Af Victor Harder Hesel
I Den of Thieves følger vi den ultimative bad cop Nick O’Brien (Gerard Butler) i hans bestræbelser på at forhindre den tidligere elitesoldat Ray Merrimen (Pablo Schreiber) i at udføre århundredets bankrøveri. Begge står i spidsen for en gruppe hærdede muskelbundter af henholdsvis politimænd og røvere, så man kan forvente bulder, brag og biceps.
Butler leverer en overraskende stærk præstation som Nick, selvom det til tider kan virke som om, at filmen ikke helt ved, om den skal lade ham beholde sin skotske accent eller ej. Skuespillet er konsekvent solidt i de mere emotionelt betonede scener, og han formår også at være aldeles skræmmende, når han for alvor træder i karakter som lovens svulmende arm. Derudover har han og resten af castet utvivlsomt flair for action.
Problemet er bare, at actionscenerne er udført meget middelmådigt. For det første bryder de ofte den såkaldte 180-graders regel. Det vil sige, at vi ser karakterer skyde først højre-mod-venstre og siden venstre-mod-højre, fordi kameraet fuldstændig umotiveret hopper over på den anden side af dem og derved vender 180 grader fra det ene skud til det andet. Derudover ser vi næsten aldrig karaktererne i andet end tætte close-ups, hvor de skyder mod off-screen modstandere, og man får dermed ikke mulighed for at danne sig et overblik og sammenligne de toptrænede kombattanters evner, da de så godt som aldrig er i samme indstilling.
Det, der dog for alvor fælder actionsekvenserne, er de omkringliggende scener. Selvom seeren får indblik i Nicks tumultane tilværelse med meget ulovlige arbejdsmetoder og ægteskabelige problemer, så får Ray aldrig samme opmærksomhed. Derudover får seeren aldrig rigtigt indblik i hverken Nick eller Rays motivationer. Deres ligheder i metoder skildres fint gennem krydsklipning mellem henholdsvis røvernes og politiets slående ensartede forberedelser inden det store røveri, men det eneste, der sætter dem op mod hinanden er tilsyneladende manuskriptet. Denne mangel på synlig drivkraft får deres opgør til at virke opstillet og upersonligt, og dets kulmination bliver følgeligt hult.
Denne underprioritering af deres forhold føles især mærkelig, når filmen finder tid til bemærkelsesværdigt ligegyldige scener, som da Enson Levoux (50 cent) – Rays højre hånd – giver en ung mand, der skal følge hans datter til prom, ”the talk”. Det bør måske også påpeges, at 50 Cent forventeligt ikke gør større indtryk i denne rolle.
Og så var der filmens store twist. Afslutningen overraskede, men den er så tydeligt inspireret af en af 90’ernes klassikeres afslutning, at det er svært at abstrahere fra.
Ifølge de pressepapirer jeg fik overrakt inden filmen begyndte, har instruktør Christian Gudegast arbejdet på filmens skud, struktur og dialog over flere år, men noget (selve filmen) kunne tyde på, at ambitionsniveauet måske ikke var så højt til at begynde med. Den of Thieves er underholdende, men så heller ikke meget mere.
Kommentarer