CPH:DOX 2014: 10 anbefalinger fra årets festival

[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Bjørn Juul Andersen [/vc_column_text][vc_column_text]CPH:DOX er lige på trapperne og på onsdag åbner filmfestivalen dørene op med verdenspremieren på Anders Østergaards ‘1989’. Men hvad skal man dog se på festivalen? For at give vores læsere et overblik over nogle af festivalens prominente og bedste film, har vi forhørt os hos programmedarbejder Natalia Szwebs fra CPH:DOX, som har udvalgt 10 film, som Ordets læsere absolut ikke må gå glip af!

The Look of Silence

Joshua Oppenheimers fremgangsmåder som instruktør er skelsættende, tankevækkende og fuldstændig geniale. The Look of Silence er opfølgeren til The Act of Killing, hvori han kontroversielt nok lader en flok mordere involveret i 60’ernes folkemord i Indonesien genopføre deres ugerninger som farvestrålende fiktioner. I The Look of Silence skildrer han historien, men fra ofrenes side. Joshua Oppenheimer kommer til premieren d. 9/11 i Grand og deltager i en masterclass d. 12/11 kl. 12, også i Grand.

 

Point & Shoot

Matthew Vandyke er en excentrisk ung mand med OCD, som har boet med sin mor det meste af sit liv. Inspireret af computerspil og adventurefilm, beslutter han sig for at tage en manddomsrejse på motorcykel rundt i Mellemøsten udstyret med et videokamera. Han er fantastisk nørdet, ufrivilligt morsom, men er samtidig også som krigsturist i Libyen med til at skildre alvoren i Mellemøsten med helt vanvittige twists undervejs. En af årets vildeste historier!

 

E-Team

The E-Team fra Human Rights Watch er altid først på pletten blandt civile krige og konflikter til at dokumentere og hjælpe. Kameraet er med hele vejen i deres intense arbejde – når de smugler sig ind i Syrien for at dække Assads borgerkrig, og når der sprænger en bombe lige uden for vinduet. Den 13/11 kan du møde to af filmens hovedpersoner, Fred Abrahams og Anna Neistat fra Human Rights Watch’s E-Team!

 

Just Eat It

40 procent af den mad, der produceres i verden, bliver aldrig spist. Derfor beslutter et amerikansk ægtepar sig for kun at leve af skraldet mad i et halvt år. Mængderne af mad er skrækindjagende, retterne de tryller frem brillante og den nye indsigt i verdens enorme madspild utroligt øjenåbnende! Den 12/11 i Bremen kan du møde instruktøren! Og den 14/11 kl. 18.00 vises filmen i den endnu ikke åbnede Netto på Rådhuspladsen efterfulgt af paneldebat om madspild.

 

Beyond the Brick – a Brickumentary

Filmen viser LEGO-universet, som du aldrig har set det før. Arkitekter, designere, kunstnere, filmskabere, fotografer og Adult Fans benytter sig af de farverige LEGO-klodser på måder, du kun skal glæde dig til at opdage. Den 9/11 i Palads efter den europæiske premiere kan du møde instruktørene, Daniel Junge og Bjarke Ingels, som også medvirker i filmen. Og så er der LEGO-workshop! Klodser og LEGO-byggeborde bliver stillet til rådighed til fri leg og byggeri.

 

The Immortalists

To videnskabsmænd har måske fundet nøglen til evigt liv. De har begge en teori om, hvordan de ved moderne teknologi vil opnå udødelighed. Men hvorfor er det evige liv så dragende? Hvilke etiske og eksistentielle konsekvenser er der ved det evige liv? Visningen den 10/11 bliver i Koncertkirken på Blågårdsplads med efterfølgende paneldebat om det evige liv og udødelighed!

 

ThuleTuvalu

Thule er i Grønland og Tuvalu er en østat i Polynesien – stederne ligger i hver sin ende af verden, men er forbundet af et skæbnesvangert problem: klimaforandringer. Vandstanden er til stadighed rejsende og den smeltende is fra Thule truer således øbefolkningen på Tuvalu. Filmen er bjergtagende smuk og de blændende billeder giver et fantastisk indtryk af de to vidt forskellige kulturer og hvor vigtigt det er, at vi kæmper hårdt for klimaet! Efter visningen den 7/11 i Cinemateket opfører lydkunstneren Jacob Kirkegaard sin installation ”Isfald” live!

A Cup of Tea

Gunnar Hall Jensen finder løsningen på midtvejskrise og det moderne livs stress: at opføre et japansk tehus i de norske fjelde. Den japanske livsfilosofi Wabi-sabi er hans udgangspunkt og med den kan han nyde en kop te og meditere over livet i ensomhed. Det er en skæv dokumentar med humor og eksistentiel selvransagelse. Den 12/11 kan du møde instruktøren, Gunnar Hall Jensen, og så serverer Sing Tehus en kop te i anledningen og serverer den efter alle kunstens regler!

 

Nitrate Flames

For de største film – og Dreyerentusiaster er ’Nitrate Flames’ den helt rigtige. Se bag om scenerne på ’Jeanne d’Arc’s lidelse og død’, skabelsen af det sublime mesterværk og historien om Renée Falconetti – kvinden der spiller Jeanne. Det er en utrolig historie og kunstfærdigt fortalt. Filmen vises i Dreyers egen biograf Dagmar. Visningen den 8/11 introduceres af den gode Casper Tybjerg, og den 14/11 kan du møde instruktøren!

 

Beyond Clueless

90’ernes amerikanske high school-film er minder, der fylder ret meget i alles filmiske historik, og her i en strålende og farverig collage har The Guardian-journalisten Charlie Lyne samlet klip fra 200 af periodens bedste teenage-film. Collagen akkompagneres af et formidabelt soundtrack af Summer Camp og er ret spot on i en sej analyse af popkultur, når det er bedst. Efter visningen den 16/11 giver Summer Camp koncert!

Ordet ønsker alle en god CPH:DOX! Husk desuden at følg med på sitet, hvor vi vil blogge fra festivalen og bringe interviews, nyheder og andet godt.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer