Af Rasmus Bay Kruse Thomsen

Crime 101, baseret på en novelle af samme navn, er en crime thriller instrueret af Bart Layton. Hidtil har Laytons korte filmografi udelukkende bestået af dokumentarer og dokudramaer, hvilket vil sige, at Crime 101 er hans første forsøg i fiktionsgenren. Derudover har Chris Hemsworth, bedst kendt for sin rolle som Thor i Marvel-universet, været med til at producere værket. Dette er ikke Hemsworths første producer kredit, men hans tidligere arbejde som producer har lånt sig til film svingende fra undervældende til middelmådige, bl.a. Spiderhead (2022) og Extraction (2020). 

Hemsworth får også lov at fylde skoene af vores hovedrolle, Mike Davies, en mesterforbryder, hvis moralske kode forhindrer ham i nogensinde at bruge vold til at udføre sine røverier. Et andet velkendt ansigt fra Marvel-universet, Mark Ruffalo, optræder også som detektiv Lou, den eneste detektiv på færten af Davis. Andre store navne som Halle Berry, Nick Nolte og Barry Keoghan optræder også i filmen.

Værket præsenterer nogle interessante tematikker, såsom menneskehedens forhold til penge og forskellen på lov og retfærdighed, men udforsker det hverken på specielt interessant eller dybdegående manér. Lignende tematikker er udforsket mange gange før, med mest direkte paralleller til klassikeren Heat (1995), som altså formår at eksekvere sit præmis på langt højere plan. Dette er ikke i sig selv et problem. Idéer genbruges konstant i fiktion, men primus motor er altså eksekvering – og dén er pinligt tynd i Crime 101.

Det samme kan siges om karaktererne, hvor alle tydeligvis repræsenterer deres respektive side af filmens overordnede tematikker. Dette er en god måde at præsentere sine temaer på, men falder hurtigt til jorden, når ens karakterer er intetsigende på alle andre punkter.

Ingen af vores karakterer er givet træk, der menneskeliggør dem, momenter, der gør dem sympatiske, eller det nødvendige arbejde til at retfærdiggøre de beslutninger, de træffer igennem filmen. Det meste baghistorie og karaktermotivation er efterladt implicit til fordel for overfladiske biljagter, intetsigende romantiske sideplot, og en kritik af det amerikanske politi, der har samme dybde som en vandpyt. Den eneste karakter der formår at skære igennem, trods sin korte tid på skærmen, er Ormon (Barry Keoghan), som føles rig og gennemført takket være en flot præstation, samt personlighedsdrevet dialog og visuelle fortælleværktøj.

Filmens stærkeste side, udover det flotte cast, er dens veleksekverede biljagter. Dette er et beundringsværdigt spændingsværktøj, men føles igen tomt, når filmens dramaturgi er så undervældende. Dette er især syndeværdigt, når filmen har en køretid på 140 minutter, hvilket er mere end rigeligt til at fortælle en historie mere ambitiøs end denne. Alle disse skuffelser kulminerer i filmens største synd, som altså er at være kedelig. Film kan have plothuller, film kan være tematisk intetsigende, film kan have ulogiske karakterbeslutninger. Men film er først og fremmest underholdning, og derfor er den ultimative dødssynd at være kedelig – især i 140 minutter.