[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ditte Fiil Ravn[/vc_column_text][vc_column_text]D. 6. november er CPH:DOX officielt åbnet. De første film ruller over lærrederne i de københavnske biografer, og byen summer af delvist dokumentar- og Interstellar-fans. Ligesom sidstnævnte har jeg denne dag en helt særlig mission: At finde den gode og godt gemte historie. Der bliver tit talt om den gode historie, som oftest er elementær for den gode fiktionsfilm eller dokumentar. Men i dokumentarismens verden har den ufortalte historie også stor værdi – den viser os en verden, vi ikke kender til eller nuancerer, hvad vi allerede vidste. Dagens mission indebærer gemte FBI-filer, homoseksuelt fællesskab, irakiske torturofre og en landsby med sexforbrydere.
Kl. 12 vender jeg tilbage til 1971 (2014), hvor utilfredse aktivister offentliggjorde hemmelige dokumenter, længe før Edward Snowden overhovedet var født. En glemt, men også gemt historie, hvor bagmændene fra dengang først nu står frem og fortæller, om dengang de på dristig vis stjal følsomme oplysninger, der ændrede amerikanernes syn på FBI.
Filmen består af rekonstruktioner og interviews, og historien berettes i en lidt for velkendt kronologisk rækkefølge. Helt essentielle spørgsmål forbliver ubesvaret: Hvorfor var denne aktion så vigtig? Havde de medvirkende overhovedet noget at miste? Og hvorfor må vi fortælle historien i dag? Denne klassiske dokumentar mangler indlevelse fra tilskueren og nutidig relevans.
Derimod kan jeg ikke undgå nutidig relevans, da jeg skal se Children 404 (2014): En film der består af utallige unge russeres videooptagelser af, hvordan det er at være homoseksuel i Putins Rusland. De unge er bundet sammen af det sociale sammenhold Children 404, hvor de bekender sig. Vi følger sammenslutningens leder, en fyr der drømmer om at bo i Toronto med Justin Bieber og andre unges tanker om fortid, nutid og fremtid.
Som de filmer deres hverdag, bliver seeren førstehåndsvidne til skældsord og psykisk terror som homoseksuelle udsættes for dagligt. Men desværre bærer filmen også præg af frygten for samfundet, for stort set ingen tør stå frem. I længden er dårlige optagelser af russiske motorveje og triste båndoptagelser om livets ubarmhjertigheder ikke nok. Men budskabet er klart: Der må gøres noget, og måske skulle resten af verden til at være mindre passive.
Skal man finde et ligeså uciviliseret land som Rusland, så skal man faktisk ikke så langt, ifølge Nanna Frank Møller. Hendes Et Civiliseret Land (2014) stiller spørgsmålstegn ved det danske demokrati, hvor den danske stat ikke tør tage ansvar for tortur af civile irakere i 2004.
Hvad der for Møller startede som en historie om en eksistentialistisk retsmediciner blev en nærmest Guldbrandsensk beretning om idealisme, whistleblowere og politikeres ligegyldige snak. Møller er af den poetiske skole inden for dokumentarismen, og selvom hun nu begiver sig ud i en politisk film, har hun langt fra mistet sansen for detaljen. Dette er en film, du aldrig troede, du skulle se om dit eget land.
Et andet sted i verden befinder aftens sidste, mest stærke og mest unikke historie. I Pervert Park (2014) i Florida bor 120 sexforbrydere i en park, fordi de er på prøveløsladelse, og fordi samfundet ikke vil have noget med dem at gøre. Filmen fortæller en historie, som få vil høre og færre anerkende: Sexforbrydere er også ofre – og de er ikke nødvendigvis dårlige mennesker.
Det debuterende unge instruktørpar Lasse og Frida Barkfors har begået en film, der virkelig lytter til beboernes beretninger. Historierne stå for sig selv, og ingen autoritet fortæller dig, hvad du skal mene. Stemningsbillederne af den lille park beretter med, og filmen står skarpt i sit mod og ærinde. Et helt nyt syn på verden – en helt ny historie.
“1971” vises igen 8/11 og 10/11.
“Children 404” vises igen 10/11 og 16/11.
“Et Civiliseret Land” vises igen 10/11 og 12/11.
“Pervert Park” vises igen 11/11 og 12/11.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer