[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Af Adam Ambus Madslund
[/vc_column_text][vc_column_text]Vi er nu halvvejs inde i CPH:PIX. Det er en speciel oplevelse at dække en filmfestival på denne måde. Man ser nemt 2-3 film om dagen, hvilket jeg personligt ikke bryder mig om. Den ene film når ikke at synke ind, før den næste begynder, og det faktum at der ligger års arbejde bag hver titel forglemmes nemt, når de konsumeres så hurtigt. Her er dog tre af mine favoritter hidtil, der alle kunne skille sig ud fra mængden. Man kan stadig nå at se alle tre til senere visninger.
JUPITER’S MOON (Masters of Cinema)
Den ungarske mester Kornél Mundruczós Jupiter’s Moon havde premiere på årets filmfestival i Cannes, men blev mødt af en del lunkne anmeldelser. Det samme gælder for en del af det danske anmelderkorps, efter dens premiere på PIX. Den beskyldes primært for at kæntre under sin egen vægt, da den er umådeligt ambitiøs og stikker i mange retninger. Det er dog en skam, hvis det skal afholde folk fra at se den, for det er den klart mest visuelt stimulerende og filmisk overvældende oplevelse, jeg indtil nu har haft på PIX. Fablen om den syriske flygtning Aryan, der i sit flugtforsøg bliver skudt og derefter på magisk vis kan svæve, er rigtig nok meget ambitiøs og lider til tider derunder, men den er så unik og vild at man bør unde sig selv to timer i dens selskab.
Inden jeg så filmen, havde jeg en forventning om, at scenerne hvor Aryan svæver ville være en slags poetisk afbræk fra en fortælling om flygtningekrisen, hvor hans evne ikke bliver italesat af personerne omkring ham. Det modsatte viste sig dog at være tilfældet, da et klassisk thrillerplot udvikler sig omkring ham. Forskellige aktører vil have fat i ham og udnytte hans evne til forskellige formål. Det er en overraskende konventionelt fortælling, men filmen tager, i hvert fald i de første to trejdedele, en bevidst afstand til plottet, hvor den afdramatiserer og udelader flere af thriller-genren konventioner. Desværre bliver plottet førsteprioritet i filmens sidste del og slutningen ender derfor med at være den klart svageste del af filmen.
Det underminerer dog slet ikke resten af filmen, der byder på mange fantastiske sekvenser. Kameraet er konstant i bevægelse, uendeligt hvileløst og ikke begrænset af det fysiske rum. Det kan svæve rundt overalt, ligesom Aryan, og mange af kameraturene er overvældende, svimlende og teknisk det mest overlegne, jeg har set længe. Alt går op i en højere enhed i scenerne, hvor Aryan svæver. Han er ikke på vej et bestemt sted hen, men bevæger sig tilsyneladende instinktivt, mens kameraet gør det samme omkring ham. Al fortælling forlades mens billedet og musikken tager over. Disse sekvenser er film i en helt ren form, poetisk, ekspressivt og enormt smukt.
Visninger:
Lørdag d. 7/10 kl. 21:30 i Grand
CUSTODY (New Talent Grand Prix)
At Custody er franske Xavier Legrands debutfilm er svært at forstå. Det er et eminent fortalt skilsmissedrama, der fra første scenes maskinpistol-dialog griber tilskueren om struben og så strammer til i løbet af de næste 90 minutter. Der er næsten ikke et gram overflødigt fedt på filmen, hvor hver indstilling virker helt gennemtænkt. Den 13-årige Julien er fanget i en ekstremt bitter skilsmisse, hvor forældrene kaster med beskyldninger mod hinanden og det ikke er til at vide, hvem der har ret. Julien spilles fænomenalt af debutanten Thomas Gioria, der konstant holder følelser tilbage og lader til at være på renden af at eksplodere. Han formår at skinne igennem i en film der ellers er fyldt med fremragende skuespil.
Som tilskuer er man placeret midt i handlingen, men ofte med et element, der skaber en form for afstand. Det kan være en bilrude mellem kameraet og karaktererne eller musik til en fest der overdøver dialogen. Det eksemplificeres bedst i en helt eminent scene, hvor Juliens søster tager en graviditetstest. Der filmes kun på hendes fødder, der kan ses i bunden af toiletbåsen. Det er økonomisk fortalt og virkelig effektivt. Filmens afslutningsscene er noget af det mest intense jeg længe har set. Da rulleteksterne løb over skærmen, gik det op for mig, at jeg sad og spændte i mine skuldre. Når en film provokerer en sådan fysisk reaktion, kan den kun anbefales. Custody lægger sig, sammen med danske Vinterbrødre, indtil videre i førertrøjen til at vinde hovedprisen New Talent Grand PIX.
Visninger:
Fredag d. 6/10 kl. 21:15 i Cinemateket
Tirsdag d. 10/10 kl. 21:30 i Dagmar
WESTERN (New World Views)
Valeska Grisebachs Western har et stilistisk slægtskab til en række af årets andre PIX-film, der er karakteriseret ved et ofte håndholdt kamera, naturlig belysning, reallyd og ingen underlægningsmusik. I den stil kan bl.a. også findes Menashe, La Familia, Sommeren ’93 og Soldiers. Story From Ferentari. De har alle noget at byde på, men Western hæver sig dog gevaldigt over de andre, med en stilfærdig, nuanceret og intens fortælling. En flok tyske håndværkere er sendt til Bulgarien for at udføre en opgave. De har en lejr for sig selv, der dog ikke er langt fra en lille landsby, hvis indbyggere ikke er vandt til folk udefra. Små episoder mellem håndværkerne og de lokale får langsomt spændingerne imellem dem til at stige.
Hvad der nemt kunne være en os mod dem-fortælling, bliver i Grisebachs hænder i stedet et fintfølende og meget nuanceret portræt af kultursammenstød og kommunikationsproblemer. Alt ligger lige under overfladen og publikum efterlades til at selv at tolke på mange karakterers handlinger. Det helt store sammenstød mellem de to grupper udebliver, ligesom man også skal lede længe efter en klassisk forløsning. Netop derfor bliver den hængende længere i bevidstheden end de fleste film, specielt på en filmfestival.
Visninger:
Onsdag d. 11/10 kl. 19:00 i Dagmar[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer