Af Rasmus Bay Kruse Thomsen
Cold Storage, baseret på romanen af samme navn fra 2019, fortæller historien om en zombie-esque virus, der undslipper fangeskab fra et opbevaringsdepot, som er bygget på toppen af en militærbase. Her må de to ansatte på depotet, Travis (Joe Keery) og Naomi (Georgina Campbell), forsøge stoppe spredningen af virusen med hjælp fra agenten Robert Quinn (Liam Neeson), som tidligere har bekæmpet virusen.
Filmen markerer Joe Keerys første rolle siden slutningen af Stranger Things (2016-2026), en serie der har cementeret ham som en karismatisk publikumsfavorit. Veteranen Liam Neeson træder også ind i sin rolle med en del momentum fra The Naked Gun (2025), hvor han (igen) beviste at være en mere versatil skuespiller med mere humor end han ellers får kredit for. Sidst, men ikke mindst, er Georgina Campbell efterhånden en garvet skuespiller indenfor gysergenren. Tilføj herefter forfatteren af det oprindelige værk, David Koepp, som iøvrigt også skrev bl.a. Jurassic Park (1993) og Spider-Man (2002), og så ligner det umiddelbart en opskrift på success.
Desværre materialiserer disse ting sig ikke som forventet. Præmissen om en hyperviral zombievirus er efterhånden veltrådt territorie, mest for nyligt i form af The Last of Us (2023-), som også havde en virus der tog form af en svamp. Naturligvis er omstændighederne og tonen for de to værker meget forskellige, men når filmen benytter vante fortællerværktøjer som disse, må den i det mindste godt præsentere det på en unik eller bevægende måde – det gør Cold Storage ikke.
Selvom det stærke cast gør et godt stykke arbejde med at bringe deres respektive styrker i spil, og filmen præsenterer nogle underholdende idéer, er der desværre også mange mangler. Travis og Naomi får tildelt hver sin interessante baggrundshistorie, men ingen af dem bliver sygeligt udforsket. Et spildt potentiale når man kan fjerne begge disse historier uden at det væsentligt rekontekstualiserer værket. Det samme gælder for Robert Quinn-karakterens eget b-plot, omhandlende en personlig rivalisering med et andet medlem af den fiktive regeringsorganisation. Desuden deler Robert Quinn overraskende nok kun omkring 10 minutters spilletid med Travis og Naomi, til trods for alle at fremstå samlet på plakaten – sikken ærgerlig skam ikke at udnytte potentiel kemi mellem sine stjerneskuespillere.
Ligeledes bliver der ikke bragt nok substans til filmens eksterne konflikter. Havde man integreret større modstand for vores protagonister, kunne værket have leveret væsentligt mere spænding. Filmen har en dejlig letfordøjelig spilletid på 99 minutter, hvilket normalt sagtens kan fungere for en film som denne, men her virker det som besynderlig afgrænsning. Den oprindelige roman er på 320 sider, så der burde være rigeligt materiale at inddrage for at bringe substans til filmens underudviklede elementer.
Værket virker også iøjnefaldende harmløst for en genrefilm, der ellers har en intention om at være beregnet til voksne. Hverken dialog, action eller tematik præsterer nok kant til at være oprigtigt interessant for voksne øjne. Ultimativt lader filmen ikke helt til at vide hvad den vil være. Selvom den elegant blander elementer af gyser, action, komik og blockbuster-underholdning, brillierer den ikke på nogen af sine egne præmisser – og dét er virkelig synd, når man ellers besidder gode byggesten.