“What is the cost of lies?”
Det er de første og sidste ord ytret i HBO’s nyeste miniserie, som dramatiserer den verdensberygtede atomkraftsværkulykke i det sovjetiske Ukraine og den efterfølgende oprydning og opklaring. Svaret er tusindvis af forkortede, forandrede og tabte liv.
Chernobyl, skrevet og produceret af Craig Mazin og instrueret af Johan Renck, er ikke blot ude efter at gengive historien (selvom de gør et godt stykke arbejde med netop dét). Den drejer sig om sandhedens rædsel og løgnenes styrke.
Seriens fokus på sandhed viser sig allerede i første episode, hvor vi følger både Chernobyls civilbefolkning og de relativt uerfarne ingeniører i atomkraftværket i de første minutter efter eksplosionen. Man kunne forestille sig et mere ”Hollywood-agtigt” handlingsforløb, men Chernobyl går metodisk til værks. Forvirrede og forbrændte ingeniører vandrer gennem værkets labyrintiske gange og forsøger at finde ud af, om der overhovedet er nogen reaktorkerne længere.
Hvad der følger er en slags bureaukratisk horror. Chefingeniøren Dyatlov (Paul Ritter) underspiller faren sine overordnede: kun taget brænder, og der er blevet målt en mild 3,6 røntgen (tilfældigvis det højeste, deres måleudstyr kunne nå). Det siges videre til et møde, der ender i klapsalver og en ordre om ikke at lade nogen forlade byen. Samtidig går civile rundt som teenagere i starten af en slasherfilm – uvidende om, at en usynlig fjende er i færd med at dræbe dem.
Man kan nærmest mærke strålingen. Ikke blot gennem subtil belysning og partikeleffekter, men også gennem den rungende musik, komponeret af Hildur Guðnadóttir, der sammen med geigertælleres klikken skaber en intens atmosfære. Manglende musisk fanfare støtter også op om alvoret, selv i de små triumfer, karaktererne oplever.
Nævnte triumfer findes i det enorme, ambitiøse arbejde efter ulykken. Vi følger Valery Legasov (Jared Harris), en videnskabsmand, der var hurtig til at ringe med alarmklokkerne, og energiminister Boris Scherbina (Stellan Skarsgård), der modvilligt følger hans råd, indtil sandheden går op for dem. De bliver sammen ansvarlige for oprydningsprojektet med hjælp fra Dr. Khomyuk (Emily Watson), en idealistisk videnskabskvinde, der forsøger at nå til bunds i eksplosionens årsag.
Denne trios konflikter udgør historiens kerne, men næsten hver episode afdækker en ny side af sagen. Vi møder de helte, der vadede gennem en oversvømmet, radioaktiv kælder for at åbne vandsluser og redde det halve Europa. Vi møder barske minearbejdere, der gravede en tunnel for at forhindre potentiel nedsmeltning. I seriens absolut mest dystre sekvens følger vi en ung rekrut, der skal likvidere efterladte kæledyr i det afspærrede område.
Voldsomhederne bliver præsenteret med mærkbar respekt. Ligesom i film om Holocaust er der et forsøg på at være så autentisk som muligt uden at dykke ned i chok-faktoren; virkeligheden skal ikke billiggøres af overdramatisk pladder. Det manifesterer sig i en imponerende detaljeret produktion – alt fra cigaretpakker til indretningen af de sovjetiske hospitaler er nøje gengivet.
Chernobyl ville næsten være mere informativ end dramatisk, hvis sandheden ikke var så utrolig. Men på sine bedste tidspunkter er selve informationen dramatisk – særligt i femte og sidste afsnit, hvor en retssag endelig forklarer ulykken samtidig med, at den afgør vores hovedpersoners skæbne.
Man får nemlig ikke blot en forståelse for, hvordan katastrofen kunne ske, men også forståelse for de mennesker, der blev ofret – villigt eller uvilligt – i dens eftermæle, og for den sovjetiske ånd, der ligesom atomkræft kunne være giftig og dødbringende, men også gjorde store bedrifter mulige.
Chernobyl sætter sig for at adskille fup fra fakta og finder frem til dybere sandheder i processen.
Kommentarer