Af Alexander Bendtsen
Nogle film formår at kommunikere pointer og tematikker helt fint, uden decideret at imponere i processen. Herunder kan Maryam Touzanis Calle Málaga kategoriseres. En historie om den ældre spanske kvinde Maria Angeles (Carmen Maura), bosat i et område i den marokkanske by Tanger, hvis lokalsamfund hun holder dybt af.
Da Marias datter (Marta Etura) beslutter sig for at sælge det hus Maria har boet i hele sit liv, men som står i datterens navn efter faderens bortgang, sætter Maria sig for at gøre modstand.
Det lyder som en film centreret om et sårbart opgør, hvilket den til dels også er, men i højere grad faciliterer fortællingen et slags selvrealiseringsark for Maria. Det er til at mærke at hovedpersonen har levet et rigt liv, og kender sit eget værdisæt, tæt forbundet med lokalbefolkningens venskaber og samhørighed, på tværs af alder og beskæftigelse. I Marias eskapader for at kunne blive boende i sit hjem, får hun dog mulighed for at (gen)opdage, hvad det vil sige ikke blot at leve livet på sine egne præmisser, men også at leve det til fulde.
En befriende og forfriskende skildring, der lader Maura udfolde sin 80-årige karakter som en livlig rebel og romantiker. Hjulpet på vej af hendes samspil med Ahmed Boulane, der glider stilfærdigt op på lærredet, i rollen som antikvitetshandleren Abslam.
Tematisk er fortællingen og dens pointer leveret elegant i en fint tilpasset balancegang mellem det italesatte og det implicitte. Det er til gengæld på det dramaturgiske plan at filmen alligevel går hen og bliver forgængelig.
Selvom skuespillet er udmærket, og præsentationen – hovedsageligt bestående af nærbilleder og intim kameraføring, der svæver hen over karakterer på tæt hold – holder tilskueren i øjenhøjde med karaktergalleriet, så er filmen langt fra medrivende. Æstetikken veksler mellem det habile og det småkedelige, imens dialog ligger på et spektrum mellem solidt og klodset, hvor forsøg på humoristiske indspark oftest er så harmløse og uskarpe at det kan være lige meget.
Et centralt element af fortællingen hvor Maria driver en uautoriseret sportsbar, for at få råd til at købe møbler tilbage som datteren har solgt, er dertil så karikeret skildret, at det grænser op til det tonedøve.
Filmens største narrative styrker ligger i relationerne mellem Maria og de karakterer, der får mest skærmtid. I det bånd hun løbende knytter til Abslam, udforskes hendes romantiske lidenskab på fin vis. I hendes venskab med nonnen Josefa (María Alfonsa Rosso), der holder et tavshedsløfte, bliver deres ensidige samtaler – Maria der snakker og Josefa der lytter – et habilt greb, der giver et blik ind i en delt fortid og netop ideen om at finde formål med livet på egne præmisser.
Det er gennem disse bånd at filmen får sin tematiske tyngde, og alligevel redder det ikke værket fra en eksekvering der både føles langsommelig og ujævn.
Tag blot konflikten mellem Maria og hendes datter. Her er datterens motivation klar nok, og hendes situation kompleks nok, så det er til at forstå hendes handlinger, uden det nødvendigvis berettiger dem. Sådan føles det i hvert fald i de scener hvor datteren selv er til stede, men i andre scener hvor Maria taler om sin datter til andre, koges hendes karakter ned til et mere simpelt moralsk fordærv end det, der egentlig er lagt i kakkelovnen til. Datteren er altså som udgangspunkt en interessant nok ”skurk”, men der bliver aldrig etableret en lige så interessant dynamik mellem datter og mor.
Hvor Calle Málaga har et habilt tematisk fundament, mangler den dramaturgisk pondus. Pointerne lander nogenlunde, men uden den store grund til at huske dem.