[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Harpøth
[/vc_column_text][vc_column_text]Den tænkende mands blodbaron
Hvad styrer os? Vores sind eller vores kroppe? Hvordan kan to dele af en helhed være så uløseligt forbundne og så helt igennem adskilte?
Den canadiske instruktør, David Cronenberg, har igennem sin karriere på over 40 år stillet disse spørgsmål. Med sit kamera og pen som værktøjer er mennesket blevet dissekeret i søgen efter svaret, som endnu ikke er blevet fundet. Tværtimod lader næsten hvert eneste projekt til at komme med et nyt.
“The King of Venereal Horror” var hvad, han blev kaldt, da hans virke stadig var i sit fosterstadie. Igennem sit første årti i den canadiske filmbranche raffinerede og perfektionerede Cronenberg en afart af gyserfilm, som senere hen er blevet kendt som body horror. Det er en særlig form for gyserfilm, hvor det er forvrængningen af kroppen, som er primus motor bag plot og rædsel. Her tales der ikke bare om den gængse lemlæstelse, som enhver slasher skurk ville kunne uddele i rigelige mængder med machete og motorsav.
Det er mutationer, parasitter og sygdomme – en fratagelse af kontrollen over ens eget legeme – som er i aktion her. Truslen er med andre ord intern. Som genre har den åbenlyse rødder i både varulvefortællinger samt Todd Brownings Freaks (1932), men i 70’erne blev det science-fiction, som havde stor indflydelse på undergenren. Her er Alien (1979) med sin chestburster nok det mest berømte eksempel, som ikke er udsprunget fra den forrykte, men, som Scorsese bemærkede, ”skræmmende normale” canadier.
Hos Cronenberg udgjorde body horror den bedste mulighed for at undersøge den basale krop/sind-dikotomi, som mennesket er lastet med. Resultatet blev en række lav-budgets gyserfilm med kulørte titler som Shivers (1975) og Blodig Galskab (1977). Infektion spiller centrale roller i begge film, men det egentlige gennembrud kom med Scanners (1981). Her var det tankens kraft over kroppen, der eksemplificeredes – mest ikonisk i den infamøse scene hvor en telekinetiker får hovedet på en anden mand til at eksplodere.
Videodrome (1983) var i en bane for sig. På mange måder er den et kuriøst modsvar til de moralistiske hystader, der råbte vagt i gevær over 70’ernes og 80’ernes mere eksplicitte afbildninger af sex og vold i film. Max Renn (James Woods) driver en TV-station, der specialiserer sig i sengekantsfilm og andre usædelige udsendelser. En dag får han nys om et nyt signal, der sender scener af tortur ud i æteren uden kontekst eller sammenhæng. Længere tids indtagelse af dette signal leder til ondsindede hjernesvulster med tilhørende hallucinationer. For Max betyder dette en skedelignende åbning i hans bryst, hvor både kasettebånd og pistoler nydeligt kan opbevares. Herfra bliver det vildere – længe leve det nye kød!
Den psykofysiske problematik tages op på den smukkeste og hæsligste vis i Cronenbergs største succes til dato: Fluen (1986). Her bliver den grundlæggende skisma mellem krop og sjæl iscenesat, når den excentriske videnskabsmand Seth Brundles (Jeff Goldblum) DNA ved en fejl forenes med en flue og som cancer vokser insektets træk hos ham – først som overmenneskelig styrke og potens, senere som striglede hår, tab af negle, tænder og behov for at opløse sin føde med opkast. I takt med at Brundles krop gradvist transformeres og forfalder, skaller lagene af menneskelighed langsomt af. Det er hverken for sarte sjæle eller maver. Ikke bare i kraft af de eminente effekters vederstyggelighed, men også på grund af filmens tragiske forløb, der grænser til det operatiske.
Ud af kroppen og ind i hovedet
Fluen blev en bragende succes, som Cronenberg fulgte med endnu et mesterværk, der samtidig markerer en bevægelse mod mere cerebralt ladede film. Identitetsdilemmaer og kropslige forvirringer udtrykkes nu med færre indvolde i spil. Blodbrødre (1988) er baseret på den sande historie om de identiske Mantle-tvillinger, Beverly og Elliot, der begge spilles af Jeremy Irons i hans karrieres bedste præstation. De er begge højt profilerede gynækologer, der deler alt. Herunder de patienter, som Elliot forfører og som Beverly senere overtager uden patienternes vidende. Det teoretiske udgangspunkt lyder: Hvad sker der, når en sjæl deles af to kroppe? Svaret er krise, kaos og forfald.
En fortolkning af det litterære forbillede, beat-forfatteren William Burroughs, blev det næste projekt. Her var der ikke så meget tale om en direkte filmatisering af romanen Nøgen Frokost (1991), med hvilken filmen deler titel, men en fortolkning af Burroughs liv, værker og processer. Nøgen Frokost udgjorde sammen med film som M. Butterly (1993) og Crash (1996) om trafikuheldsfetischisme, en periode mærket af bizar erotik, hvor Cronenberg endnu en gang befandt sig i periferien af det Nordamerikanske filmlandskab.
Ros til stjernerne
Få havde nok regnet med, at tegneseriefilmen A History of Violence (2005) skulle udgøre entrebilletten til mainstream art-house festen. De sædvanlige identitetsspørgsmål var denne gang bragt ned på jorden i historien om Tom Stall (Viggo Mortensen), der efter at have myrdet to røvere på uhyggeligt effektiv vis kommer til at mane gamle spøgelser frem.
Gamle “venner” dukker op og med sig bringer de Toms fortid som gangster-hitman, hvor han gik under navnet Joey Cusack. Eller er det Joey Cusack, der nu går under navnet Tom Stall og hvilken af disse to personer er den ægte – hvis nogen af dem er? Et spørgsmål Tom og hans familie må slås med. Dette er alt sammen doseret med gavmilde mængder blod og splat. Alligevel blev filmen et hit hos anmelderskaren og høstede flere Oscar-nomineringer.
A History of Violence udgjorde det første af tre samarbejder med Viggo Mortensen, der med deres næste film, Eastern Promises (2007), gjorde den som en ambitiøs russisk gangster, der steg i graderne i et råt og uforsødet thrillerdrama. Mens han i A Dangerous Method (2011) spillede Sigmund Freud, hvis venskab med Carl Jung (Michael Fassbender) bliver anspændt af Jungs uortodokse behandling af den russiske Sabina Spielrein (Kiera Knightley).
Bizart blev det igen med Cosmopolis (2012) – et ætsende essay om kapitalisme, hvis spøgelse hjemsøger verden. Med denne film bevægede Cronenberg sig over i hvad, der næsten kan beskrives som abstraktioner. Karakterer med kun den mindste kontekst forklarer multimilliardæren, Eric Packer (Robert Pattison), diverse økonomiske teorier, mens verden uden for hans skudsikre stretch-limousine går af lave.
Man kunne fristes til at tro, at Cronenberg helt og holdent havde givet sin kødlige stafet videre til sin søn, Brandon Cronenberg, der levede op til sit navn med Antiviral (2012). Heldigvis er det ikke tilfældet, da selv Cosmopolis har kroppen og dens skavanker i en helt afgørende tematisk rolle. Man vil næsten kunne sige, at der er sket en internalisering i løbet af Cronenbergs karriere – mere passende kan det vel dårligt være.
Cross-country dissektion
Efter den en historie i den amerikanske Midtvesten i A History of Violence og østkyst-Manhattan-mareridtet Cosmopolis er turen nu komme til det mest betændte sted på vestkysten: Hollywood. Med Map to the Stars (2014) har Cronenberg for første gang filmet uden for sit fædrende Canada og om svarene er til at finde i palmetræernes skygge, må tiden vise.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer