[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Jakob Freudendal[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
Trey Edward Shults’ anden spillefilm, It Comes at Night, er blevet markedsført som en gyser af rang, men lad mig starte med at konstatere, at det er en fejl. For selvom uhyggen emmer fra lærredet, er det et neglebidende drama, der udgør den altdominerende akse om hvilken filmen drejer, og det er netop Shults’ mesterstykke. Filmen handler nemlig, på trods af den uhyggeligt klingende titel, ikke om nattens monstre, men om de destruktive impulser, der kan drive mennesker til ekstremer.
Historien udspiller sig i en postapokalyptisk verden, hvor en højst smitsom virus ser ud til at have opløst civilisationen og udryddet langt det meste af menneskeheden. Forskanset dybt inde i en skov bor 17-årige Travis (Kelvin Harrison Jr.) med sine forældre Paul (portrætteret af en intet mindre end eminent Joel Edgerton) og Sarah (Carmen Ejogo), der har etableret et spind af regler og rutiner for at sikre familiens overlevelse i en nådesløs verden.
I et fantastisk stemningsmættet præludium fastslås situationens ramme alvor, da trekløveren, iført gasmasker, slæber Travis’ bedstefar, der er dækket af sorte bylder, ud i skoven, mens Paul afliver ham for øjnene af hans rædselsslaggende teenagesøn. Kort tid efter bliver familiens stærkt befæstede hus invaderet af den fremmede Will (Christopher Abbott), der hævder at være på jagt efter mad og drikke til sin kone og barn. Ansporet af sin moralskdrevende hustru, indvilliger Paul modvilligt i at tage den nyudklækkede familie ind i sit nøje afmålte patriarkat.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
It Comes at Night[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Trey Edward Shults[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er i mødet mellem de to forskelligartede familier, at dramaet udspiller sig på et bagtæppe af postapokalyptisk uhygge, hvor den farlige smitte kun figurerer som en fjern trussel filmen igennem. Ligegyldigt hvor meget Paul anspændt prøver at byde den nye familie velkommen, kan han ikke begrave mistilliden til de fremmede i en verden, hvor man må kæmpe med arme og ben for egen overlevelse. For som han gentagende gange anstrengt påminder sin godtroende søn, så er de eneste mennesker, man kan stole på, ens familie.
Det er i den grad bemærkelsesværdigt, hvor virkelighedstro karaktererne forekommer, når filmen udspiller sig i så virkelighedsfjerne omgivelser. Travis er teenageren, der alt for hurtigt har været nødt til at blive voksen, men som i mødet med Wills unge kone (Riley Keough) pludselig får vækket sin seksualitet fra livslang dvale. Det er dog Joel Edgerton, der for alvor sparker dørene ind med sin præstation som familiefaren, der må gå på kompromis med egen medmenneskelighed for at beskytte sine kære.
Med It Comes at Night formår Shults endnu en gang at skabe en atmosfære så tyk, at man kan skære i den. Ligesom i debuten Krisha (2015) er det familiedynamikkerne, der sættes under forstørrelsesglasset i en af årets mest intense spændingsfilm, hvor et enkelt forkert ord kan sætte de to familiers skrøbelige pagt over styr. Filmen excellerer i antydningens kunst. Nogen gange kan et enkelt ansigtsudtryk eller en ændring i tonefald være nok til at vende fuldkommen op og ned på scenerne, der udelukkende drives frem af det minimale persongalleri.
Det vanvittigt effektive kammerspil er i sig selv nok til at bære en hel film, men krydret med Shults’ imponerende filmiske håndværk er det svært ikke at smide om sig med store ord som ’mesterværk’. Lange trackingskud og en konstant skiftende aspect ratio anslår en paranoid grundstemning, der kun bliver mere og mere intens i kraft af det fænomenale skuespil, der kulminerer i et brag af en finale.
It Comes at Night sætter en stor fed streg under navnet Trey Edward Shults som en af de mest interessante independent filminstruktører, der kan skabe mesterlig intensitet med uhyggeligt få virkemidler. Samtidig formår han til fulde at skabe komplekse karakterer med en forfriskende psykologisk dybde, der på alle måder formår at bære en film med stor tematisk tyngde. Blandingen mellem minimalistisk gys og spændingsfuldt drama resulterer i en af årets mest komplette genrefilm, skarptskåret fra hvad, jeg kun kan forvente, bliver en af fremtidens store auteurinstruktører.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer