[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rikke Bjørnholt Fink[/vc_column_text][vc_column_text]I går blev den 31. udgave af CPH MIX afrundet. Endnu engang har vi københavnere dermed haft muligheden for at svælge i smukke film og måske blive mere bevidst undervejs. På trods af sin fremskredne alder formår filmfestivalen nemlig stadig at bombardere de herskende normer, mens man skaber et rum for holdninger, kroppe og mennesker der ofte frasorteres, når der sædvanligvis skal laves film.
Bestemmer man selv over sine kønsorganer?
I år har der på festivalen været særligt fokus på at sætte Q’et på plads i ‘LGBTQ-film’. Såfremt man finder seksualiteternes og kønsidentiteternes bogstavssuppe svær at finde rundt i, kan det siges, at Q er for queer. Et begreb der er gået fra skældsord til at dække over en del af de kønsidentiteter, der falder uden for eller imellem det binære mand/kvindebegreb. Blandt andet har der på årets program været et par film om interkønnethed, hvor den meget smukke, italienske Arianna tilmed var i konkurrence. Filmen handler om en ung kvinde ved samme navn, der som 20-årig tager på ferie med sine forældre i et hus, hvor hun ikke har været i mange år. Arianna har aldrig fået sin menstruation og sammen med andre uoverensstemmelser, begynder der at tegne sig et billede af, at hun er blevet opereret på, før hun fik et valg. Vi bevæger os her ind i debatten om, hvorvidt man skal skære i små børns kønsorganer, hvis man som læger og forældre vurderer, at de ser ‘forkerte’ ud. Mens DR1 stadig mener, at der er noget der hedder mandebrød, kan man på MIX finde et sted, hvor der ikke findes noget facit for, hvordan man skal se ud eller leve. Det eneste forkerte er at diktere dette for andre. Generelt vil man som festivalgænger uden for LGBT-miljøet få mest ud af det, hvis man evner at lægge sine forestillinger til side og lytte til erfaringer i stedet.
Skrædderi og kinesiske skabe
Modsat andre store københavnske filmfestivaler dyrker MIX både fiktion og faktas evne til at underholde og oplyse. En af de mest omtalte dokumentarer i arsenalet har været den Lena Dunham-producerede Suited, der handler om et skrædderfirma i New York, der syer jakkesæt til transkønnede. For mange er dette det første møde med velsiddende tøj og som seer går det op for én, hvor heldig man egentlig er, hvis ens legeme passer til modeindustriens præproducerede størrelser. Generelt er MIX en mulighed for at tage temperaturen på, hvor mange fordele der er forbundet med at være mainstream, selvom man aldrig før har opfattet det som et privilegie at kunne gå i H&M. Udover at lære noget om LGBTQ personer i vores del af verden, kan man på MIX nemlig også få et indblik i hvorledes man eksempelvis håndterer homoseksualitet i Kina, Korea eller Cambodja. I Inside the Chinese Closet møder man unge mennesker, der proforma-gifter sig med homoseksuelle af det modsatte køn for at lukke munden på deres forældre og få friheden til at leve deres egne liv. Dokumentarprogrammet har ligeledes budt på historier om queer-bander, handikappedes seksualitet og Madonnas dansere. Historier så godt fundet, at man skulle tro de var fundet på.
Historier vigtigere end sex
Man kunne jo nok foranlediges til at tro, at sex, kærlighed og identitskriser er i centrum i enhver MIX-film, men indimellem kan afbrækket fra mainstreamfilmen også komme i kraft af, at folk kan være queer, uden at det er det centrale element i filmen. I den hårde men smukke Where There’s Shade, møder vi Mirinda, der arbejder som prostitueret i Phnom Penh i Cambodja. Hun har taget flugten fra vestens skønhedsidealer og evige udskamning af transseksuelle og kan nu være præcis så meget kvinde, som hun ønsker. Ansigtsløft og elskere glider dog i baggrunden, da Mirinda finder en barneprostitueret i sin lejlighed og beslutter sig for at hjælpe hende. Where There’s Shade beskriver på brutal vis, hvor ubarmhjertigt livet kan være i et land, der stadig arbejder på at gøre op med sin fortid, mens befolkningen forsøger at overleve. Man må dog forundres over, hvor langt foran man tilsyneladende er i accepten af folks kroppe og sind andre steder i verden.
Som MIX-gænger kommer man hurtigt til at undre sig over, hvorfor alle forhold i resten af filmbranchen partout skal være så pokkers hvide, heteroseksuelle og cis-kønnede. Det bliver nemlig hurtigt tydeligt, at man sagtens kan leve sig ind i en historie uanset hvem der kysser hvem. Man behøver ikke at se en kopi af sig selv for at identificere sig med en karakter og forhåbentlig går det snart op for den etablerede filmbranche, at vi dør af kedsomhed herude. Selvfølgelig kan svenskerne det skidt og kønsidentitet udforskes i den uendeligt flotte Girls Lost, hvor tre piger, der bliver mobbet i skolen, finder en magisk plante, hvis saft kan forvandle dem til drenge. Denne oplevelse bliver transformativ for alle tre, men for den ene pige, Kim, bliver planten imidlertid et farligt stof, for alt føles bedre, når hun iklæder sig den ukurvede, grove drengekrop. Girls Lost har et fantastisk lyd-design, hvor magien blander sig med Karin Dreijers bidrag til soundtracket. Som så mange andre af MIX’ film er billedsiden mavepustende flot. Helt generelt skal det siges om denne festival, at trods et emnemæssigt benspænd, finder man altid en samling film af høj kvalitet, der både dramatisk og visuelt byder på store oplevelser.
Generelt tager undertegnede altid fra MIX med en følelse af at savne noget mangfoldighed i resten af samfundet, som man før Cinematekets mørke ikke engang vidste manglede. Dette frirum i Københavns kulturliv er som et dobbeltægget sværd både i stand til at give et pusterum til dem, der måtte føle sig anderledes samt give andre et uundværligt indblik i, hvordan det må føles ikke at passe ind. Starten af oktober er tiden, hvor man kan tjekke sine privilegier og blive klogere på verden omkring sig. Omend det lyder lidt tungt, skal man ej fortvivle, for år efter år får de dygtige folk bag MIX sammensat et program, der både evner fiktionsfilm, dokumentarer, porno, ungdomsfilm og alle identitetsbogstaverne.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer