Af Morten Kildebæk
”Nu begynder et nyt liv,” lyder det i starten af Claire Darling fra Catherine Deneuves læber. Den legendariske skuespillerindes replik er ironisk på to planer:
For det første referer den titulære hovedperson til, at hun den kommende aften regner med at skulle dø – det har Gud nemlig fortalt hende. For det andet laver hun og de andre karakterer i filmen faktisk ikke andet end at skue tilbage i tiden, mestendels i fortrydelse og sorg.
Et par store tragedier hviler nemlig over personerne i instruktør Julie Bertuccellis biografaktuelle drama, der har Deneuves aldrende matriark i centrum. En dag holder eneboeren Claire pludselig loppemarked i gården til sin store villa, hvor massevis af værdifulde klenodier sælges til nærmest ingenting. Som verden omkring hende forsvinder og forvrænges grundet en tiltagende demens, betyder møblerne og kunstværkerne intet længere. Og så skal hun jo alligevel snart videre herfra.
Det får datteren Marie – spillet af Deneuves virkelige datter Chiara Mastroianni – til at vende tilbage til hjembyen, for første gang siden hun som teenager løb hjemmefra. I en knap så hjertelig genforening husker hun og moren tilbage på de hændelser, der drev datteren væk.
Claire Darling tilhører den slags film, hvor konfliktens egentlige kerne kun afsløres ganske langsomt, bid for bid. Det sker især gennem en masse flashbacks, der flettes elegant sammen med nutiden, idet de foregår i de samme, gamle lokaler. Det ene øjeblik ser vi således den ældre Claire, hvorefter kameraet i en ny vinkel pludselig følger hendes yngre jeg, spillet af Alice Taglioni.
Nogle af tilbageblikkene får drømmeriske strejf, når Claire ser syner og eksempelvis forveksler en ung mand med sin afdøde søn. Disse scener kan være yderst stemningsfulde, som da hun en sen nattetime går gennem en mørk skov og ser en stor gruppe hvidklædte kvinder, inklusive sit yngre jeg, løbe ubekymrede og grinende mellem træernes stammer.
Undervejs støder filmen dog også på et stort problem: stilstand. For de poetiske flashbacks er mærkbart mere interessante end nutidens handling, der trods alt tildeles mest plads. Der er naturligvis en pointe i, at karakterne er retningsløse, fordi de endnu ikke er kommet over fortidens traumer, men det bliver alligevel kedeligt gentagne gange at overvære datterens bekymrende miner over for morens spørgende øjne og lette hovedrysten.
Det knugende familiedrama lurer under overfladen, men en stor del af Claire Darlings spilletid bruges i stedet på at lade kameraet glide over de gamle genstande på loppemarkedet. Der bliver specielt svælget i Claires mekaniske dukker, som hun tidligere har næret stor interesse for.
Og da konflikten efter godt en time så småt begynder at eskalere, ender det ud i en afslutning, der fremstår abrupt og lettere åndssvag. Om den er taget direkte fra romanforlægget, som filmen er baseret på, ved jeg ikke. Men slutningen giver i hvert fald en følelse af, at folkene bag ikke helt kunne finde ud af, hvor fortællingen skulle hen.
Kommentarer