[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Felix Björnemalm Fleischer[/vc_column_text][vc_column_text]
Fremtiden er ikke, hvad den har været. Der er ikke overraskende et betragteligt sortsyn at spore i CPH:DOX’ kampagneslogan. Med udfordringer som flygtningestrømme, klimaforandringer og voksende ekstremisme i begge ender af det politiske spektrum giver virkeligheden anno 2017 ikke ligefrem anledning til optimisme. Ikke desto mindre lever vi i en tid med stigende global velstand, ubegrænset adgang til information og eksponentiel teknologisk udvikling, hvorfor der bliver kortere og kortere imellem de videnskabelige landvindinger. Vores samfund forandres i et fortsat accelererende tempo, og det samme gør vores sociale liv. Således giver det også god mening, at en del af årets program på CPH:DOX er dedikeret til film, der retter dokumentarismens blik fremad og forsøger at besvare, hvilken fremtid menneskeligheden går i møde.
En af disse film er det satiriske essay The Future of Work and Death (2016), instrueret af det britiske makkerpar Walsh og Blacknell. Med bidrag fra en række af klodens skarpeste spåmænd konstruerer filmen en videnskabeligt funderet vision for en ikke så fjern fremtid, hvor den teknologiske evolution har undergravet to af tilværelsens absolutte grundsøjler: Arbejdet og døden. Filmen præsenterer techno-optimismens glorificerende fremtidssyn, hvor mennesket kan leve et evigt og smertefrit liv som virtuelle skabninger, men kritiserer også selvsamme ideologi. Diskussionen afføder en række kartesianske spørgsmål: Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan forløser vi vores indre potentiale? Samtidigt forankrer filmen disse overvejelser i en geopolitisk virkelighed. For giver det overhovedet mening at diskutere filosofiske koncepter som identitet og selvrealisering i en fremtidig kontekst, når store dele af klodens befolkning stadig kæmper med helt basale problemer som fattigdom og hungersnød?
Troen på teknologien får til gengæld fuld opbakning i Roy Cohens kuriøse portrætfilm Machine of Human Dreams (2016). I Hong Kong arbejder den langhårede hippie-programmør Ben Goertzel, der er fast besluttet på at udvikle kunstig intelligens. Sammen med et hold af dedikerede dataloger og robotingeniører knokler han for at skabe et computersystem, der kan simulere den menneskelige psyke. Goertzel, der er lige dele supergeni, lige dele science fiction-fantast, er overbevist om, at han besidder evnerne til at fuldføre projektet, men arbejdsgruppens resultater kan slet ikke stå på mål med hans egne ambitioner. Machine of Human Dreams er et humoristisk portræt af en determineret ildsjæl, som ikke bukker under for modgang, men også en film om en mand, hvis uslukkelige fremtidsoptimisme forhindrer ham i at se nutidens problemer i øjnene.
Der spås også om fremtiden i Norman Letos pseudo-videnskabelige opus Photon (2016), en sælsom hybrid mellem poetisk fysiklektion og sci-fi-horrorfilm, der forsøger at visualisere hele universets historie fra start til slut. Igennem hypnotiske, monokrome lysbilledanimationer legemligøres de kvantemekaniske partikelmønstre, der ligger til grund for skabelsen af – ja, alting. En didaktisk fortællestemme ledsager publikum på rejsen fra Big Bang over livets opblomstring til menneskets fødsel og videre færden. Abstraktionsniveauet er højt i Letos udlægning af universets skabelse og undergang, som ikke efterlader meget håb for fremtiden. I takt med at vi i stigende grad integrerer vores bevidsthed i virtuelle verdener, opløses menneskeheden langsomt til et kropsløst genfærd i et hyper-komplekst computersystem. Dyrene begår selvmord og robotterne vinder indpas. Men i en verden uden øjne mister virkeligheden sin farve. En dyster slutning på en ellers smuk fortælling om livet.
Både “The Future of Work and Death” og “Photon” kan opleves til ekstravisninger henholdsvis d. 27. og 28. marts. [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer