[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rasmus Molin Friis[/vc_column_text][vc_column_text]Nostalgi er en følelse, de fleste kender til. Længslen efter ens yngste år, hvor nysgerrigheden var stor, dagene var lange og glæden oprigtig. Det er svært at holde fast i den simple lykke i takt med, at samfundets forventninger stiger og hverdagens monotoni melder sit indtog. Dagens DOX-film fokuserer på personer, der har været i stand til netop det; de har nægtet at give slip på barndommens drømme i en voksen verden.
I Beyond the Brick repræsenteres barndommen af den ikoniske LEGO-klods. Filmen indledes med en historisk gennemgang af den danske virksomheds raketfart mod legetøjsindustriens elite, men udvikler sig snart til en sympatisk udforskning af de voksne børn, som stadig fortrylles af klodsens simple magi – fra master builders til AFOLs (adult fans of legos). Det er præcis ligeså nørdet, som det lyder, men det er umuligt ikke at elske de fanatiske mænd og kvinder, hvis LEGO-færdigheder mildt sagt overstiger deres sociale kompetencer.
Som en indadvendt giganørd med bonghår formulerer det: ”I don’t get out much”. Da han senere får sin hjemmelavede konstruktion udgivet som officielt LEGO-produkt, kan man ikke andet end at huje med. Det er en opløftende fortælling, men man fornemmer samtidig den sociale udstødelse, der omringer gruppen af forvoksede legebørn. Samfundet forventer trods alt ikke, at man leger med klodser i sin mors garage.
Beyond the Brick er dog ikke uden skavanker: Filmens fortæller, en overemsig LEGO-figur, er gedigent umorsom, mens spilletiden er lovlig lang i forhold til den begrænsede narrative udvikling – samt den kendsgerning, at det mest af alt er en omfattende reklame.
Det er dog et regulært mesterværk i sammenligning med filmen om Messi – en mand, der ligeledes har gjort sin barndoms passion til sit erhverv. Af uransagelige årsager har filmens skabere valgt at udfolde portrættet i samtaler på en spansk restaurant, hvor Messis nærmeste mænger sig med store fodboldpersonligheder i tilbedelsen af den mutte magiker.
Hvis idéen er dårlig, er udførelsen katastrofal: Der går straks total paellastemning i de hysteriske restaurantgæster, og ikoner som Cruyff og Iniesta får dårligt et ord indført i en lind strøm af tanketomme hyldester fra ”Leos” venner og bekendte.
Selvfølgelig er arkivoptagelserne af Messis første møder med fodbolden fascinerende – specielt for en glødende Barcelona-fan som jeg selv – men filmens skabere gør alt for at ødelægge de enestående øjeblikke med et arsenal af Final Cut-lydeffekter og slibrig strygermusik.
Helt ulideligt bliver det, da gæsterne skal udpege historiens bedste fodboldspiller. Messi vs. Maradona vs. Pelé… Det ene svar er dummere end det andet i en syndflod af småberuset bold.dk-retorik lig den, der terroriserer det danske sprog i landsholdspauserne. I må meget undskylde, men: Who gives a shit?
Hvis Messi er en fodboldgud, så er filmen om ham ren og skær blasfemi.
I den anden ende af skalaen placerer det intime krigsdrama Point and Shoot sig. Filmen følger Matthew VanDyke på hans rejse gennem Mellemøsten – eller rettere han følger sig selv. For med et kamera som eneste følgesvend beslutter den OCD-ramte amerikaner sig for at vende blikket bort fra sine indre dæmoner og begive sig ud på en manddomsprøve af Chuck Norrisk kaliber. En motorcykelrejse gennem Mellemøsten udvikler sig til krigsdeltagelse i det konfliktramte Libyen – med kamera og riffel i hver sin hånd.
Dramaets styrke skyldes delvist VanDykes udvikling af et intimt forhold til hans kamera – og derigennem til os – på baggrund af hans ensomhed. Vi bliver hurtigt hans tro følgesvende gennem ørken, bjerge, krigszoner og trængte celler, og vi lærer at holde af ham, som han lader til at holde af os.
For han er en vidunderlig karakter, passioneret og umådeligt kompleks. I filmens første indstilling fremstår han som en pendant til Taxi Driver’s Travis Bickle med vanviddet boblende bag facaden, men mod forventning bryder det aldrig ud i lys lue. Selv i Libyens blodigste krigszoner udviser VanDyke stoisk ro og flytter aldrig fokus fra kamera og framing. Han er villig til at dø for sin film.
I virkeligheden synes han drevet af den eventyrlyst, som han udviklede allerede i sine yngste dage. Dengang som i dag præsenterer eventyret en eskapistisk fortælling, hvor den spinkle, OCD-ramte VanDyke kan være præcis det, han ikke er i hverdagens rammer: udadvendt, maskulin, frygtløs. Med kameraet kan han dokumentere og stimulere dette billede af sig selv – for ham selv.
Som i Beyond the Brick ligger den sociale udstødelse bag den ekstreme udlevelse af barndommens drømme. Men filmene minder os alligevel om, at forøget alder ikke nødvendigvis er lig formindsket glæde.
Beyond the Brick: A LEGO Brickumentary vises igen i dag og d. 14/11.
Messi vises igen d. 13/11.
Point and Shoot vises igen d. 14/11.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer