Af Jacob Pedersen

Online-svindlere har en meget speciel plads i helvede, hvis det stod til Cloud-instruktøren Kiyoshi Kurosawa.

Internettet, anført af de sociale medier, har i efterhånden mange år været en modbydelig slagmark for diverse vederstyggeligheder, der ofte bliver toneangivet af anonyme profiler. Ansigtet på en af de anonyme profiler er Clouds hovedperson, Ryōsuke Yoshii, der går under aliasset ”Ratel”, når han gensælger alverdens materielle goder som sidegesjæft til sit dødssyge fabriksjob. Indtil han siger op og jagter en rigere tilværelse fra sin lille lejlighed i Tokyo. 

Yoshii har læst brugtvognsforhandlerens lærebog, og han bakker ikke ud fra nogen handel, før profittens klare lys skinner på bundlinjen. Ligesom i første scene, hvor han følelseskoldt, og nærmest anonymt indgår en handel ved at lægge pengene på bordet og skride. Intet håndtryk.

Det er den mest effektive tilgang i en verden, hvor de kloge narrer de mindre kloge, og de store kan løbe om hjørner med de små.

Det ulmer med antikapitalistiske undertoner, også når Yoshiis chef, fabriksbestyreren Mr. Takimoto, tilbyder en forfremmelse til manager – eller junior-manager – som en slags illusion af progressivitet i det kedelige arbejdsmiljø.

Kurosawa illustrerer, hvordan at alting har en pris, og at der er en iboende transaktion i størstedelen af vores menneskelige relationer, kun ved hjælp af komplekse og lange indstillinger, der er kendetegnet for instruktøren. Det kommer også til udtryk med Yoshiis kæreste Akiko, som kun dyrker forholdet for dets materielle medfølger.

Parret ender dog også med at flytte ud i en stor villa ved et afsides bjerglandskab med idyllisk udsigt over flotte søer. I den totale isolation kan Yoshii gøre sin hobby til levevej, og Akiko kan trække espressoskud og står for at lave alt deres mad. Drømmen. Men så skifter filmen karakter.

Den første halvdel er på en måde et psykologisk studie om menneskelige relationer, imens anden del i højere grad fungerer som en action-thriller, hvor Yoshii bliver hjemsøgt af alle sine bedragerier.

Kurosawa står bag de mesterlige gyserfilm Cure (1997) og Pulse (2001), og i Clouds enkelte gyserpassager viser instruktøren et ekstremt overskud med fænomenale billekompositioner og effektiv spændingsopbygning. Blandt andet med flere neglebidende stalkingsekvenser, hvor hans brug af stilhed er fuldstændig eminent.

Desværre lykkedes det ikke at medbringe samme intensitet, da thriller- og actiondelen tager over i filmens sidste 45 minutter. Det bliver i stedet en anelse langt, monotont og unuanceret. Specielt det store shoot-out i den forladte fabrik bliver næsten en pastiche a la Quentin Tarantinos Resevoir Dogs, men mangler lidt den tematiske dybde, som den første halvdel lægger op til.

Langt hen ad vejen lignede Cloud en kommende nyklassiker, der diagnosticerede det japanske onlinesamfund på cinematisk sprudlende vis, men filmens anden halvdel føles afkoblet fra det ellers så fantastiske oplæg.