[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Felix Björnemalm Fleischer[/vc_column_text][vc_column_text]
En for dokumentarismen stadig relevant konflikt er spørgsmålet om autenticitet: Hvordan indfanges virkeligheden i sin sandeste form? Dette spørgsmål italesættes også, omend ad bizarre omveje, i Samira Elagoz’ CPH:DOX-aktuelle Craigslist Allstars (2016), som dokumenterer et spektakulært eksperiment iscenesat efter Facebook-alderens betingelser.
Samira poster et åbent casting call på internetforummet Craigslist, en sær hybrid af auktionsbørs og socialt netværk. Eksperimentets præmis er simpel. Samira inviteres ind i de medvirkendes hjem og får lov til at filme deres første møde. Hvad, der skal foregå, er op til værterne selv. Således tager filmen form som en kollage af goffmanske backstage-verdener. Vi lukkes ind i værternes intimsfære, hvor intet er for helligt, intet for privat: Alt fra sadomasochisme til kuldsejlede ægteskaber adresseres og bearbejdes i løbet af filmen. Ambitionen er tilsyneladende at finde mennesket bag brugernavnet. Hvis vi kan være lige, hvem vi vil på internettet, hvem er vi så i virkeligheden?
Craigslist Allstars er interessant, da filmens format afspejler internettets forvildende sammenkog af menneskestemmer, hvori selve eksperimentet har sit udspring. Samiras stævnemøder er komplet dekontekstualiserede: En række tilfældige fragmenter uden anden sammenhæng end den rækkefølge, de er indspillet i. Værterne (som alle er mænd) er anonymiserede med generiske dæknavne: The Magician, The Sadistic Pianist, The Exhibitionist, etc. De reduceres til en titel, en udtalelse eller en handling. Dermed tematiserer Craigslist Allstars også web-kulturens uigennemsigtighed, hvor identitet konstant konstrueres, forhandles og performes.
“This project isn’t about performing” fastslår Samira, da en af værterne, en gråsprængt excentriker med aliaset The Director, forsøger at orkestrere en scene, hvori han slår hendes blottede baller med en læderpisk. På trods af hans eftertrykkelige løfter om smertens ægthed, modsætter Samira sig optrinnet. Hun efterspørger autenticitet, ikke iscenesættelse. Påstanden er interessant, da den skurrer mod filmens øvrige scener. Alt, vi ser, er performances. Magikeren, der demonstrerer sine korttricks. Pianisten, der spiller på sit klaver. Ekshibitionisten, der onanerer foran sit web-cam.
Samira går langt i sit forsøg på at fange autenticitet på film. Størstedelen af møderne har en klar erotisk karakter, og Samira dyrker også sex med et par af de medvirkende – foran kameraet. På denne måde sættes filmens mest springende præmis på spidsen: Selv i vores mest intime øjeblikke spiller vi blot en variation over vores inderste selv. Samira har en baggrund inden for koreografi, og Craigslist Allstars skal forstås i lyset heraf. Ved at lade et kamera registrere begivenhederne, aftvinger hun en optræden fra sin vært, der dermed udstiller, eller rettere, fremstiller sig selv igennem en dokumentarisk pardans med instruktøren. Stævnemødet fordrer en performance.
Craigslist Allstars er langt fra en film med et entydigt budskab. Dertil er den alt for eksperimentel. Men skal man efterrationalisere på det spektakulære eksperiment, må konklusionen være, at autenticitet kun kan tilvejebringes gennem konstruktion. Virkeligheden er altid frembragt.
Craigslist Allstars vises igen d. 23. marts i Nordisk Film Palads.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer