Af Anna Hedegaard Kristensen
Hvor galt kan det gå, hvis en defekt dræberdukke udvikler et usundt venskab med en 13-årig dreng? Det udforsker den norske instruktør Lars Klevberg i sin genindspilning af kultklassikeren Child’s Play fra 1988. Denne omgang er 80’ernes voodoo-ritualer byttet ud mod den bedste teknologi, det 21. århundrede kan byde på, men én ting ændrer sig ikke: Chucky er stadig uhyggelig.
Karen (Aubrey Plaza) er en ung, enlig mor, der er flyttet til Chicago med teenager-sønnen Andy (Gabriel Bateman), og som arbejder i et varehus. En dag returneres en defekt Buddi-dukke; et stykke højteknologisk legetøj skabt af virksomheden Kaslan Corporation, som alle børn sukker efter. I et forsøg på at glæde sin søn tager hun denne defekte dukke med hjem, hvor den døbes Chucky. Andy virker ikke synderligt glad for dukken, indtil han finder ud af, at denne Buddi-dukke ikke er som de andre. Chucky kan både sige og gøre ting, som andre Buddi-dukker ikke kan. Andy og Chucky udvikler et tilsyneladende harmløst venskab, og alt virker lutter og lagkage, indtil Andy opdager, præcis hvad Chucky kan og vil gøre for, at Andy er glad.
Det er selveste Mark Hamill, der lægger stemme til filmens højteknologiske udgave af den rødhårede dræberdukke. Hamill kan tilføje Chucky til sin imponerende rolleliste indenfor voice acting, som også inkluderer Jokeren fra DC’s superhelteunivers og Skips fra Cartoon Networks Regular Show (2010-2017). Det er svært at forestille sig et barn oprigtigt have det hyggeligt i selskab med en dukke, der snakker med Hamills skumle stemme, men til Chucky er der ingen bedre. Manden forstår at tangere på linjen mellem uskyldig uforståelighed og komplet galskab.
Jeg forventede ikke at se meget realisme i denne film om en ondskabsfuld dukke. Det tror jeg heller ikke, nogen ville forvente – filmen handler om, ja, en ondskabsfuld dukke! Og scenerne med Chucky formåede både at få mig til kigge væk i skræk og grine over de åndssvagt overdådige voldsscener. Flere gange under filmen måtte jeg dog tage mig selv i at både fnise og fnyse over karakterernes ofte ubeskriveligt dårlige beslutninger.
Hvordan nogen kunne finde på at købe en dukke, der ligner Chucky, og kalde den sød eller nuttet, er mig desuden meget uforstående.
Filmuniversets moderne tilføjelse tilbyder en interessant refleksion over vores afhængighed – eller måske nærmere storforbrug – af teknologiske og elektroniske hjælpemidler i hverdagen. Det er ikke fordi, jeg regner med, at vi står overfor en Chucky-situation i den kommende fremtid. Men man kan ikke lade være med at se lidt skævt på både Alexa, Siri og Google Assistant og tænke over de mulige rædsler, de har potentiale til at foretage sig. Det er en fed opdatering af denne genindspilning, som viser os, at dræberdukker også er relevante i det 21. århundrede.
Child’s Play forsøger ikke at skjule sin absurditet, for det er netop den, der gør filmuniverset til noget særligt. Og på trods af nogle mere eller mindre typiske, dårlige beslutninger fra karakterernes side bringer filmen noget nyt til franchiset, som gør det relevant for en ny generation. Eller, så relevant som en film om en dræberdukke nu kan blive.
Kommentarer