[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Anne Christine Fabricius [/vc_column_text][vc_column_text]
Som kvinde bliver man ofte spurgt om, hvorfor der er brug for feminisme i 2017. Faktisk er det et spørgsmål, der bliver debatteret igen og igen. Efter min mening er feminisme et misforstået begreb. For nogen er det endda et skældsord. Ordet er blevet brugt og misbrugt, både af mænd og kvinder. Det er blevet pointeret, at den kamp, som feminisme egentlig står for, burde hedde noget andet. Noget, som lyder mindre ekskluderende for alle andre end kvindekønnet i sin traditionelle form.
Det er noget, jeg selv har tænkt over mange gange. Giver feminisme mening? Giver betegnelsen mening? Hver gang er jeg i tvivl, men hver gang bliver svaret i sidste ende ja. Og netop derfor ønskede jeg at finde dokumentarer om kvinder på CPH:DOX. Kvindekønnet er et fascinerende emne, fordi dets betydning er så flydende. Det overraskede mig, at det var så svært at finde kvinderne i programmets tilsyneladende ubegrænsede muligheder. Men det lykkedes.
I Finland bor Olivia Oras. Hun er ung, hun rejser, og hun har 20.000 følgere på Instagram. Instruktørerne Jenni Salonen og Maryam Razavi har fulgt teenageren i et år, hvilket resulterede i dokumentaren The Perfect Selfie (2017). Olivias kamp vil mange piger kunne spejle sig i. De sociale medier fylder ufornuftigt meget i vores hverdag. Vores kroppe bliver til en markedsføringsstrategi, og jagten efter anerkendelse synes at være uendelig. I filmen fortæller hun om sin spiseforstyrrelse og om det, at hun sikkert ville være pænere, hvis hendes overlæbe var fyldigere. Sådan en tankegang kommer ikke indefra. Filmen havde et potentiale til at tale om noget dybere end likes på Instagram og betydningen af at have mange følgere, og det ærgerlige er, at instruktørerne ikke udnyttede det. Resultatet er overfladisk. Man kommer aldrig bagom det polerede billede af, hvem Olivia er.
Instagram er uden tvivl med til at skabe et urealistisk kvindesyn, som piger som Olivia Oras har svært ved at leve op til. Problematisk er det også, når de sociale medier giver en fornemmelse af, at alt offentligt materiale er noget, som alle ejer. Selvom man udstiller sig selv, giver man ikke ejerskabet over egen krop op. Dette er en grænse, som porno dagligt leger med. Ovidie, en fransk feminist og tidligere pornostjerne, har instrueret Pornocracy (2017). Dokumentaren viser udviklingen i pornoindustrien, som decideret har været katastrofal for producenterne. Mens online porno er nemmest for forbrugeren, så bliver det nær sagt umuligt for pornobranchen at kontrollere, hvor indholdet ender henne. Det er et problem, fordi det på samme måde som alle andre streamingtjenester presser lønningerne til deres laveste punkt. Porno har mange undergrene, hvori etikken er minimal. Som instruktøren siger, skabes der et ’proletariat af sexarbejdere’. Ovidies dokumentar er vellykket og formår at udstille nogle ellers godt skjulte problematikker, som gør, at der bliver sat fokus på branchens hemmeligheder.
Blandt årets program fandt jeg et nyt forbillede: Jaha Dukurech. Instruktørerne Kate O’Callaghan og Patrick Farrelly har fulgt Jaha mellem USA og Gambien i den imponerende dokumentar Jaha’s Promise (2017). Gambien er et af de 30 lande i verden, der gør brug af kvindelig omskæring. Jahas far er imam, og hun bliver som 15-årig giftet væk til en mand i New York. Her oplever hun for første gang, hvad det betyder at være blevet omskåret. Ikke nok med, at man skærer klitoris af, så syer man kvinderne lukket, så de faktisk skal skæres op igen, hvis de skal have sex eller føde et barn. Det går op for Jaha, at hvis traditionen skal stoppes, så må hun selv stå i spidsen for revolutionen. Og det gør hun. Jaha var selv til stede til visningen i Grand, og filmen er min til dato mest rørende oplevelse i en dansk biograf. Da dokumentaren sluttede, rejste alle blandt publikum sig op. Alle vendte sig mod Jaha. Bifaldet brød ud, og momentet var overvældende.
I Gambien har de Jaha, i Syrien har de Dilovan, en sej 21-årig, der kæmper for at holde radiostationen i Kobanî i live. Det kræver tålmodighed og stædighed, når strømmen ofte går, og gaderne ikke er sikre. Kobanî har, ligesom mange andre steder, kunnet mærke konsekvenserne af Islamisk Stats frygtelige metoder. Ingen bliver skånet. Særligt et billede af en ung dreng, der holder sig for næsen på grund af ligenes lugt, sidder fast i mit hoved. Dokumentaren Radio Kobanî (2016) er Dilovans fortælling om livet til sit kommende barn, en fortælling som Reber Dosky har instrueret.
I USA er kampen af en anden kaliber. Særligt i de amerikanske storbyer kan det føles som om, steder som Kobanî og Gambien er til at finde i en helt anden verden. Men selvfølgelig er det urbane liv ikke perfekt. Jane Jacobs var en figur, som forstod dette bedre end nogen anden, og derfor kæmpede hun for en menneskelig, brugbar og levende by, særligt i New York. Citizen Jane: Battle for the City (2016) er en skøn hyldest til både Jane Jacobs og den urbane struktur i de amerikanske byer, som ikke ville have set ud, som de gør, hvis ikke det var for Jane Jacobs og andre engagerede kvinder.
Verden over ses der altså forskellige kvinder og forskellige kampe. For nogen handler det om kroppen, for andre handler det om byen. De har alle dét til fælles, at de accepterer at være i spidsen for noget betydningsfuldt. Det kræver en vis karakter, men det kræver mest af alt styrke, og det er noget som alle disse kvinder i allerhøjeste grad har i sig. De vil, de kan, og derfor gør de.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer