[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Af Oscar Pedersen
[/vc_column_text][vc_column_text]På dette års nu veloverståede CPH PIX var der ekstra fokus på Jean-Luc Godard. Ikke nok med at man kunne opleve den franske instruktør Michel Hazanavicius’ Redoubtable (2017), en biopic om Godards ægteskab med Anne Wiazemsky i slut 1960’erne, så kunne man også for første gange se Godards tv-film The Rise And Fall of a Small Film Company (1985) i nyrestaureret version.
Da det blev offentliggjort, at Hazanavicius havde lavet en spillefilm om Godard, er det sikkert at sige, at filminteresserede verden over tog sig til hovedet med begge hænder. Ikke af overraskelse, men af ængstelse. Hazanavicius havde tidligere bevæget sig indenfor film-om-film-genren med The Artist (2011), der handler om overgangen fra stumfilm til tonefilm i slut-1920’ernes Hollywood. The Artist vandt fem Oscar-statuetter, hvilket var fuldt fortjent. For ligesom Oscar-uddelingen er The Artist en ligegyldig, glamourfyldt og hul affære, og de fem statuetter kan siges at være en cementering af filmens middelmådighed. I mine øjne er det største problem ved The Artist, at den skaber et karikeret billede af stumfilmsæraen. Hazanavicius binder alverdens filmhistoriske referencer sammen i et stort hurlumhej, hvor stumfilmsæraens mange facetter reduceres til en homogen størrelse. Hvis man er interesseret i nyere kreative udfoldelser, der behandler ”det stumme”, bør man hellere vende blikket mod filmkunstnere såsom Guy Maddin, Peter Hutton, Stan Brakhage og Alexandre Larose.
Efter den brede succes med The Artist bevægede Hazanavicius sig ud i krigsdramaet The Search (2014), hvilket blev et fælt nederlag for den franske instruktør. Hverken anmeldere eller publikum brød sig om filmen. Derfor var det et oplagt valg at ty tilbage til film-om-film-genren, der havde bragt ham hæder få år forinden. Da Redoubtable så blev vist på CPH PIX, kom øjeblikket, hvor danske Godard-fans måtte fjerne hænderne fra hovedet og se op mod det store lærred. Hvordan var filmen så? Endnu en gimmick a la The Artist eller var Hazanavicius faktisk i stand til at stå på egne ben? Desværre må skeptikerens ængstelser indfries. Med Redoubtable er endnu en gimmick født.
Redoubtable er baseret på Anne Wiazemskys erindringsbog Un An Après (2015). Godard og Wiazemsky fandt sammen under optagelserne af Robert Bressons Hvad med Batlhazar? (1966), hvor Wiazemsky spillede hovedrollen Marie. Allerede året efter blev de gift, og Wiazemsky medvirkede efterfølgende i adskillige af Godards film, som hans nye muse. Den første film var Kinserinden (1967), hvor en gruppe unge studerende kæmper for en Maoistisk verdensorden. Det er under optagelserne af denne film, at Redoubtable har sin begyndelse.
Godard havde på dette tidspunkt næsten kun oplevet højdepunkter i løbet af sin korte karriere: Åndeløs (1959), En kvinde er en kvinde (1961), Livet skal leves (1962), Jeg elskede dig i går (1963), Manden i månen (1965) m.fl. var alle blevet erklæret geniale og innovative mesterværker, og Godard var blevet nationalt folkeeje. Fra ikonoklast til ikon. Selv hans brud med cinematiske konventioner var blevet en konvention i sig selv. Med udgivelsen af Kineserinden påbegyndte Godard en slags selvdestruktiv rejse og afsværgede sine tidligere film. Han besluttede sig for, ganske i trit med ’68-tidsånden, at han kun ville lave politiske film om revolutionen. I Redoubtable ser vi Godard til sit-ins på Sorbonne, til gadedemonstrationer med brosten i hånden og i verbale og fysiske slagsmål med borgerskabets parnas. Godard inspireres og vitaliseres af revolutionen, men revolutionen er ikke så interesseret i Godard. I store dele af de studerendes øjne er Godard en del af det borgerskab, han så ivrigt selv forsøger at distancere sig fra. Hermed opstilles grundpræmissen i Redoubtable – En tragikomisk, forvirret Godard, der ihærdigt løber efter revolutionen og i farten glemmer sin hustru.
Redoubtable undersøger en yderst interessant periode i Godards karriere, hvor han konstant måtte kæmpe med at have en ben i både borgerskabets og oprørets lejr. Hazanavicius’ projekt er at vise, at Godards politiske visioner ikke altid var så veltænkte, og hvordan hans politiske engagement påvirkede hans privatliv. Hazanavicius forsøger at vise mennesket Godard, ikke ikonet Godard. Ambitionen er beundringsværdig, resultatet er uheldigt. Redoubtable opererer hele tiden på et metaplan, hvor der eksplicit refereres til adskillige af Godards film. Vi ser eksempelvis en indstilling af Wiazemsky ligge nøgen med numsen i vejret, som en klar afbildning af Bridgette Bardot i Jeg elskede dig i går (1963). På samme måde kigger Louis Garrel, der spiller Godard, ind i kameraet og siger: ”Jeg er ikke Godard. Jeg er blot en skuespiller, der spiller Godard”, hvilket alluderer til Jeg ved 2-3 ting om hende (1967), hvor skuespillerinde Marina Vlady har en lignende replik. Referencerne er krystalklare. De virker tilfældigt indsatte og vækker højst et lille kluk hos tilskueren. Hazanavicius reducerer Godards cinematiske biddrag til filmhistorien til kedelig pastiche, hvor dem, der kender Godards film, kan sidde og klukke i en ”find referencen!”-leg. Med andre ord tager Hazanavicius Godards mest antiautoritære periode og transformerer den til en borgerlig, let appetitlig komedie.
1970’erne var grundlæggende Godards mest polemiske periode, hvor han mere eller mindre gik i hi for offentligheden for at fokusere på politiske film i hovedsageligt dokumentarform. I 1980 vendte Godard imidlertid tilbage til spillefilmsformatet med den geniale Slow Motion og fulgte op med store værker som Passion (1982), Fornavn Carmen (1983) og ikke mindst The Rise and Fall of a Small Film Company (1985). Ligesom Godards 60’er-film, handler mange af hans film fra 80’erne om produktionen af en film. Forandringen er dog, at Godard i 80’erne har omfavnet video-formatet, hvilket biddrager til en helt særegen, tidsbestemt æstetik. I The Rise and Fall of a Small Film Company følger vi Jean Pierre Léaud, der spiller en kompromisløs instruktør, som forsøger at få stablet en lowbudget tv-film på benene. Narrativet opløses jo længere, vi kommer ind i filmen, hvilket bliver en slags selvrefleksiv, destruktiv meditation om formålet med at lave film. Filmen markerer ikke nødvendigvis et nyt kapitel i Godards oeuvre, som Kineserinden eksempelvis gjorde. Ikke desto mindre er The Rise and Fall of a Small Film Company en interessant videreførelse af Godards brechtianske rødder. I filmen gør Godard alt for at distancere sit publikum fra filmens indhold. Skuespillet er overgjort, handlingen latterlig, scenografien amatøragtig og forholdet mellem billede og lyd ekstremt kontrapunktisk. Under en karakters replik begynder Janis Joplins sang Mercedes Benz eksempelvis pludseligt at spille, samtidig med at melodramatisk underlægningsmusik toner frem. Billedet begynder at hakke og afspilles i lavere hastighed, og man forestiller sig, at Godard sidder med en fjernbetjening og spoler frem og tilbage.
Ligesom Redoubtable er The Rise and Fall of a Small Film Company tætpakket med referencer. Godard slipper dog langt bedre af sted med referencerne end Hazanavicius, da de indgår i filmens overordnede destruktion af handling og mening, og ikke blot som en sjov, ekstra finurlighed.
At lave en film om Godard kræver mod. Desværre er dette ikke nok, og Redoubtable blegner i skyggen af Godards egen film. Jeg vil til hver en tid foretrække en film af Godard, ikke om Godard.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer