[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Oscar Pedersen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]”En patetisk taber? Er det sådan du ser mig!?” råber maleren Cézanne (Guillaume Gallienne) frustreret til forfatteren Zola (Guillaume Canet) i Daniéle Thompsons nye film ”Cézanne og Zola”. Filmen skildrer de to store kunstneres omtumlede og dybe forhold, der var lige dele venskab og fjendskab.
Cézanne og Zola åbner i 1888, hvor en ældre, nydelig klædt Zola tager imod sin gamle ven Cézanne, hvis tøj og ansigt er en anelse medtaget, på sin store ejendom. Kontrasten i deres udseende er slående og man mærker tydeligt, at der har vokset sig en kløft mellem dem efter mange års adskillelse. Tøvende krammer de hinanden, hvorefter vi igennem et flashback føres tilbage til deres barndom, da de første gang mødte hinanden. Næsten i samme øjeblik føres vi videre til deres boheme-år som unge mænd for øjeblikkeligt at klippe tilbage til deres barndom og videre frem til årene med ægteskab og så fremdeles. Filmen klipper så hurtigt frem og tilbage mellem ”betydningsfulde” øjeblikke i deres forhold, at man får fornemmelsen af, at det var vigtigere for Thompson at væve så meget materiale ind som overhovedet muligt, end at dvæle ved enkelte øjeblikke og lade dem udfolde sig. Opsvulmede klaver- og violinstykker presses ned over billederne i et forsøg på at binde de mange sekvenser sammen, men uden held. Man kommer aldrig ind under huden på de to karakterer og det føles i stedet som en lang, ligegyldig musikvideo.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Cézanne og Zola[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Danièle Thompson[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Størstedelen af Cézanne og Zola er optaget on-location i Frankrig og det er derfor næsten forbløffende, hvordan Thompson er i stand til at reducere den skønne natur til så kunstige billeder. I adskillige sekvenser følger vi Cézanne hvileløst male Aix en-Provences landskaber, men ved hvert forsøg må han erkende, at han ikke har fundet sin egen stemme endnu. Derfor kaster han på bedste klichefyldte og overdramatiske måde staffeliet omkuld og råber: ”DET ER IKKE ORIGINALT!” – alt imens den følelsesladede violin stryger af sted. Det er de store følelser, der er på spil i Thompsons film, men det ringer så falskt, at man ufrivilligt må grine.
Og det er en skam. For der ligger et stort potentiale i fortællingen om Cézanne, den store postimpressionist og Zola, naturalismens fader. Jeg kan ikke undgå at tænke på, hvad resultatet ville have været, hvis Thompson havde turde eksperimentere mere med sit billed- og formsprog, fremfor at udlægge et historisk-nøjagtigt billede. Hvad nu hvis Thompson eksempelvis havde tilføjet et lag i fortællingen, hvor vi blev ført ind i én af Zolas romaner? Det ville ikke længere være et autentisk portræt, men muligvis et sandere. Måske kunne det give os en større forståelse af deres indre konflikter fremfor den evige ydre dramatik, som Thompson lægger for dagen. Men ak, det er kun ønsketænkning. Indtil videre må man nøjes med ”Cézanne og Zola”. Desværre.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer