[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Nomi Forchhammer[/vc_column_text][vc_column_text]
I ly af terrorangrebet i Paris synes Daniel & Emmanuel Lecontes film Je Suis Charlie endnu mere aktuel end før. Filmen blev vist som en del af dette års DOX-festival og består af en række dybdegående interviews med de overlevende fra angrebene for blot 10 måneder siden. Foruden de tilbageblevne på redaktionen viser filmen også interviews med ofrene – interviews, der blev til dengang instruktørerne optog materiale til deres tidligere film It’s Hard to be Loved by Jerks. Hvor den film handler om ytringsfriheden og Muhammed-karikaturerne i Danmark og Frankrig, har Je Suis Charlie et andet budskab. Den sætter et menneskeligt og hjertevarmt ansigt på de mennesker, der mistede livet under angrebet. Filmen får os til at forstå, at ligegyldigt hvilken tro, oprindelse eller arbejdsplads man har, så er man stadig blot et menneske. Den giver et opløftende, ærligt og humant blik på en tragedie, der let kunne afføde had og mistro. Et budskab, der er mere aktuelt nu end nogensinde før.
Daniel & Emmanuel Leconte er far og søn. De kendte redaktionen på Charlie Hebdo personligt, hvilket også afspejles i filmen. Især er interviewet med tegneren Coco enormt rørende. Hendes udsagn fortælles som til en nær ven. Coco var den kvinde, der blev truet til at lukke terroristerne ind, hvorefter hun formåede at flygte fra dem. Hun er tynget af skyld og har ellers ikke ønsket at udtale sig til pressen omkring hændelsen, da hun har modtaget hadefulde beskeder: Folk der kalder hende en kujon, og ønsker hende død for retfærdighedens skyld. Disse absurde beskyldninger forholder Coco sig til i filmen: “Ville det være retfærdigt, hvis jeg også døde? Hvad er retfærdighed overhovedet?”. Disse overvejelser, får lov til at stå længe og vibrere til de stille billeder af de omkomne tegnere, der synger og danser. Netop dette er filmens force. Den kommer ikke med tunge beskyldninger mod nogen specifikke personer eller grupper. Den får blot en til at tænke, hvad er det egentlig, der foregår? Hvordan kan vi leve i en verden, hvor Coco kaldes en kujon, og hvor så mange uskyldige mennesker skulle dø? Hvad er overhovedet retfærdigt?
Efter filmen havde europæisk premiere i Cinemateket, svarede instruktørparret på spørgsmål fra publikum. Mange udtrykte taknemmelighed over, at de gav et ansigt til ofrene og en taknemmelighed over, at de vil fortælle deres historie med så stor en respekt. Det var tydeligt, at især faderen, Daniel Leconte, var meget følelsesmæssigt påvirket af at gense hans kammerater: “I filmen er de alle levende igen, men i bladet lever de alle videre dag for dag, det må vi alle huske på, også her 10 måneder, efter det er sket”. Selvom der ikke blev stillet mange spørgsmål til instruktørerne, der kunne afføde en større debat, var der dog et enkelt, der især fik Daniel op i det røde felt. Der blev spurgt til, hvorfor de ikke valgte at have den anden side af sagen med i filmen, og med denne side blev der ment det muslimske samfund og deres reaktioner på terrorangrebet. Efter at have samlet sig svarede Daniel: “Det er jo lige præcis ikke den anden side af sagen, de er komplet uskyldige! Den anden side er ekstremister, psykopater og voldsmænd, og dem ville jeg aldrig nogensinde give taletid i min film. Det fortjener de ikke!”.
Denne pointe kommer heldigvis også til udtryk i filmen. Der bliver vist en tale af en bror til en dræbt politimand ved terrorangrebet: “Jeg er muslim, min bror var muslim og de folk, der gjorde det her mod Frankrig, var ikke muslimer”. Dette budskab fra den efterladte bror, som også præger Je Suis Charlie, må vi huske på i disse dage. En film som denne viser, hvor vigtig dokumentarfilm kan være, og hvor uhyggeligt relevante nogen historier pludselig kan blive. Lad os håbe, at budskabet fra Je Suis Charlie kan give genlyd i denne svære tid.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer