CHAINSAW MAN – THE MOVIE: REZE ARC:  Denjis selverkendelsesprojekt møder bombastisk action extravaganza 

Af Mikkel Lind Kristiansen

Filmefterfølgere til animeserier er begyndt at blomstre i biograferne – Demon Slayer – Mugen Train (2020) var startskuddet, der satte rekorder for animefilms indtjening, og efterfølgeren Demon Slayer Infinity Castle (2025) tjente i år 659 millioner dollars. Nu kommer Chainsaw Man – The Movie: Reze Arc, der viser hvordan Chainsaw Man-universet også kan udnytte et pinch filmmagi og øget produktionskvalitet til at forhøje det excentriske karakterdrama og den absurde action, der især er kendetegnet fra TV-serien fra 2022.

Filmen er en direkte fortsættelse af handlingen efter TV-seriens første sæson. Denji (Kikunosuke Toya), nu med noget stabilitet i sit liv, fortsætter sin søgen efter selverkendelse og behov for romantisk og seksuel tilfredsstillelse. Den titulære Reze (Reina Ueda) støder på Denji ved et intimt og tilfældigt møde i en telefonboks, og får hurtigt indflydelse på Denjis kaosbefængte liv.

Efterhånden som Denji småforelsker sig i Reze, bliver det både indlevelsesrigt og ren øjeguf for seeren, der er frembragt af den eminente animationsstil. Stilen er iklædt en legende og detaljeret personlighed, der langsomt luller seeren og Denji ind i en visuel og emotionel forelskelse af Rezes charmerende og boblende gestik. Når den ikke er legesyg, bruger den ellers tid på at være fortryllende og opulent. 

Et højdepunkt er scenen hvor Reze og Denji bader nøgen sammen i poolen på en forladt skole. Billedsiden er en magisk blanding af detaljerede, dvælende stills af Reze og Denji, krydret med kunstneriske vignetter. Visuelt indlever man sig i Denjis naive, men yndefulde teenageforelskelse. Suppleret med Kensuke Ushios transcendentale og tårepersende score er scenen eksemplarisk, for de højder filmen når, når Reze rusker ved Denjis indre og tumultariske selvopfattelse.

Konsekvenserne af poolscenen bliver også overgangen til filmens actiondominerede segment. Den detaljerede action er veludført i alt fra belysning, timing, intensitet og kraft, hvorfra adrenalin og dopamin suser gennem kroppen. Men en ivrig insisteren på disse imponerende actionsekvenser skaber også en delvis ubalanceret helhedsoplevelse, som til tider føles ubalanceret i sine prioriteringer mellem action, selve fortællingen og karakterdramaet. 

Det sker specielt hos mange af de nyintroducerede karakterer, der handlingsmæssigt placeres akavet, da de prøver at finde sit fodfæste imellem Denji og hovedkonfliktens actionsekvenser.

Når historien derimod når til de steder, hvor actiondelen ikke holdes tilbage, er det den bedste form for overstimulation af farver, hastighed og spektakel. Det er tydeligt, at actioninstruktøren, Sota Shigetsugu, har tilføjet en del ekstra actionscener, som ikke er med i mangaen. Alligevel skinner Shigetsugus forkærlighed for Chainsaw Mans excentriske og absurde action igennem, via et udtryk, der kun virker på det store lærred.

Chainsaw Man – The Movie: Reze Arc kan nemt underspilles som kun et velanimeret spektakel, med en pæn og ny karakter, men filmens hjerte er Rezes rolle i Denjis selverkendelsesprojekt, hvilket behandles med stor respekt. 


Ordet anmelder:
Chainsaw Man – The Movie: Reze Arc

★★★★★☆

Produktionsår:
2025

Instruktør:
Tatsuya Yoshihara

Land:
Japan

Skribent:

Udgivet:

Tags: