Af Sophie Worning
Allerede fra de første scener i Burning føles noget helt, helt galt. Enspænderen Jongsu (Yoo Ah-in) går forbi to letpåklædte unge kvinder, som danser mekanisk til en promovering for et lotteri. Det er tydeligt, at kvindernes dans skal lokke kunder til at deltage, men det skaber nærmere den modsatte effekt. Hele opstillingen virker akavet og forkert.
Den følelse forsvinder aldrig helt i Burning, instrueret af Lee Chang-dong. På overfladen er historien en modernisering af Den store Gatsby (1925), transplanteret fra New Yorks dekadence i 1920’erne til Koreas moderne Seoul. Den rodløse forfatter Jongsu er forelsket i den finurlige Haemi (Jeon Jong-seo), som er en af de unge lotterikvinder og Jongsus barndomsveninde.
Han kan dog ikke genkende hende, fordi hun har fået plastikkirurgi – endnu en foruroligende detalje i filmens første få minutter. Deres kærlighedsaffære varer alligevel ikke længe: Kort tid efter rejser Haemi til Afrika på egen hånd, og Jongsu passer hendes generte kat Kedel, som åbenbart lider af autisme. Eller har hun overhovedet en kat?
Når Haemi vender hjem, har hun en ny ven med sig. Det er den velstående Ben, spillet uhyggeligt godt af Steven Yeun, som har haft kriminelt få filmroller. Som den gådefulde Gatsby er det umuligt at sætte fingeren på Ben. Hvor kommer han egentlig fra? Hvordan tjener han dog så mange penge? Og hvad går hans mystiske hobby ud på?
Burning stiller mange spørgsmål til seeren og giver få svar. Manuskriptet, skrevet af Lee og Oh Jung-mi, er baseret på en novelle af den japanske forfatter Haruki Murakami, og filmen deler også Murakamis sælsomme tonalitet. Hele handlingen virker til at være indhyllet i en tyk tåge, ligesom Jongsu og Haemi indsvøbes i hinandens cigaretrøg.
Og det er også filmens genistreg – seeren skal konsekvent udfylde tomme rum i handlingsforløbet med sine egne forklaringer. Denne effekt kan være frustrerende, hvis man ikke får nok ledetråde, men manuskriptforfatterne formår at træde den millimetertynde balance mellem at fastholde vores opmærksomhed uden fuldstændig at fremmedgøre os. Det skaber en ulidelig spænding, der knuger én i et jerngreb gennem hele filmens spilletid. Det er alligevel ret imponerende, når den udspiller sig over hele 148 minutter.
Denne effekt ses også i David Lynchs film, hvor en gennemtrængende drømmelogik giver hans værker en foruroligende atmosfære. Det er ikke svært at forestille sig, at Lee også er inspireret af Lynch. I en af filmens mest ærefrygtindgydende scener danser Haemi topløst mod solnedgangens blændende farver, optaget på grynet 35mm-film. En silkeblød jazzmelodi spiller, mens hun vrider sig elegant og dermed genskaber magien fra Audrey Hornes hypnotiserende dans til Angelo Badalamentis toner i Lynchs Twin Peaks (1990-1991).
Så i sidste ende er Burning lang, men stadig ikke lang nok. Filmens konstante benægtelse af konkret mening efterlader én gispende efter svar. Men, det er på samme tid den frustration, der får én til at fundere og gruble over en film, lang tid efter rulleteksterne er gledet væk hen over lærredets blanke overflade.
Kommentarer