COYOTE VS. ACME: En kæmpe sejr i kunstens navn

Af Rasmus Bay Kruse Thomsen

Looney Tunes, en af vestens største tegnefilmsinstitutioner,er tilbage med deres nyeste film, denne gang i form at en krydsning mellem live-action og 3D animation. Filmen blev først pitchet af den nu verdenskendte James Gunn helt tilbage i 2015, og gennemgik herefter en længere produktionsproces frem til 2022. Diskursen omkring denne film har dog handlet meget lidt om den fortryllelige animationsstil, eller de stærke navne forbundet til projektet, men i stedet hvor tæt filmen var på aldrig at se dagslyset.

Efter filmen blev færdiggjort, besluttede præsidenten af Warner Bros. Discovery, David Zaslav, sig nemlig for at skrotte den af skattemæssige årsager. Efter væsentlig kritik fra offentligheden, endte Warner Bros. Discovery så med at sælge distribueringsrettighederne til Ketchup Entertainment, der nu fire år efter produktion endelig udgiver filmen i biografer.

Af denne årsag, bærer værket, på uretfærdig vis, et enormt politisk ansvar på sine skuldre. Filmbranchen er notorisk for at tilbageholde dygtige kunstnere, eftersom branchen primært er drevet af ansigtsløse jakkesæt, hvis prioritet er kontantberigelse frem for kunstbedrifter. Her har Coyote vs. ACME en unik mulighed for at underminere Zaslavs beslutning – hvis kvaliteten altså afspejler et værk, som fortjener udgivelse.

Og det kan glædeligt konstateres, at Coyote vs. ACME ikke skuffer.

Filmen omhandler den klassiske Looney Tunes-karakter, Wile E. Coyote, i en landsdækkende retssag mod det fiktive konglomerat ACME. Præmissen alene er glimrende, da den direkte bygger på den etablerede dynamik hos prærieulven, netop at hans planer om at fange fuglen, kendt som ”The Roadrunner”, altid forpurres af fejlende teknologi fra ACME-korporationen af. I de traditionelle tegnefilm, genbruges denne joke formularisk, og den direkte adressering af dette mønster er i sig selv en velfortalt metajoke. Her skal det også nævnes, at der er en smuk ironi i, at en film med disse anti-kapitalistiske tematikker selv næsten var et offer for kapitalistisk kyniskhed.

Supplerende til det kulørte katalog af klassiske karakterer fra Looney Tunes, har vi den evigt undervurderede Saturday Night Live (1975-) -veteran Will Forte som prærieulvens advokat, samt den altid underholdende John Cena som ACMEs forsvarsadvokat. Filmen leverer den klassiske slapstick-humor forbundet med Looney Tunes på bedste vis, og formår endda at styrke absurditeten ved hjælp af kontrasten til den jordnære verden, som primært beskæftiger sig med et justitsdrama.

Her leveres ikke blot gode grin, men rent faktisk en ambitiøs historie – trods sine forudsigeligheder. Supplerende dét, er de væsentligste karakterer også givet rigelig opmærksomhed. Wile E. Coyote, en normalt meget banal karakter, er givet et enormt imponerende følelsesregister for en stum karakter. Ligeledes, gennemgår den anklagende advokat, Kevin Avery (Will Forte), et tilfredsstillende karakterark direkte forbundet til vores animerede protagonist.

Prærieulven er normalt blot skydeskiven for voldsbaseret slapstick, men her portrætteres denne gengående dynamik rettere som et tegn på en uslukkelig udholdenhed og målrettethed fra vores stakkels rovdyr af. En af filmens plakater er endda en direkte reference til Sisyfos, et savn med meget direkte paralleller til denne fortolkning af vores hovedperson. Dette er tydeligvis et værk konstrueret med enorm nænsomhed, og en stærk forståelse af de oprindelige tegnefilm. Grundet den evidente kærlighed lagt i manuskriptet, formår emotionelle øjeblikke at ramme hårdere, end man egentlig skulle tro om en Looney Tunes-film.

Coyote vs. ACME (2026) formår ikke blot at leve op til presset lagt på sine skuldre fra et kvalitetsmæssigt standpunkt, men den emotionelle investering i værket formår faktisk at gøre filmen til et pragteksemplar på præcis dén forurettelse, som dyrkere af kunst føler mod filmindustrien. At David Zaslav overhovedet kunne overveje at skrotte en film så fornøjelig som denne, bør i sig selv sætte enorme spørgsmålstegn ved, om præsidenten af Warner Bros. Discovery overhovedet er interesseret i audiovisuel kunst.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.