[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Harpøth[/vc_column_text][vc_column_text]Sent fredag aften og frem til lørdag morgen blev Midnight Movie Marathon afholdt for første gang på CPH PIX. Tanken var at diske op med det bedste, programmet havde at byde på af kult- og gyserfilm og sammenbringe en horde af filmfans i en lykkelig fejring af alt, hvad vi elsker ved outrerede film.
Lad os håbe, at det bliver en rig og langlivet tradition på festivalen. For selv om denne første omgang ikke var uden sine rough spots, så har konceptet et ekstremt potentiale. Desværre blev det ikke helt indfriet her i begivenhedens første iteration. Måske skulle man næsten anse denne nat i genrefilmens tegn som en prøverunde – en testen af vandene om man vil. At det var første svingom med formatet, kunne også ses i den ikke helt flydende eksekvering af begivenheden.
Kavalkaden åbnede med årets hypede indie-gyser It Follows, hvor sex dræber. Jay (Maika Monroe) har sex med en fyr, med uoverskuelige konsekvenser til følge. Han har nemlig overført noget til hende, som viser sig at være bare en lille smule mere alvorligt end fladlus. Jay er igennem sit samleje blevet fokuspunkt for en utrættelig overnaturlig kraft, som i skiftende menneskeskikkelser vil følge hende, hvorend hun går, frem til den dag, hun kan overføre forbandelsen til en anden sagesløs sjæl.
Som en ekstra lille krølle viser det sig, at hvis den, man overfører det til, fanges og slås ihjel, står man endnu en gang for skud. Man kan med andre ord aldrig vide sig helt sikker, og man står nu over for et liv, hvor hvert eneste menneske, man møder, kan være en potentiel trussel.
It Follows er bestemt er værd at se, men man burde måske også tage hype med et gran salt. Der er ikke tale om et nyt storværk. Den er en virkelig veleksekveret og stemningsfuld gyser, der gør utroligt meget med ufatteligt lidt. At den så skvatter sammen i tredje akt, er i det mindste nogenlunde til at se igennem fingre med, når de første to tredjedele har leveret så solid en dosis uhygge.
Næste skud på stammen var vinderen af publikumsprisen på SXSW 2015 – Turbo Kid. Året er 1997, og Kid (Munro Chambers) gør sit bedste for at overleve i den postapokalyptiske ødemark. Der skal ikke være nogen tvivl om, at da der er en portion charme knyttet til lavbudgets-æstetikken, men her fandt jeg ikke meget at komme efter. Det er et nostalgitrip af de større. Det har da også sin ret, men bære en film kan det ikke – og desværre havde Turbo Kid ikke så meget andet at byde på. Den faldt lidt for ofte i fælden og refererede eksplicit til diverse kultfilm.
Efter en længere pause med pizza og suspekte, neon-farvede og syntetisk smagende drinks, var det tid til den hemmelige visning. Pausen havde svirret med bud på, hvad det mon kunne være. [Rec] 4: Apocalypse? Schwarzenegger zombiedramaet Maggie? Måske skulle der skrues helt op for blod og rædsel med Eli Roths The Green Inferno?
Men nej. Den tredje film på programmet viste sig at være Joe Dantes (The Howling, Gremlins) seneste værk. Burying the Ex. Max (Anton Yelchin) er en tøffelhelt af karat. Hans kæreste, den aggressive veganerblogger Evenlyn, (Ashley Greene) er ham konstant på nakken. Da Max endelig mander sig op og arrangerer et møde, hvor han kan gøre det forbi, bliver Evelyn en route ramt af en bus og slynget flere meter hen ad den ubarmhjertige asfalt.
Ligesom Max kan komme videre og begynde at smådate den ligeledes horrorfanatiske Olivia (Alexandra Daddario), vender Evelyn tilbage som langsomt rådnende zombie – og så har man jo balladen. Der var vitterligt ingen overraskelser i Burying the Ex, og Dante har ikke kunne fremmane den kombination af horror og humor, der gjorde Gremlins til en klassiker.
Så snart alle brikkerne er på plads, hvilket de er efter de første ti minutter, udfoldes filmen nøjagtigt, som forventer det. Vorherre bevares, det var ikke en overraskelse, at de fleste udvandringer foregik under denne visning. Det var en skuffende del af programmet og en skuffende præstation fra en gammel (tidligere?) mester.
På dette tidspunkt var trætheden så småt ved at sætte ind, men for den lidt over halve sal, der blev hængende, var der lige én særegen oplevelse tilbage. Kevin Smiths Tusk. Jeg ved ikke, hvor høj grad trætheden havde tæret på mine mentale parader, men jeg fandt vitterligt aftenens afslutning forstyrrende.
For de få lykkeligt uvidende, så handler Tusk om podcasteren Wallace (Justin Long), der under en arbejdsrejse til Canada tages til fange af en ældre gentleman og søulk (Michael Parks), som begynder en langsom og smertefuld proces, hvor han igennem diverse lemlæstelser og kirurgiske indgreb forvandler Wallace til en hvalros.
Tusk kunne være blevet fortalt som rendyrket horror eller med en komplet uærbødighed over for sin præmis. Desværre vil Kevin Smith begge dele, og det er en tilgang, som jeg på dette tidspunkt, hvor jeg grænsede til det udmattede, burde være modtagelige overfor. Men nej. Når detektiven Guy Lapointe (Johnny Depp) smadrer ind i filmen, ryger den helt af sporet. Ikke fordi at det som sådan bliver uendeligt mere underligt, men fordi at enhver forestilling om fremdrift forsvinder.
Erstattet bliver de af flere rablende mono- og dialogscener med Guy i centrum, der føles som 6-timers filmmaratoner i sig selv. Det er altså ret ærgerligt. Skuespillerne trækkes igennem sølet i disse elendige og helt igennem usjove scener. Disse kommer også lige i halen på scener med Wallace, nu forvandlet og omdøbt til Mr. Tusk, som egentlig i sig selv er ganske effektive med deres morbiditet og ekstreme body horror.
Så ligesom den afsluttende film, må det første årlige Midnight Movie Marathon på CPH PIX siges at være noget af en blandet pose bolsjer. Men hvad pokker, jeg sidder der også næste år. For selv om filmvalgene i år ikke gjorde det store for mig, og på trods af, at der var plads til forbedringer her og der, så er det et fremragende koncept, der i den grad har sin plads i programmet.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer