Jeg sætter nogle gange spørgsmålstegn ved, hvorfor Richard Linklaters Before-trilogi (1995-2013) ligger så højt på min all time favoritliste. Den handler jo egentlig bare om to mennesker, som går og snakker i tre film i streg. Trilogien ønsker sjældent at bruge en stor del af det visuelle filmsprog, men vil langt hellere udforske grundidealer og -idéer som krig, korruption og kærlighed. Så hvorfor er trilogien ikke hellere udformet til et andet medie end lige netop filmstrimlen? Måske gennem scenekunsten eller kortromanen, hvis restriktioner og benspænd ville passe langt bedre til fortællingens formål? Hvorfor er den så forbandet højt på listen?
Svaret kan findes i Hans Weingartners næsten nye film Camper 303, der i høj grad låner fra den første film i trilogien: Before Sunrise (1995). Ligeledes mødes to personer i midten af tyverne, og filmen præsenterer derfra næsten udelukkende scener i de tos nærvær. Langsomt åbner de op for hinandens menneskelighed. Langsomt forelsker de sig.
Den berlinske biologistuderende Jule (Mala Emde) er blevet gravid og beslutter sig for at tage til Portugal for at konfrontere sin kæreste. På den allerførste rasteplads post-Berlin samler hun blaffer og statskundskabsstuderende Jan (Anton Spieker) op. Han er på vej til Spanien for at møde sin biologiske far.
Begge rejsemål er tunge emner. Med disse potentielt livsændrende kommende begivenheder kan de intet andet end at gå til angreb og gå i forsvar. Det sker igennem ligeså tunge diskussioner om selvmord, konsumerisme, menneskets dyriske natur og sågar en dybdegående næsten essayistisk samtale om forskellen på kapitalisme og kommunisme samt faren, der ligger i at dele verden op i de to kategorier.
Med andre ord: Camper 303 er et perfekt portræt af de vildfarende tyveres store tanker og konstant skiftende tilværelser – yderligere bevist igennem rejsens altid foranderlige og overdådige kulisser i form af Østrigs bjerge, Frankrigs skove og Spaniens strande.
Man bliver fuldstændig solgt af romancen. Nærværets fysiske intimitet og samtalernes psykiske intimitet fletter sig ind i hinanden i løbet af filmen. Med museskridt bevæger de to kroppe sig tættere på hinanden og samtalerne bliver mere rettede mod kærligheden; om polygami og biologien bag seksuel tiltrækning. Når de så endelig kysser, jubler man med i biografsædet.
Camper 303 dedikerer sig til romantikken, og i modsætning til de fleste rom-coms forstår den at afklæde vores hovedpersoners indre således, at forelskelsen fremstår uhyre menneskelig og naturlig. Filmen træder ind i rækkerne hos Before-trilogien og When Harry Met Sally… (1989) som film, der burde være rollemodeller for den romantiske komedie: vældigt enkle, men derfor også vældigt troværdige.
Kommentarer