[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rikke Bjørnholt Fink[/vc_column_text][vc_column_text]Oh, say does that star-spangled banner yet wave, o’er the land of the free and the home of the brave? Efter at have set denne artikels tre film, er man på ingen måde i tvivl om, at USA er de modiges hjem. Til gengæld kan man blive uendeligt meget i tvivl om den der med de fries land. Det skal handle om rettigheder for kulminearbejdere, hvorvidt de amerikanske selskaber er psykopater og en offentlig IT-skandale, der er tusinde gange værre, end noget SKAT nogensinde har præsteret.
Harlan County, USA (1976)
Om en lang, sej strejke i Kentucky i 1973/74. Vi er i et lille samfund, hvor stort set alle voksne mænd har noget med den lokale mine at gøre. Et langt arbejdsliv, hvor den daglige arbejdstid er 10 timer, lønnen er dårlig, og der er udsigt til at dø af black lungs kort efter, man endelig er blevet pensioneret. Arbejderne går med stor hjælp fra deres koner i strejke for at få lov til at organisere sig i den nationale kulminearbejderfagforening. Det ender med en 13 måneder lang kamp, der hen mod slutningen involverer adskillige skydevåben i hænderne på alle andre end politiet.
Harlan County, USA er en grundig undersøgelse af, hvad det betyder for et lokalsamfund at stå sammen om noget. Alt sammen dokumenteret med støvede, rødlige billeder. Scoret udgøres af en fantastisk samling arbejderbluessange, hvoraf nogle tilmed er sunget af de lokale. Denne film er næsten 40 år gammel, men ældet meget elegant. Måske er det, fordi historien er utroligt godt dokumenteret, så man føler, at kameraholdet har været alle steder på samme tid i de 13 måneder, hvor filmen foregår. Ikke mindst består seværdigheden i, at borgerne i dette samfund er vanvittigt charmerende med deres sydstatssaccenter og passionerede udtalelser: ”They can shoot me alright. But they can’t shoot the union out of me!”
The Corporation (2003)
Fra en film om arbejdere til en om dem, der ansætter dem. Et nærmest psykologisk studie af den amerikanske corporation-konstruktion, hvor en gruppe individer kan få en borgers rettigheder. Denne film er indimellem meget konceptuel, som da det skal etableres, at firmaer, hvis de var personer, ville være stjernepsykopater. For det meste holder den dog en form, hvor den præsenterer velresearchede cases, der belyser de problemer, mastodonter som McDonalds, Pfizer og GAP forårsager for miljø og mennesker. Hertil kommer en del ubehagelige sandheder om, hvordan reklamer virker. Nogle ved måske alt dette i forvejen, mens andre vil få en del overraskelser. Først og fremmest er denne 150 minutters film organiseret, velresearchet og lækkert epos om alt, hvad der er galt med verden. Dens største styrke er helt klart, at den ikke bare består af venstreorienterede aktivister, der kommer med beskyldninger. Der er ligeså mange statements fra industrispioner, virksomhedsledere og tilmed en kvinde, der intet problem har med, at hendes job er at manipulere børn til at købe ting. Det pudsige er, at de indrømmer alt og understøtter filmens kritiske vinkel. De mener bare ikke, at der er et problem.
The Good American (2015)
En af festivalens mere hypede film. Det er selvfølgelig heller ikke så mærkeligt, eftersom den hævder, at NSA kunne have forhindret 9/11. Lad os lige få slået fast, at det ikke er påstanden om, at NSA stod med alle oplysninger i hænderne og ignorerede dem med vilje. Generelt kan man sagtens tage sølvpapirshatten af, for filmens kerne er en gruppe af tidligere ansatte, der havde et program, Thinthread, der kunne opsnappe og effektivt analysere de data, man skulle have brugt for at forhindre katastrofen. Imidlertid droppede man dette i august 2001 til fordel for et dyrere program, der grundet evindelige tekniske problemer blev droppet igen i midten af forrige årti.
Filmen er overvejende lavet med talking heads-interviews. Enkelte hændelser, der ligger 50 år tilbage, er elegant rekonstruerede med skuespillere. Den har den udfordring, at det sjældent er interessant at se folk stirre intenst ind i computer, men kommer omkring det. Faktisk er størstedelen af de oplysninger, der især i filmens sidste halvdel kommer frem, så forstyrrende at man nærmest kunne have gjort hvad som helst rent filmisk. Alligevel er The Good American lækker at se på. De cinematiske ambitioner overskygger ikke troværdigheden, trods tung underlægningsmusik og en indledning med en døende kvindes sidste telefonbesked indtalt til sin mand fra et af flyene. Man kan sagtens diskutere manipulation, men visse emner er så alvorlige, at de sagtens kan bære en solid thrillerstemning, uden at det bliver forceret.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer