Af Tobias Møbjerg Nielsen

Darren Aronofsky er en instruktør, der normalt er kendt for psykologisk drama og eksistentiel mørke, men i Caught Stealing forsøger han sig med noget mere tilgængeligt: en grovkornet, actionfyldt krimi-komedie sat i New Yorks Lower East Side mod slutningen af 90’erne. Filmen er baseret på Charlie Hustons roman af samme navn, og allerede fra første billede står det klart, at atmosfæren er rå og tilsmudset, med et glimt i øjet.

Austin Butler spiller Hank Thompson, en tidligere baseball-komet, som nu balancerer sin mislykkede fortid med dagligdagen som alkoholiseret bartender. Butler veksler mellem at levere en karismatisk, filmstjerne-værdig præstation fyldt med charme og intensitet, til enkelte øjeblikke, hvor det virker som om han er tilbage på settet fra The Carrie Diaries (2013) – det bliver lidt for letkøbt.

Plottet bliver rigtigt skudt i gang, da Hank overtager sin punkede nabos kat, hvilket hurtigt trækker ham ind i et inferno af russiske gangstere, hasidiske brødre og efterforskende politibetjente. Historien tager alle de klassiske twists fra genren, hvilket gør flere udviklinger ret forudsigelige. Lidt for ofte føles det, som om, at butleren skæver til manus og tænker: “Det var ham der gjorde det, ik?”. Man sidder selv og gætter med, og sjældent bliver man overrasket. Til gengæld er der (næsten) hele tiden nyt blod på lærredet; sidekaraktererne er kulørte og tegneserieagtige, og ensemblet, med blandt andre Zoé Kravitz, Regina King og Matt Smith, får hver især lov til at give deres figur et farverigt aftryk. Dog var Benito Martínez Ocasio (også kendt som Bad Bunny) en smule distraherende castet uden at sætte et aftryk på underholdningsniveau med sine kolleger.

Det er svært at afgøre, om filmen forsøger at være en regulær thriller eller en uforpligtende krimikomedie, og måske prøver den bare ikke at være andet end løs underholdning. Det er i hvert fald et genremix, som nogle gange rammer plet og andre gange vakler på vippen. Ikke desto mindre lykkes filmen med at underholde hele vejen igennem og jeg tog mig i selv i at blive ved med at tænke ”Okay, men hvad sker der så nu?”. Jeg var investeret og distanceret på samme tid, en speciel kombination, men som er fint i takt med filmens egen tone.

Hvis Caught Stealing havde ambitioner om at være mere end rendyrket, kulørt underholdning, lykkes den ikke helt med det. Filmen lever med sine fejl og lader sig underholde, og Aronofsky beviser, at han kan levere kommerciel flair, når han vil. Det er en film, man kan tage ind som et adrenalinkick, men efter rulleteksterne er kørt, er det ikke de store spørgsmål man sidder tilbage med. Der er ikke tale om en nymoderne klassiker, men med Butler i front og Aronofskys underspillede stil har den alligevel overskud og charme nok til at berettige sin eksistens.