillerne til at stå musestille. Giver man denne tanke for meget opmærksomhed, rives man desværre ud af illusionen for en stund, men omvendt understreger de små livstegn, at disse figurer engang var virkelige mennesker fanget i et ondt, omklamrende og tilfrosset system.
Crosswind kunne ved første øjekast hurtigt stemples som en lidt for højpandet artfilm – indstillingerne er lange, fortælletempoet er langsomt og rækken af stillestående menneskeskæbner er nærmest endeløs. Men kan man acceptere præmissen for filmens fortællemæssige stil, udfoldes en dragende historie om kærlighed i en krigstid, der satte tusinder af menneskers tilværelse i stå.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer