[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Peter Christian Rude[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]I filmverdenen er Patricia Highsmith (1921-95) berømt som spændingsforfatter: Alfred Hitchcocks klassiker Strangers on a Train (1951) er baseret på hendes debutroman, ligesom den charmerende psykopat Tom Ripley er hendes opfindelse. Privat var hun lesbisk, og skrev under pseudonym bogen The Price of Salt (1952), der skildrer et kærlighedsforhold mellem to kvinder fra meget forskellig baggrunde i datidens New York. Denne mindre kendte side af hendes forfatterskab bliver nu bragt frem i lyset med premieren på Carol, der er Todd Haynes filmatisering af den oprindeligt meget kontroversielle roman.
Titelfiguren Carol Aird (Cate Blanchett) er en tiltrækkende kvinde i fyrrene, der er på vej ud i en skilsmisse. Hun møder den unge ekspeditrice Therese Belivet (Rooney Mara), og de tiltrækkes af hinanden. Snart befinder de sig i et seriøst forhold, der dog fordømmes af det øvrige samfund.
Der er ingen tvivl om, at Todd Haynes er den rette instruktør til at håndtere materialet. Han har tidligere brilleret i periodeskildringer, og Carol må ses i forlængelse af to væsentlige produktioner fra hans hånd: 50’er-pastichen Far From Heaven (2002), hvor temaer som racisme og homofobi undersøges i et forstadssamfund, og den næsten socialrealistiske Mildred Pierce (2011), der omhandler en enlig mors kamp for at holde sin familie oven vande under Depressionen. Temaet om outsiderens udfordringer i et samfund præget af konservative normer og socialt hysteri er også til stede i hans nyeste film, der fascinerer som et minutiøst detaljeret tidsbillede.
For det spændende ved Carol er, at den ikke blot er en film om 50’erne, men til tider endda føles som en film fra 50’erne (omend en uhyre vovet én af slagsen). Dens visuelle udtryk er inspireret af datidens kvindelige fotografer (ikke uden grund er Therese selv amatørfotograf), og filmen har en stærk poetisk åre, hvor det ene spektakulære billede efter det andet dominerer. For blot at nævne få eksempler: julesne der daler ned over landskabet, cigaretrøg der nænsomt pustes væk, en pistol der hastigt langes ud efter i et anfald af raseri. Alt sammen præsenteret i et behageligt fortælletempo. Den raffinerede, melankolske underlægningsmusik fuldender sanseindtrykket. En periode skildres med et kvindeligt blik.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Carol[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Todd Haynes[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Og kvinderne er begge fremragende. Hvor Blanchett bevæger sig fra cool facade til følelsesmæssigt sammenbrud, udstråler Mara konstant en form for nervøs energi: hun betages af den ældre kvinde og forbitres over deres forholds mange komplikationer. Ligesom kærlighedsforholdet i Carol, er der i professionel sammenhæng tale om et dynamiske møde mellem gamle og nye kræfter.
Carol handler om to elskende, der må overkomme alle mulige udfordringer og bære alle mulige omkostninger, førend de til sidst kan håbe på at forenes. I den henseende er filmens emne en traditionel kærlighedshistorie med omvendt fortegn. Fortællingen er simpel, omend mesterlig fortalt, men Carol lykkes frem for alt som en visuelt meget smuk film, der bekræfter Haynes som en af nutidig amerikansk films mest interessante instruktører.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer