Anmeldelse

“Det visuelle univers er overbevisende i klassisk sci-fi maner og lyden smukt storladen, uden at blive overdreven” – Cécile A.C. Zimmermann.

Mikkel og Bjørn kigger i forbindelse med dramaet Lovelace om 70’ernes pornoindustri nærmere på 5 fantastiske film, der gør sig bemærket i deres enestående portrætteringer af 70’erne. Ringer navnet Dirk Diggler nogen klokker?

“Filmen er lidt ligesom en tilfældigt købt kebab fra Nørrebrogade, som smager fint på tom mave, men som man fuldstændig glemmer, når man har sovet branderten ud”. – Mikkel Grønnemose.

“Filmen bliver så selvbekræftende, når Magaret Thatcher ikke får lov at forsvare sig selv, da hun klippes sammen med en borger, der ytrer “Who did this to us?”. – Ditte Fiil Ravn.

Rasmus har kigget nærmere på en håndfuld unikke filmskabere, der inddrager deres eget liv og personlige oplevelser i deres film. Den Sorg og glæde aktuelle instruktør Nils Malmros er blandt disse filmkunstnere, hvis film kan kaldes selvbiografiske.

“Selvom plottet er fragmenteret, er det også stramt og skåret ind til benet, hvilket selvfølgelig er godt for historien og bidrager til spændingen, men til tider bliver karaktererne simpelthen så tyndslidte og reduceret til deres plot-funktioner, at det bliver karikeret” – Pelle Hegelund.

“Inddragelsen af hans tidligere film giver indtryk af, at hans film på en eller anden måde har ledt frem til Sorg og glæde – kronen på værket – som muligvis er hans sidste film. Og jeg vil da gerne gå så langt som at sige, at det er den bedste Malmros-film, jeg har set” – Mika Dahl Hansen.

Filmen The Fifth Estate er baseret på virkelig hændelser fra Wikileaks-grundlægger Julian Assanges turbulente liv. I forbindelse med filmen har Daniel Birch kigget nærmere på 5 nævneværdige film, der også er baseret på virkelige hændelser.

“Ganske vist bliver filmen lidt lang i spyttet i ny og næ, men som publikum føler man sig alligevel godt underholdt det meste af tiden” – Asta Schantz Koch.

“Det primære problem er, at filmens behandling af de eksistentielle emner sjældent løfter sig over det banale, ikke mindst fordi karaktertegningerne tenderer mod det stereotypiske”. – Rasmus Molin Friis.