[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Cécile Anna-Camille Zimmermann[/vc_column_text][vc_column_text]Copenhagen Fashion Film Festival har eksisteret i fire år. Den finder i år sted mellem d. 27. jan. – 14. feb og stiller skarpt på sammenspilet mellem mode og film. Der bliver vist alt fra ikoniske undergrundsfilm og særlige stumfilm til helt nye modefilm. I år er festivalens tema: ’The Importance of Being a Heroine’, hvorigennem der sættes fokus på kvindelige modeikoner og vises film med ikoner som Sophia Loren, Gloria Swanson og Faye Dunaway.
Eksempelvis vises der den 7. februar Puzzle Of A Downfall Child (1970) med Dunaway i hovedrollen som den engang berømte model Lou, der søger at genetablere sin karriere i New York. Dunaway blev nomineret til en Golden Globe for rollen. Den 8. februar vises Boccaccio ’70 (1962), hvis stjernespækkede rolleliste inkluderer Sophie Loren og Anita Ekberg. Filmen er desuden instrueret i et samarbejde mellem nogle af Italiens mest kendte og hyldede instruktører: Vittorio De Sica, Federico Fellini, Luchino Visconti og Mario Monicelli.
Den 27. januar afholdte festivalen et launch event, hvor kortfilmsinstruktøren Adan Jodorowsky, søn af Alejandro Jodorowsky, kom og viste sin prisbelønnede kortfilm The Voice Thief (2013) – og Ordet var med.
Arrangementet fandt sted i Nikolaj Kunsthal, der velbekendt er en kirke – et perfekt setting, viste det sig, for Jodorowskys kortfilm. The Voice Thief handler om en operasanger, der mister stemmen, hvorefter hendes mand febrilsk forsøger at skaffe hende den tilbage. Det er i hvert tilfælde den forståelige del af plottet – resten af filmen er surrealistisk, pervers og æstetisk turbo mættet.
Kostumerne i filmen fremstår som en Sci-fi vision af renæssance kostumer spækket med juveller og guld. Filmens stemning er mildest talt foruroligende – eksempelvist i scenerne med den dværglignede mand klædt ud som en porcelænsdukke. Nikolaj Kunsthal bidrog til kortfilmens syrede verden, i det opera sangen steg op og dannede ekko over publikum, og filmen selv indeholdt en masse katolsk/kristne symboler såsom helgener og direkte inkludering af en kirke.
Efter visningen blev Jodorowsky stillet et par spørgsmål om kostumerne i filmen og om filmen som modefilm. Derefter gav folk sig til at mingle og udnytte udbuddet af gratis drikkevarer. Pludselig i det jeg, Ordet udsending, anskaffer mig en flaske Ginger Ale, står Jodorowsky ved siden af og ser ud til at overveje, hvad han vil have og drikke. Jeg giver ham et håndtryk og siger tak for filmen, der var meget mærkelig – hvortil han griner nikkende, siger tak og vælger en flaske mango saft drik.
Derefter forsøger jeg at tale om filmen, men selvom han svarer, virker han distraheret på samme tid. Hans producer kommer hen og deltager i samtalen, og Jodorowsky beder os efter noget tid om at skifte emne. Emnet bevæger sig over i deres næste par dage i København, hvad de har tænkt sig at se, og forslag til hvad de kunne se. Herefter slapper Jodorowsky meget mere af, og det falder mig ind, at han ikke har lyst til at tale om sin film, men bare at tale, at være ung og almen i København. Hvilket er forståeligt og meget menneskeligt – selv hvis man laver udsyrede film.
Festivalens fulde program kan ses her: http://copenhagenfashionfilm.dk/program/[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer