Af Anna Hedegaard Kristensen
Jeg må indrømme at jeg var skeptisk, da jeg satte mig i det rødpolstrede biografsæde. Jeg huskede tilbage på 2015; på hvor imponeret jeg var over Creed-instruktøren Ryan Cooglers nye øjne på en ellers udkørt franchise, og hvor ofte en to’er kan skuffe. Det tager dog ikke lang tid, før man bliver fuldstændig opslugt af både nervepirrende boksescener, klassiske træningsmontager og, vigtigst af alt, følelsesladede fortællinger om familie.
Creed II, instrueret af den forholdsvis nye instruktør Steven Caple Jr., følger bokseren Adonis Creed (Michael B. Jordan) tre år efter forrige film. Efter en boksekamp mod rivalen Danny ”Stuntman” Wheeler, som Creed besejrer i bedste stil, vinder han titlen som sværvægtsmester. En titel, som både faderen, Apollo Creed, og mentoren, den legendariske Rocky Balboa (Sylvester Stallone), har vundet før ham. Og hvad så nu?
Adonis Creed har aldrig kendt sin far. Apollo døde nemlig i 1985 tilbage i Rocky IV, da han bogstaveligt talt blev slået ihjel under en boksekamp mod den sovjetrussiske stjerne Ivan Drago (Dolph Lundgren). For at gøre ondt værre, var Rocky til stede, da det skete. Da Drago så dukker op med sin søn, Viktor (Florian Munteanu), som udfordrer Adonis, er der i den grad lagt op til århundredets boksekamp.
I en film som denne er det svært at komme uden om boksningen. Der er bare så meget andet at snakke om, for Creed II er meget mere end en boksefilm. Det er først og fremmest en film om familie. Den handler om Adonis’ forhold til sin afdøde far, sin adoptivmor Mary Anne Creed (Phylicia Rashad), kæresten Bianca (Tessa Thompson) og deres blomstrende familie og ikke mindst sin mentor/faderfigur, selveste Rocky Balboa. Adonis kæmper ikke bare for at være den bedste; han kæmper for at bevise sit værd overfor sig selv og sine nærmeste, og filmen har nogle hjerteskærende øjeblikke, der viser hans kamp for at finde ud af, hvad han laver med sit liv, og ikke mindst hvorfor.
Filmen handler om Rockys forhold til manden, han ser som sin søn, samt sønnen, han aldrig ser mere. Mest rørende i mine øjne handler filmen også om en søn, Viktor Drago, som har brugt hele sit liv på at forsøge at genvinde sin fars ære, og en far, der er så opslugt af at genvinde den ære, at han glemmer at tænke på sin søn. Temaet om familie strækker sig som en tråd på kryds og tværs igennem hele filmen, og det er nok det, jeg nød allermest. Og jeg græd. Flere gange.
Når det så er sagt, er der selvfølgelig nogle kampscener, for kan man virkelig have en boksefilm uden? Kampene mellem Adonis og Viktor er virkelig intense, og jeg sad gentagende gange med hjertet i halsen og tænkte: ”Hvad nu hvis de også dræber Adonis Creed?”. Det føles brutalt, men alligevel kan man ikke kigge væk. Træningsmontagerne er også lige som de skal være. Takker man nogensinde nej til at se Michael B. Jordan uden trøje på? Nej.
Steven Caple Jr. gør et fænomenalt job med at fortælle en historie, der er så meget mere end en boksefilm. Den er underholdende, intens, følelsesladet og er nok en af de bedste film, jeg har set i år. Jeg kunne sige så meget mere om denne film, men jeg vil efterlade jer med en opfordring: se den.
Kommentarer