Af Tilde Søgaard Carlsen
En forsigtig hånd er placeret på Carmens mave. Den vugges roligt, som hofterne slår ud i takt til musikken. Hver berøring giver udslag i hjertet. Det er den heldigste hånd, og det er Lolas.
Carmen (Rosy Rodríguez) og Lola (Zaira Romero) er henholdsvis sytten og seksten år og opvokset i Madrids sigøjner-ghetto. De er med andre ord i den giftemodne alder, hvor det er på tide at droppe skolen til fordel for de huslige pligter og familieforøgelse. Carmen har allerede fundet sin udkårne, mens Lola ihærdigt prøver at bryde den sociale arv og få en uddannelse. Men skæbnen vil, at de to skal mødes, og en forbudt kærlighed imellem dem skal sætte deres fremtidsplaner over styr. Det er svært at være romakvinde, men det er tæt på umuligt, hvis man også er lesbisk.
Arantxa Echevarria har skabt et sansende kærlighedsdrama med lige dele hjertelig humor og kynisk realisme. Det er den søde og naive første forelskelse, men også den fatalistiske kærlighedsfortælling med modstand og konsekvenser. Men mest interessant er det et indblik i en kultur, de færreste af os har kendskab til og indsigt i. At være født som roma er ensbetydende med fratagelsen af en række muligheder, vi normalt ville anse for givet: Dels fordi det er en meget traditionsbunden kultur, men også en ekskluderet del af samfundet, der misbilliges af majoriteten. Det er en ond cirkel af forventninger fra familien og fordomme fra samfundet, der fastholder nye generationer i et forældet patriarkat.
Echevarrias hengivenhed til kvindekønnet kommer til udtryk i kameraets sansende dvælen ved hver berøring mellem de elskende. Det er poetisk og intimiderende og står i kontrast til den smagsløse og åndsfraværende realitet, der omgiver dem. Det kommer allerede til udtryk i filmens allerførste scene, hvor Carmen sidder med et tomt blik på sengen iført det mest overpyntede og prangede dress med et diadem på størrelse med pavens hat. Hun er ikke just blevet smukkere, men er klædt ud som den præmie, hun skal være, når hendes far overrækker hende til den vordende ægtemand.
Både Carmen og Lola spilles af ubeskrevne blade, og generelt for filmen er alle ca. 150 sigøjnere (på nær én) spillet af personer, der aldrig har prøvet kræfter med film eller skuespil før. I enkelte scener mærker man den manglende ekspertise på skuespilfronten, men Rosy Rodríguez og Zaira Romero er overbevisende i hovedrollerne. Deres kemi er filmens styrke, hvorimod filmens svaghed opstår i fortællingens forudsigelighed og lidt vage slutning (uden at afsløre for meget). Vi kender historien, og Carmen & Lola skal derfor i højere grad opleves for sin sensualitet og sit budskab fremfor sin fortælling.
Carmen & Lola skildrer en vigtig problemstilling om ligestilling på tværs af køn, etnicitet og seksualitet, og den gør det med en beundringsværdig ømhed.
Kommentarer