[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Julie Broge Henriksen [/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Pædofili er et svært og ømtåligt emne, og det kan altid være vanskeligt at håndtere så tabubelagte ting. The Captive gør dog forsøget, men desværre ikke et specielt godt et af slagsen.
Matthew og Tina kommer ud for det værste, man kan opleve som forældre, da deres dejlige datter Cassandra kidnappes. Politifolkene Jeffrey og Nicoles årelange arbejde for at opspore hende synes forgæves, men der pustes nyt liv i sagen otte år senere, da nogle af Cassandras ting dukker op på det hotel, hvor Tina arbejder.
Filmens ikke-lineære plot fortæller historien på markant anderledes vis, end den klassiske thriller: Vi ser sagen om den forsvundne datter fra forskellige vinkler – fra hendes sorg- og skyldtyngede forældres, fra politiets og fra gerningsmanden Mika, der holder Cassandra fanget i sin kælder som en anden Natascha Kampusch. Ydermere hoppes der konstant frem og tilbage i tiden.
Denne avancerede narrativ er på mange måder interessant, især i forhold til måden, man som tilskuer bliver nødt til at stykke historien sammen på – der springes frem og tilbage til før og efter kidnapningen, men essentielle stykker af puslespillet tilbageholdes for at holde fast i spændingen.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Captive[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Atom Egoyan[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Canada[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Desværre går plottet ikke op. Der skippes mange mellemregninger, når der hoppes i tiden, eksempelvis da de to ledende politifolk pludselig er kærester, uden man har set nogen form for optakt til forholdet. At vi ikke er vidner til karakterernes udvikling gør, at man heller ikke kommer ind under huden på dem, og man skøjter i stedet rundt på en uinteressant overflade.
The Sweet Hereafter-instruktøren Atom Egoyan har både produceret, skrevet og instrueret The Captive. Han gør det godt på billedsiden, hvor meget foregår ude i et gråt og ubarmhjertigt snelandskab, hvilket underbygger filmens stemning. Han prøver yderligere at skabe stemning med følelsesladet klaver/violinmusik, noget der desværre giver associationer til et dårligt melodrama. Der, hvor Egoyan falder allermest igennem, er dog med nogle af sine karakterer.
Ryan Reynolds og Mireille Enos gør det fint i rollerne som Cass’ forældre, men Kevin Durand overbeviser ikke som den pædofile Mika. Det havde været rart med en velspillet psykopat, men Durand mangler ganske enkelt noget ægthed og troværdighed, da man ikke ser skyggen af dybde eller kompleksitet hos en karakter, som ellers har rigeligt med mørke sider. Derudover handler de to politifolk flere gange så himmelråbende dumt, at man glemmer handlingen, fordi man har for travlt med at himle med øjnene.
The Captive er en historie om noget forfærdeligt, som desværre finder sted i den virkelige verden. Den grundlæggende historie er også interessant, og filmen har nogle spændende momenter. Det er tydeligt at Egoyan har prøvet at lave en thriller, som skiller sig ud fra mængden, men det er omtrent ligeså svært at finde dybde i filmen, som det er for politiet at optrevle de pædofiles krypterede netværk.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer