Af Christine Roederer
Vi er tilbage i 1995. RadioShack har alt det nyeste elektronik, Nirvana spilles på landets radioer, og mobiltelefonen findes endnu ikke.
Da en ung kvinde falder igennem taget på en Blockbuster-butik og begynder at snakke om en intergalaktisk krig, falder Agent Fury (en ung Samuel L. Jackson) nærmest på røven. Rumvæsner? Virkelig?
For Vers (Brie Larson), som hun bliver kaldt, er et rumvæsen. Og ikke et lille et af slagsen – hun er en af Kree-heltenes stærkeste krigere og vil gøre alt for at fremme deres succes i den altomfattende krig mellem deres imperium og Skrull-terroristerne.
Der er bare noget, der lurer i hendes fortid, som hun ikke kan sætte fingeren på. Da Vers og de andre soldater fra hendes enhed, ledet bl.a. af Yon-Rogg (Jude Law), skal på en mission for at redde en fælles Kree-soldat, begynder hendes mystiske fortid at skabe problemer.
Det er 21. film i Marvel Cinematic Universe og endelig den første, der har en kvinde i fokus. Ja, Ant-Man and the Wasp (2018) havde også en kvindelig hovedrolle #(næsten), men det her er første gang, hun bliver historiens utvetydige omdrejningspunkt.. Oprindeligt have Joss Whedon haft planer om at introducere hende til Marvel-universet i Avengers: Age of Ultron (2015), men det sagde Marvel Studios’ administrerende direktør Kevin Feige nej tak til.
Og til det kan man næsten kun ånde lettet op.
Man mærker klart, at tegneserieforfatteren (og feministen) Kelly Sue DeConnick har været inde over Anna Boden og Ryan Flecks manuskript, og der er ingen tvivl om, at Brie Larson selv har haft nogle indslag til, hvordan disse stærke kvinder skal bevæge sig i filmen. For kvinder er der masser af – og de fleste klarer faktisk Bechdel-testen, hvilket dog er en utrolig lav bar at have.
Uanset hypen og alle feministerne, SJW’erne og andre rundt omkring i verden, der endelig kan sige, at Marvel nu har en kvindelig superhelt (jeg står stadig og savner min Black Widow-film), så er filmen desværre ikke det store spark i røven.
Man forstår udmærket, hvad de har prøvet at gøre, og karaktererne er også sympatiske, men der mangler det ekstra pift, der kunne have fået filmen til at spille helt rent. Der er masser af referencer til de andre Marvel-film (både de nemme og de lidt sværere), som får den til at passe godt ind i det fælles univers.
Men Captain Marvel har samme problem, som Ant-Man and the Wasp havde: den skal introducere en plot point (her karakteren Captain Marvel og hendes enorme kræfter) ind i den store historie, der vil ende i april med Avengers: Endgame (2019). Det er imidlertid som om, den står lidt for stille – der sker tusindvis af ting i filmen, men ingen af dem er rigtigt vigtige, for vi ved alle sammen, at Thanos står og venter på den anden side. Så er det ligesom lige meget, hvordan krigen mellem Kree og Skrull-racerne ender.
Brie Larson gør et glimrende stykke arbejde, og når teksten “Captain Marvel will return in Avengers: Endgame” kommer frem på lærredet, kan man ånde lettet op, for så får vi snart endelig svar på, hvordan Carol Danvers passer ind i den store Infinity War (2018)-opgørelse.
Kommentarer