Af Martin Lundgaard Pedersen
”This could either be the world’s biggest murder mystery or the world’s most idiotic conspiracy theory” ytrer Mads Brügger selvreflekterende ved sin dokumentars begyndelse. Han sidder på et hotel i Congo, klædt i hvidt fra top til tå, mens en ung, sort kvinde på en gammel skrivemaskine transskriberer hvert enkelt ord, der forlader hans mund. Rammen føles opstillet, men ordene fra den hvidklædte mand har sin grobund i virkelighedens verden. Som i Ambassadøren (2011) leger Mads Brügger effektivt med dokumentarmediets faktuelle og fiktive muligheder, men i Cold Case Hammarskjöld har han ved fænomenalt journalistisk og dokumentarisk arbejde formået at grave sig frem til en historie, der nærmest overgår fiktionen.
Dokumentarfilmen tager sit udgangspunkt i FN’s generalsekretær Dag Hammarskjölds mystiske død i 1961. Hammarskjöld var på daværende tidspunkt en forkæmper for Congos uafhængighed, og derved en torn i øjet på de hvide mennesker, som koloniseringen af Afrika hidtil havde gavnet. Ved en indflyvning i Nordrhodesia styrtede generalsekretærens fly under mystiske omstændigheder ned, og 50 år efter er sagen stadig en, som titlen antyder, cold case.
Brügger allierer sig med den svenske journalist Göran Björkdahl, der har viet sit liv til at opklare mordet på Hammarskjöld. Dokumentaren veksler mellem de to journalisters opklaringsarbejde og instruktørens egen genfortælling af historien til to sorte kvinder, der transskriberer hans ord. Som publikum undrer man sig over, hvorvidt dette er en visuel udlægning af fortællingen for publikums skyld, eller blot et dokumentarisk eksperiment kreeret i manglen på en reel historie. Det viser sig under alle omstændigheder ikke at være det sidste.
Der bliver givet rigeligt med tid til Brügger selv, men det bliver aldrig for meget. Hans selvironiske eksperimenter med dokumentarens stil og fortællemåde er en fornøjelse at bevidne. Det bliver nærmest tragikomisk, da han og Gören iklæder sig safarihatte, kridhvidt tøj og ryger cigarer, mens de med en metaldetektor og to spader forsøger at lokalisere det nedstyrtede flys rester. Kritikken af imperialismen, socialdarwinismen og tilmed kapitalismen er implicit tilstedeværende i mange af filmens scener, og det er næsten umuligt ikke at lade sig friste af denne kritik, når den vanvittige historie bliver udfoldet gennem interviews, animationer og stilistiske eksperimenter fra instruktøren selv.
Cold Case Hammarskjöld reflekterer i mange scener over produktionsprocessen, og modsat mange andre dokumentarer, bliver det en af værkets helt store styrker. Metalaget er konstant tilstedeværende, og Brügger italesætter samtlige af de spørgsmål, man sidder med som publikum. Derved bliver den overdrevne symbolisme aldrig for meget, lige som overfloden af navne på centrale personer, organisationer og motiver ikke bliver forvirrende. Stilen og substansen fusioneres på fornem vis, og dramaturgisk bygger dokumentaren sig sikkert op til et informativt klimaks af de helt store.
Dokumentarfilmens stil, fortællemetode og underliggende kritik af den hvide mands udnyttelse af Afrikas lukrative ressourcer, ville dog intet være, hvis ikke der var en interessant historie at fortælle. Det er meget få gange, at jeg er blevet så overrasket, som da jeg så Cold Case Hammarskjöld. Det, som jeg forventede var en film om en enkelt morderisk hændelse, viste sig at udfolde sig til en af de mest fascinerende og gruopvækkende dokumentarer, jeg nogensinde har set.
Mads Brügger formår på fornem vis at trække tråde fra Hammarskjölds død til Sydafrika, CIA, imperialisme og ikke mindst den racisme og socialdarwinisme, Afrika har lidt under i mange hundrede år. Cold Case Hammarskjöld er en journalistisk og dokumentarisk pragtpræstation, der er eksemplarisk i sin tilgang til dokumentarfilmens dybdeborende potentiale.
Kommentarer