[vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Oscar Pedersen[/vc_column_text][vc_column_text]I dag, den 29. juli, skal vi hylde Chris Marker. Det var på denne dag i 1921, at den franske filminstruktør blev født, og det var på denne dag i 2012, at han i en alder af 91 år gik bort. Ja, denne dag tilhører Chris Marker.
Temporalitet, hukommelse og kameraets potentiale
De fleste forbinder garanteret Marker med den skelsættende kortfilm La Jetée (1962). Filmen kan betegnes som en essayistisk sci-fi, og handler om en unavngivet mand, der i kølvandet på 3. Verdenskrig rejser frem og tilbage, ind og ud af fortid, nutid og fremtid. Tematisk set kredser Marker også om tid, men som et filosofisk spørgsmål, og undersøger dets relation med hukommelse og perception. Den franske filosof Henri Bergson argumenterede for, at vi altid perciperer fortiden, da nutiden – ”nu’et” – blot er et abstrakt temporalt punkt, som vil være fortid i det øjeblik, vi registrerer det. Denne tankegang synes til en vis grad at ræsonnere videre i La Jetée, hvor kollapset eller synliggørelsen af temporale dimensioner udfordres af det faktum, at filmen fortælles igennem stillbilleder. For er det ikke værd at overveje, hvilken funktion stillbillederne – disse krystalliserede øjeblikke – indtager i forhold til den foranderlige temporalitet? I forlængelse heraf indeholder filmen også en selvrefleksiv kvalitet, og undersøger på både godt og ondt sin egen cinematiske tid og kameraets evne til at fungere som en slags tidslomme.
Disse temaer – temporalitet, hukommelse og kameraets potentiale – kan spores igennem hele Markers karriere, fra de tidlige film, såsom Les Statues Meurent Aussi (1953) og Dimanche á Pekin (1956) til de senere film, eksempelvis Level Five (1997). Marker kredsede om disse temaer for blandt andet at analysere samtidens politiske klima, og især, hvordan individer reagerer, når de fanges i sociale, nationale og globale omvæltninger; ”Here’s the shot I’ve been waiting for. The shot no worthwhile film about a country in the process of transformation could leave out; the contrast between the old and the new” som fortællerstemmen i Lettre de Sibérie (1958) forklarer, mens vi iagttager en enorm lastbil passere en bonde i en hestevogn.
Essayisten Marker
Marker arbejdede hovedsageligt inden for det essayistiske felt, hvor han benyttede virkemidler fra fiktions-, dokumentar-, eksperimental- og avantgardefilm. Det var i højere grad processen i at tænke og stille spørgsmål, der var essentiel for Marker, ikke nødvendigvis målet og svarene. Det ses eksempelvis i hovedværket Sans Soleil (1983), hvor en kvindelig fortællerstemme læser breve højt, som den fiktive fotograf Sandor Krasna har sendt hende fra sine verdensomspændende rejser. I et af brevene beskriver Krasna sit besøg til de steder i San Francisco, hvor Alfred Hitchcocks Vertigo (1958) blev optaget, mens man skiftevis ser stillbilleder fra Vertigo og fotografier taget af Krasna. I brevet skitserer Krasna også handlingen i Vertigo, skønt at være usikker om adskillige detaljer: ”James Stewart spies on Kim Novak. He the hunter, she the prey – or was it the other way around? (…) The story had begun at Golden Gate, when he had pulled Madeleine out of San Francisco Bay, when he had saved her from death before casting her back to death. Or was it the other way around?”. Det simple ”hvordan-var-det-nu-det-var”-spørgsmål runger imidlertid dybere end blot at forsøge at kortlægge handlingen i Vertigo. Spørgsmålet besvares aldrig, men bliver et tegn på usikkerhed påført af tid, som en markør for hukommelsens upålidelige natur, der kan glemme, overdrive og forvrænge.
Marker favoriserede det subjektive for at gøre op med troen på en objektiv verden. Han degraderede og ironiserede sin egen autoritet som alvidende formidler for at konstruere en diskurs, der anerkendte, at det var hans synsvinkel. På den måde besidder hans film en ærlig og oprigtig kvalitet, om end ikke nødvendigvis sand.
Han spejlede det personlige i det universelle, det hverdagslige i det ekstraordinære og bevægede sig tværs gennem tid og rum for at undersøge, ja, praktisk talt alt; fra rensdyr i Sibirien til kulturelle udviklinger i Japan. Alt sammen i et forsøg på at udforske den moderne verden i alle dets farver og facetter. Når jeg ser en Marker-film, tænker jeg altid på Oskar Ekdahls tale i Bergmans Fanny og Alexander (1982): ”Derude er den store verden og indimellem lykkedes det den lille verden at spejle den store verden, så vi forstår den lidt bedre”. At se en Marker-film er at forstå verden en smule bedre.
I dag ville Marker havde fyldt 96 år og Ordet vil mindes den store kunstner ved at præsentere fem essentielle film. For at gøre plads til de film, der til tider glemmes i Markers omfangsrige oeuvre, indeholder listen ikke hovedværkerne La Jetée og Sans Soleil – dem anbefaler vi naturligvis også, at man får set.
Les Statues Meurent Aussi (1953)
Marker havde sin debut i 1952 med Olympia 52. Det var dog først året efter, da han i samarbejde med Rive gauche-kollegaen Alain Resnais lavede Les Statues Meurent Aussi, at hans essayistske kvaliteter for alvor begyndte at blomstre.
”Into this country of gifts and exchange, we have introduced money. We buy the blacks’ work, and we degrade it. We buy their art and we degrade it. The religious dance becomes spectacle” vrisser fortællerstemmen anklagende, mens vi ser billeder af hvide mænd blive underholdt af dansende afrikanere. Med et etnografisk afsæt, er Les Statues Meurent Aussi en stærk kritik af kolonialisme og en sondring over det tab af aura, som kulturer fra afrikanske lande oplever, når de overtages og konsumeres af den vestlige civilisation.
Filmen kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=hzFeuiZKHcg
Film man kan se i forlængelse heraf:
Ousmane Sembénes La noire de… (1966)
Djibril Diop Mambétys Touki Bouki (1973)
Le Joli Mai (1963)
Efter Algierkrigens afslutning i 1962 tog Marker sit kamera med ned på de parisiske gader og foretog timevis af interviews med forbipasserende parisere. Marker berører alverdens emner i sine spørgsmål, både personlige, historiske og politiske, og igennem sin voxpop-form er Le Joli Mai et yderst interessant samtidsbillede af et land, der for første gang i 23 år ikke var involveret i en krig.
Film man kan se i forlængelse heraf:
Jean Rouch & Edgar Morins Chronique d’un éte (1961)
Vilgot Sjömans Jag är Nyfiken – en film i gult (1967)
Le Fond de l’air est rouge (1977)
I Le fond de l’air est rouge undersøger Marker 1960’erne- og ’70’ernes politiske klima. Foråret i Prag, Watergate-skandalen, Vietnam-krigen og andre historisk vigtige øjeblikke vendes, drejes og klippes sammen for at danne en af Markers bedste politiske montager.
Film man kan se i forlængelse heraf:
Markers The Case of the grinning Cat (2004)
Le Tombeau d’Alexandre (1992)
Le Tombeau d’Alexandre er Markers hyldest til den russiske filminstruktør Alexander Medvekin (1900-1989), som bl.a. var med til at forme den eksperimentelle filmkunst i 1920’ernes Sovjetunionen. Filmen er dog ikke ”bare” en dokumentarfilm om Medvekin, men en refleksion over Sovjetunionens filmhistorie og hvilken afgørende funktion statens politiske klima har haft på denne. Marker spørger: Hvad det vil sige at være filmskaber? Hvad vil det sige at være kommunist? Hvor er filmkunsten i dag? Hvor er kommunismen i dag? Hvordan skal vi forstå kunst, der spejler politiske standpunkter? Kan vi forstå politik igennem kunst?
Film man kan se i forlængelse heraf:
Alexander I. Medvedkins Schastye (1935)
Une journée d’Andrei Arsenevitch (1999)
Marker lavede mange interessante portrætfilm (jf. Le Tombeau d’Alexandre). Fotograf Denise Bellon, maler Roberto Matta og filmmager Akira Kurosawa har alle været foran Markers linse, men det er hans unikke portræt af Andrei Arsenevitch bedre kendt som Andrej Tarkovskij, der her skal sættes fokus på.
Une journée d’Andrei Arsenevitch blev oprindeligt vist på TV som en del af den franske dokumentarserie Cinéastes de notre temps, der som titlen antyder bestod af portrætter af samtidens (og fortidens) store filmskabere.
Filmen giver os indblik i Tarkovskijs professionelle karriere og herigennem hans forståelse og brug af filmmediet, men Markers kamera får også adgang til den private sfære og tilbyder her en anden, dybere indsigt i Tarkovskij som person.
Da Marker optog filmen var Tarkovskij døende og havde netop færdiggjort optagelserne på hans sidste film Offeret (1986). Man ser Tarkovskij ligge i sengen, måske en smule svag og bleg, men alligevel udstråler han en vis energi og friskhed. Han taler ivrigt med sin søn, diskuterer optagelser af Offeret med fotograf Sven Nykvist (Bergmans faste fotograf), drikker champagne og gør sjov med, at han ligner en pirat på grund af det bandana, han har om hovedet. Det er en smuk, sørgelig og ikke mindst intim fortælling om en af vore tids største filmmagere.
Filmen kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=CMYC49CkDeQ
Film man kan se i forlængelse heraf:
Cinéastes de notre temps øvrige udsendelser, hvoraf flere kan ses på youtube – heriblandt udsendelsen om John Casavettes, Luis Buñuel, François Truffaut, Jean Vigo, Carl Th. Dreyer og Jacques Rivette.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer