[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Harpøth[/vc_column_text][vc_column_text]CPH PIX er slut for i år. Festivalen har endnu en gang budt på så mange varierede oplevelser, som der har været film på programmet. Man kan næsten ikke føle sig andet end forkælet, når man får mulighed for at opleve film i alle afskygninger fra alle verdens afkroge. Det er ikke altid storværker og bevares, rådne æbler har været at finde i kurven – men det ændrer ikke ved, at der har været en nogle helt formidable filmoplevelser i løbet af det forgangne par uger.
”VÆRSTE” FILM
Goodbye to Language 3D (Jean-Luc Godard, 2014)
Jeg sad tilbage med et spørgsmål efter Goodbye. ”Hvad har jeg nogensinde gjort Godard?” Sjældent har jeg følt, at jeg fik så lidt ud af en film. Det kan meget vel være, at der er en mening med det hele. Jeg kunne ikke finde den.
MEST FRUSTRERENDE FILM
Tusk (Kevin Smith, 2014)
Jeg havde ingen forventninger til den her. Eller rettere – jeg regnede med, at det ville være et makværk af dimensioner. Forestil jer min overraskelse, da de første to akter, der kører hårdt på filmens modbydelige body horror, fungerede. Jeg blev rent faktisk foruroliget. Forestil jeg derefter min frustration, når tredje akt skyder hele skuden i sænk med ligegyldighed i form af fuldstændigt fejleagtige forsøg på humor. Skammeligt.
“BEDSTE” FILM
The Duke of Burgundy (Peter Strickland, 2014)
Man kan ikke blive andet end dybt forelsket i Stricklands nænsomme, ærlige og sælsomme drama. Delikat, magisk og morbid som en sommerfulgesamling. At den snart kommer i op i de danske biografer varmer hjertet, selvom filmen selv en kølig omgang.
YNDLINGSFILM
Tokyo Tribe (Sion Sono, 2014)
Film som Tokyo Tribe er grunden til at tage på festivaler. Intet mindre. Hvor ellers kan man håbe på at se noget så vildt, så aparte og så helt igennem underholdende? Med alt fra gyldne pistoltelefoner, beat-boxsende te-servitricer og pladescratchende bedstemødre leverer Tokyo Tribe varen som få.
OG SÅ LIGE EN SNYDER
Eisenstein in Guanajuato (Peter Greenaway, 2015)
For det er lidt snyd at nævne Eisenstein her, da jeg egentlig ikke så den på CPH PIX. Jeg havde fornøjelsen af at se den i Berlin tilbage i februar. Men da den nu en gang figurerer på PIX’s program, føler jeg mig i hvert fald delvist berettiget til at nævne den her. For få film har på dette års festival kunne måle sig med Greenaways aparte biopic om de ti dage, der rystede Eisenstein. Det var halvanden time, der rystede mig. På den gode måde.
Seks afsluttende ord
Er det ikke snart tid igen?[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer